Skip to main content

Fodermængde

Det gælder om at finde balancen mellem at fasanerne ikke må sulte, men samtidig skal spise op hver dag

En fasankylling skal efter den bliver udsat i den engelske voliere i 5-6 ugers alderen, have rigeligt med kraftfoder, som bla. sikrer at skelettet udvikles korrekt. Skelettet er først færdigudviklet i 10 ugers alderen.

Hvis det er første år, man har ansvaret for fodringen af de udsatte fasaner, lærer man hurtigt hvor meget de dagligt kan æde, og man lærer at tage højde for vejret, da det ikke er unormalt, at fasanerne på varme dage æder lidt mindre, mens de på kolde dage æder mere.

Man skal bestræbe sig på at tilpasse fodermængden, så fasanerne dagligt æder op, dog uden at de på noget tidspunkt sulter.

De første par dage efter at fasanerne er udsat i den engelske voliere, vil de bruge en del tid på at nippe til de grønne skud, og derfor æder de knapt så meget. Men derefter regner jeg som tommelfingerregel med, at hver udsat fasankylling starter med at æde ca. 70 gram kraftfoder (voksefoder) pr. dag.

Da man jo ikke kan afveje foderet hver gang man skal fodre, bør man omregne gram/kilo til liter, hvilket gør fodringen betydelig nemmere, da der i de fleste plastspande (læs: sorte murespande) er liter afmærkninger.

Man tager en alm. køkkenvægt, og ser hvor meget henholdsvis 1 liter kraftfoder (Voksefoder), 1 liter hvede og 1 liter majs vejer i gram. Resultaterne indskrives i et skema lig med nedenstående vægtskema.

Vægten på henholdsvis 1 liter kraftfoder (Voksefoder), 1 liter hvede og 1 liter majs, kan sagtens være anderledes i dag, hvorfor man er nødt til at lave sit eget vægtskema.

Hvis man kalkulerer med at en fasan dagligt æder 70 gram kraftfoder, er det nemt at udregne, hvor mange liter foder man dagligt skal starte med at bruge:

  • Ca. 1 liter kraftfoder til 10 fasaner.
  • Ca. 5 liter kraftfoder til 50 fasaner.
  • Ca. 10 liter kraftfoder til 100 fasaner.
  • Ca. 50 liter kraftfoder til 500 fasaner.
  • Ca. 100 liter kraftfoder til 1.000 fasaner.

Da der hen over sommeren og inden de første fasanjagter afvikles, vil være et svind i bestanden f.eks i form af lidt dødelighed (sygdom eller prædatorer) samt udvandring, står der derfor ikke det samme antal fasaner i såterne, hvilket der fodermæssigt skal tages højde for.

Senere når man i oktober og november har afholdt flere fasanjagter, er der selvfølgelig endnu færre fasaner at fodre på.

Når man er kommet så langt hen i jagtåret, har man lært, hvor meget foder der spises i de forskellige såter, og det er derfor ikke så svært at vurdere, hvor meget foder der dagligt skal spredes.

Jeg har gennem flere år skemalagt, hvor mange tons kraftfoder, hvede og majs jeg har brugt i løbet af året i forhold til antallet af udsatte fasaner på reviret. Sådanne nøgletal er særdeles værdifulde, når man skal lægge et realistisk budget.

Nedenstående angivelser giver et nogenlunde overblik over, hvor meget foder der skal bruges fra man udsætter 5-6 ugers fasankyllinger og indtil jagttiden på fasanerne stopper:

Hvis man f.eks. udsætter 500 fasaner på reviret, skal man kalkulere med et foderforbrug i kraftfoder på (antal udsatte fugle x kg.) 500 x 2,5 = 1,25 ton.

Foderforbruget af majs eller hvede (antal udsatte fugle x kg.) 500 x 5,0 = 2,5 ton.