Skip to main content

Budget i et konsortium

Få lavet et realistisk budget hvor alle udgifterne er indregnet, og sæt ikke udgifterne for lavt for at få regnskabet til at balancere

Første gang man laver et budget i et nystartet jagtkonsortium, skal man være meget grundig, og hvis man tror, at det lige kan klares i frokostpausen på arbejdspladsen, så tager man fejl. Hvis man skal have alle budgetposterne med, kræver det, at man ved præcis hvad der er brug for i et jagtkonsortium, hvilket de færreste har et overblik over.

Hvis man i et jagtkonsortium har en aftale om, at et evt. underskud skal dækkes af alle konsortiemedlemmerne, når jagtåret er slut, er problemet ikke så stort, når budgettet ikke holder. Man skal blot finde ud af, hvem af konsortiets medlemmer, som skal lægge pengene ud, såfremt der mangler penge i kassen i løbet af jagtåret.

I de fleste jagtkonsortier betaler hvert konsortiemedlem i foråret et fast beløb for hele jagtåret.

Hvis hvert af 15 medlemmer i et jagtkonsortium betaler kr. 18.000 pr. år, ligger det på forhånd fast, at man i jagtkonsortiet har:

15 medlemmer × kr. 18.000 = kr. 270.000

I dette beløb skal alt være indregnet, da man ikke skal forvente at kunne holde på sine konsortiemedlemmer, hvis der ikke er styr på økonomien.

Jeg blev engang bedt om at kigge på et jagtbudget, som en jæger havde lavet, da han var blevet tilbudt at leje et 250 hektar stort revir, hvor der ikke før havde været udsat fasaner. På reviret fandtes en god råvildtbestand, ligesom der stod dåvildt og var strejfende kronvildt. Der var udarbejdet en biotopplan for reviret, og jagtlejen var inkl. jagthytte med forbrug.

Jægeren var meget opsat på at leje reviret, og havde en drøm om at lave et jagtkonsortium bestående af 15 medlemmer, hvoraf han selv var én af dem.

Planen var at man skulle etablere tre udsætningspladser, hvor der hvert sted skulle udsættes 200 fasaner. På revirets to søer ville man udsætte 50 ænder i hver.

Jægeren havde opstillet nedenstående budget, som han mente hang sammen, men han ville alligevel have det tjekket for at se, om han havde overset noget.

Det oprindelige budget

Udgift Beregning Beløb
Terrænleje 250 ha á kr. 800 kr. 200.000
Fasaner 600 stk. 6 ugers fasankyllinger á kr. 45 kr. 27.000
Kraftfoder til fasaner kr. 6.000
Majs/hvede til fasaner kr. 9.900
Ænder 100 stk. á kr. 30 kr. 3.000
Kraftfoder til ænder kr. 1.200
Hvede til ænder kr. 2.900
Diverse Hegn, stolper m.m. kr. 20.000
Udgifter i alt kr. 270.000

På papiret gik budgettet således præcis op:

Indbetaling fra 15 medlemmer: kr. 270.000
Budgetterede udgifter: kr. 270.000
Tilbage i kassen: kr. 0

Udgiften til terrænlejen lå fast, og omkostningerne i forbindelse med indkøb af fasaner og ænder samt foderomkostningerne var ikke helt skæve. Derimod var udgiftsposten “Diverse” på kr. 20.000 fjern fra virkeligheden, da den var sat alt for lavt.

Jægeren havde i sin iver for at få etableret et konsortium, ikke lavet et realistisk budget, og blot sat udgiftsposten “Diverse” så lav, at det samlede budget kom til at passe med de kr. 270.000, som de 15 konsortiemedlemmer tilsammen skulle betale.

Problemet bliver tydeligt, når man ser på, hvad de kr. 20.000 under “Diverse” faktisk skulle dække:

  • Leje af jord på reviret til etablering vildtagre (udlejers afgrødetab)
  • Jordbearbejdning (pløjning o.lign.)
  • Såning
  • Sprøjtning
  • Knusning
  • Trailere
  • Spande, baljer o.lign.
  • Evt. køretøj til kørsel, når der fodres året rundt
  • Evt. trailere til transport af jagtgæster og konsortiemedlemmer på reviret
  • Materialer til udsætningspladserne såsom stolper, hegn, tråd, el-givere, vandingsanlæg, foderbakker, hanebure, halvtage, strips, kråseflint/grus til fasaner/ænder, afværgeredskaber m.m.
  • Omkostninger i forbindelse med jagtdagene som morgenmad, frokost og drikkevarer samt diverse plastbestik
  • Hvis man fodrer hjortevildtet, kommer der en stor omkostning som kraftfoder, majs/havre, eller anden foderblanding. Dertil kommer indkøb af foderhuse, evt. indkøb af roer samt etablering af roekuler osv.
  • Sliksten
  • Hochstande og hochsitze
  • Betaling for hjælp til pasning af fasaner og ænder
  • Alm. håndværktøj, motorsav, buskrydder o.lign., medmindre det stilles gratis til rådighed af nogen
  • Fodertønder til vinterfodring

Jeg kunne blive ved med at nævne ting, som man i løbet af jagtåret får brug for, og er disse ikke indregnet i jagtkonsortiets endelige budget, er budgettet ganske simpelt ubrugeligt.

Hvis man har nogen form for indtægter i jagtkonsortiet, skal disse selvfølgelig lægges ind i budgettet, selvom det er sjældent at man har de store indtægter i et jagtkonsortium.

Selvom man mener at have det hele med i budgettet, er det mine erfaringer, at der altid dukker udgifter op, som man ikke havde forudset. Måske mørner et dæk på én af trailerne og skal udskiftes. Man bliver måske i løbet af sommeren enige om at oprense nogle af de gamle kunstgrave, lægge en ny kedel eller forlænge et rør osv. Det er derfor en god ide at have en diverse på budgettet, udelukkende til uforudsete omkostninger.

Da der i et jagtbudget kan være varierende omkostninger, som f.eks. priser på korn og kraftfoder, bør man kalkulere med høje priser så man har en buffer i budgettet. Hvis man lægger de lavest tænkelige priser ind i budgettet, risikerer man efterfølgende at skulle opkræve penge af konsortiemedlemmerne. Det kan give mange problemer, hvorimod det er sjovere at berette om et overskud, som udbetales eller overføres til næste år.

Budgetskema