Hvis der er flere jagtgæster, som skyder samtidigt eller i samme splitsekund, og der er mange fasaner i luften, kan det være svært at tælle skuddene i den kanonade, der lige er blevet fyret af.
Hvis der i en såt affyres rigtig mange skud, er det sjældent, at skudtællerne ender op med det samme antal skud. Derfor har jeg altid benyttet det gennemsnitlige tal.
Hvis tre skudtællere efter en såt, melder henholdsvis 456, 443 og 463 skud, laves et gennemsnit, som i dette tilfælde vil være 456+443+463/3 = 454 skud.
På de store betalingsjagter, hvor jagtgæsterne primært består af rutinerede jægere med erfaringer fra flere års deltagelse i klapjagter, eller hvor jagtselskabet består af jægere, som via intensiv træning er godt skydende, bliver 3-skuds reglen sjældent aktuel.
Alle kan købe en klapjagtsdag, og det eneste lovmæssige krav der skal opfyldes for at skyde med på jagtdagen er, at man skal være i besiddelse af et gyldigt jagttegn. Derfor sker det også at nye jægere, uanset alder, bliver inviteret med på en større klapjagt. På grund af manglende erfaring og specielt manglende skydefærdigheder får de affyret rigtig mange skud, men resultatet står sjældent mål med indsatsen. Her hjælper kun en ting, og det er træning og atter træning på skydebanen.
Dem som mener at 3-skuds reglen er en rentabel forretning, for godserne og andre som udlejer klapjagter på fasaner - tager grundigt fejl. Statistisk kunne man godt foranlediges til at tro, at det er en udmærket forretning, men hvis man går i dybden og kigger på de jagtgæster, eller endnu værre hele jagtselskaber, som ikke kan opfylde 3-skuds reglen, er det en rigtig dårlig forretning. Ikke set fra jagtselskabets side, som sikkert har haft en rigtig spændende og god jagtdag. Men hvis man ser det fra det godsets eller jagtvæsens side, som lægger revir og fasaner til, er det langt mere skadeligt for deres økonomi, og for mange af de fasaner som der skydes til.
Nye og urutinerede jægere, som deltager på en klapjagt, hvor der skal afskyde rigtig mange fasaner, vil de fleste gange blive konfuse over de mange fasaner, som sendes ind over skyttekæden. Deres manglende træning og erfaring i skydningens kunst bevirker, at de ikke dødskyder ret mange fasaner. Derimod er risikoen for at fasanerne snertes/anskydes rimelig stor. Hurtige og præcise skud er en mangelvare. I mange tilfælde bliver der sigtet og sigtet på de fasaner som kommer flyvende mod den urutinerede jagtgæst. Resultatet udebliver ikke, da han/hun får “sigtet sig ihjel”, og fortsat følger fuglen, mens den flyver hen over vedkommende. I lodretstående skydestilling, hvor et sving med et foranhold er nærmest umuligt, affyres et skud i sidste øjeblik mod fasanen. Denne flyver ofte videre uskadt eller med et par hagl i bagkroppen.
Denne “nye” og urutinerede haglbøssejæger, vender sig efterfølgende om, for at se om fasanen blev ramt, mens der forsat flyver fasaner fra såten henover jagtgæsten. Da han/hun efter at have vendt ryggen mod såten, konstaterer at fasanen ikke faldt til jorden, vendes igen front mod såten, hvor der fortsat lettes fasaner, som stadig flyver ind over ham/hende. Først nu begynder jagtgæsten at overveje en genladning, selvom der stadig er én patron i haglbøssen.
Den manglende rutine i klapjagt på fasaner, påvirker ikke kun selve skydningen, men også genladningen, når han/hun opdager, at der stadig er fasaner i luften. Det er ikke unormalt at man kan blive lidt “stresset”, når man kan se, at der er fasaner på vej mod en. Man skal hurtigt genlade, og jo mindre rutineret man som haglbøssejæger er, desto mere febrilsk og fumlende bliver genladningen. Denne optakt er langtfra den bedste, når man efterfølgende skal afgive præcise skud mod flyvende vildt.
Den urutinerede jægere og jagtgæst får endelig genladt haglbøssen, mens der stadig flyver fasaner hen over ham/hende, og først nu fokuseres der på den næste fasan i luften. Igen sigter han/hun sig ihjel og når måske at afgive endnu et skud i lodretstående stilling, hvorefter hele seancen gentager sig.
Ovenstående beskrivelse, er på ingen måde til for at latterliggøre nye jægere på deres første klapjagt, men er derimod for at forklare, hvorfor det fra godsets eller jagtvæsenets side, er en dårlig forretning med uøvede og urutinerede jagtgæster på en klapjagt på fasaner.
Der skal simpelthen lettes alt for mange fasaner for at et svagt skydende jagtselskab kan nå at få afskudt de måske 400 fasaner, som er forudbestilt, og en del af de fasaner, som jagtgæsterne skyder til, snertes/anskydes grundet de manglende skydefærdigheder. Man skal i denne sammenhæng huske på, at det kun er de opsamlede fasaner, altså fasaner som der bliver lagt op på vildtparaden som der skal betales for.
Hvis vi tager et tænkt eksempel hvor et velskydende hold på 12 jagtgæster, på en jagtdag ender op med at have leveret:
420 stk. fasaner til vildtparaden.
915 skud er der brugt.
Gennemsnit skud pr. fasan = 2,18.
Hvis vi i denne tænkte situation, udskifter de yderst velskydende jagtgæster med urutinerede og dårligt skydende jagtgæster, som i gennemsnit bruger 4,36 skud pr. nedlagt fasan, og vi forudsætter, at de på dagen også har brugt 915 skud, ender man “statistisk” op med, at de, når jagtdagen er omme, har leveret:
210 stk. fasaner til vildtparaden.
915 skud er der brugt.
Gennemsnit skud pr. fasan = 4,36.
Men denne udregning er og bliver en teoretisk og har intet med virkeligheden at gøre, da vi ved, at de 12 urutinerede og dårligt skydende jagtgæster i kraft af deres manglende rutine sigter længere tid på fasanerne og derfor ikke får afgivet lige så mange skud til dem, som de skydende jagtgæster. Mange gange får de kun affyret ét skud, modsat de rutinerede jægere, som både får afgivet to skud – og tilmed nogle dubletter, hver gang bøssen kastes
Det jeg vil frem til er, at de urutinerede jagtgæster, skal have betydeligt flere fasaner ind over deres skyttekæde, i forhold til de 12 velskydende jagtgæster, for at kunne nå at afgive 915 skud.
Hvis vi forudsætter, at der er kommet lige så mange fasaner ind over hovedet på de dårligt skydende jagtgæster, som på de rutinerede, vil de dårligt skydende jagtgæster altså have afgivet betydeligt færre skud og derved også leveret færre fasaner til vildtparaden.
Derfor er der større sandsynlighed for, at regnestykket kunne se ud som nedenfor beskrevet:
141 stk. fasaner til vildtparaden.
616 skud er der brugt.
Gn.snit skud pr. fasan på 4,36.
Fasaner, som er snertet/anskudt, og som ikke opsamles på dagen, er tabt for evigt. Det er desværre ikke sådan, at de fasaner der ikke bliver skudt til, alle uden undtagelser står i såten til næste jagt - jo i teorien - men ikke set over jagtåret. I et jagtvæsen kalkulerer man med (i forhold til antallet af fasaner) at en såt normalt kan tages ca. 2,5 gange, hvorefter man ikke kan være sikker på at såten igen fyldes op.
- Jo færre fasaner skytten skal have på vingerne i løbet af en jagtdag, for at få afskudt det bestilte antal fasaner - desto bedre.
- Jo færre fasaner som snertes/anskydes, men derimod dødskydes - desto flere fasaner vil apportørerne kunne opsamle og lægge på paraden.
Jeg håber at ovenstående illustrerer, hvorfor det ikke er en god forretning for godset eller jagtvæsenet, hvis jagtgæsternes skydefærdigheder er så ringe, at der skal afregnes efter 3-skuds reglen.