Afværge redskaber

Mange udsatte fasankyllinger på et begrænset område, virker som et trækpaster og derved et spisekammer til områdets prædatorer
Når vi jægere vælger at udsætte hundredvis, ja tusindvis af 5-6 ugers fasankyllinger i den danske fauna, endda indenfor et begrænset område, beder vi også selv om “konflikter”, i forhold til rovfuglene og de firbenede rovdyr. Disse tiltrækkes nemlig af den massive udsætning, og opfatter naturligvis vores udsætningspladser som et tag selv bord.
Vi skal i den forbindelse passe på, at vi ikke som “i gamle dage”, kategorisk opfatter alle prædatorer i den danske natur som fjender, blot fordi de viser interesse for vores udsatte fasaner. Det eneste disse prædatorer gør, er blot adfærdsmæssigt at udvikle sig med det formål at overleve. At vi jægere etablerer udsætningspladser, hvor de udsatte fasankyllinger er et nemt bytte, er jo hverken rovfugles eller de firbenede rovdyrs skyld.
Ved at bruge gængse og lovlige afværgeredskaber korrekt, kan man i de fleste tilfælde forhindre, eller begrænse prædatorenes angreb på en udsætningsplads.
Det er nemt at se på de udsatte fasaner, om der har været angreb fra enten rovfugle eller firbenede rovdyr. Fasanerne vil virke meget nervøse og ikke rigtig turde komme frem på fodersporet, ligesom man som regel også vil finde ådsler inde- eller udenfor udsætningspladsen (se kapitlet hvad har slået/taget fuglen).
Der findes mange forskellige afværgeredskaber, som kan bruges til at holde prædatorene væk fra udsætningspladsen. Selvom de fleste afværgeredskaber placeres umiddelbart udenfor, eller inde på selve udsætningspladsen, er det en god ide også at placere afværgeredskaber længere væk fra udsætningspladsen. Gør man dette, er der større chancer for, at de firbenede rovdyr ikke finder frem til “spisekammeret”.
Uanset hvilke afværgeredskaber man opsætter, passer disse på ingen måde ind i den danske fauna. Det er måske en formildende omstændighed, at det kun er i ugerne efter, man har udsat fasankyllingerne i den engelske voliere, at afværgeredskaberne har den største effekt. Prædatorene har en evne til at tilpasse sig, og afværgeredskabernes effekt falder over tid. Når fasanerne begynder at udforske omverden og finder ud til de forskellige såter, er effekten af de opsatte afværgeredskaber yderst begrænset, hvorfor de bør nedtages. De fasaner, vi udsætter, skal efter en periode i det fri adfærdsmæssigt have de nødvendige færdigheder for at kunne overleve på den frie vildtbane. Har de ikke det, hører de ikke til i den danske fauna.

El hegn
Hvis det lykkes en gammel ræv at grave sig under hegnet og derved komme ind i den engelske voliere i løbet af natten, kan dette besøg blive en meget bekostelig affære. Specielt hvis det sker, umiddelbart efter at fasankyllingerne er sat ud.
Udover at vi som jægere har en moralsk forpligtelse til at “beskytte” det vildt vi udsætter i naturen, indtil det kan klare sig selv, er det også set udfra et økonomisk synspunkt, en rigtig god ide at omkranse udsætningspladsen med mindst en strømførende tråd.
Uanset hvor mange fasankyllinger man har udsat på pladsen, udgør de en værdi, og denne værdi kan forsvinde som dug for solen på en enkelt nat, alene grundet en manglende strømførende tråd. Hvis en udsætningsplads bliver raseret, skal man ikke regne med, at man bare uden videre dagen efter kan bestille nogle nye fasankyllinger. Derfor tjener denne engangsinvestering i et el hegn sig hjem mange gange, hvis den blot forhindrer en enkelt indtrængen.
Du skal bruge isolatorer til at sætte eltråden på, så den kan føres rundt om hele udsætningspladsen, uden at den rører hegn, grene, jord eller andet, som kan virke som en afleder.
Der findes et hav af forskellige mærker og modeller af elgivere, elhegn og spændingsgivere. DLG/Land & Fritid ligger blandt andre inde med flere modeller. Landbruget har brugt dem i årtier til at indhegne heste, kreaturer, grise m.m. Vi skal ved opsætning af elhegnet holde firbenede prædatorer ude. Det er bestemt ikke nødvendigt at anskaffe sig de dyreste elgivere med solpanel osv., da du på udsætningspladsen kun har brug for den strømførende eltråd i nogle få måneder efter du har udsat dine 6 ugers fasankyllinger. Men du skal sikre dig, at el-giveren kan levere en høj udgangseffekt.

Hvis du skal ud og købe en eller flere nye elgivere, skal de kunne drives via batterier (evt. tørbatteri 9Volt batterier med ca. 100Ah), da man normalt ikke har 230V til rådighed i skoven. Elgiverne skal kunne forsyne eltråden med tilstrækkelig strøm i de måneder, du har brug for strømførende tråd rundt om udsætningspladsen.
Selve eltråden bør være en hvid nylontråd som kan ses, når du dagligt bevæger dig rundt om udsætningspladsen.
Eltråden skal hele vejen rundt om udsætningspladsen have nogle støttepunkter (isolaterer), som sikrer, at strømmen ikke går i jorden. Disse isolatorer kan sættes på træstolper, plaststolper, jernstolper eller andet.
Det er vigtigt at eltråden på intet tidspunkt kan få kontakt til hegnet, jern, jorden eller andet, da dette i givet fald vil virke som en afleder.
Hvor mange meter eltråd og antallet af stolper med isolatorer du skal bruge er et spørgsmål om, hvor langt der er rund om volieren, og hvilken afstand man ønsker mellem hver isolator.
Jeg plejer at købe billig tentorstål i så lange mål som muligt, Derefter skæres det med vinkelsliber op i stænger på hver 40 cm.
Herefter påmonteres der en isolator i enden af hver af stålstængerne. Tentorstålet med isolatoren bankes ned i jorden, så der stikker ca. 15 cm. op af jorden i en afstand af ca. 15-20 cm. fra volierehegnet.
Én eltråd, er normalt nok til at forhindre ræven adgang til udsætningspladsen, forudsat at den er opsat korrekt. Nogle vælger at opsætte to eltråde over hinanden (en ca. 15 cm. højere end den nederste tråd), hvilket uden tvivl giver en endnu bedre sikkerhed.
En forudsætning for at eltråden rundt om udsætningspladsen har den ønskede effekt er, at der 24 timer i døgnet er fuld power på hegnet. Man skal hver dag sikre sig at der ikke er græs eller nedfaldne grene som berører eltråden, da dette kan aflede en del af eller al strømmen. Netop derfor foretrækker jeg den hvide nylontråd. Den ses nemlig nemt, når man går rundt og tjekker.

Normalt kontrollerer jeg, om der er nok power på den strømførende tråd rundt om udsætningspladsen, hver morgen og endnu vigtigere hver aften (inden fasanerne flyver til nattesæde). Jeg går stille og rolig rundt om hver udsætningsplads, bla. for at fasanerne vænner sig til mig og får samtidig skubbet de fasankyllinger som evt. er kommet udenfor hegnet hen til den nærmeste sluse, så de kommer ind på udsætningspladsen igen. Sidst men ikke mindst bruges runden til se efter sygdomstegn hos fasanerne, så de kan behandles i tide.
I stedet for kun at bruge en hegnstester når man skal tjekke om der er strøm i hegnet, (jordspyd i jorden, og derefter berøre eltråden med en del af hegnstesteret), vil jeg anbefale, at man også opsætter nogle kontrolblink forskellige steder på eltråden. Disse kontrolblink blinker i takt med hver strømimpuls og kan let ses på stor afstand.
Når man morgen og aften går rundt om udsætningspladsen og skubber fasaner ind på den rigtige side af hegnet, har jeg tidligere undrede mig over, at det var meget sjældent at fasanerne fik stød af den strømførende tråd som omkranser. Selvom fasanerne tramper over eltråden, eller løfter eltråden med ryggen får de ikke stød. Forklaringen er, at fasanernes fjerdragt, virker som en isolator, og derfor vil strømmen fra hegnstråden ikke få direkte kontakt med fasanens skind. Er fasanerne derimod drivvåde, eller bakker de ind i eltråden, så denne kommer ind under fjerdragten og berører skindet, får de stød fra eltråden. Hvis de udsatte fasankyllinger er pillet og bare på ryggen (hvilket udsætningsklare fasankyllinger ikke bør være), får de også stød, når deres skind rører eltråden.

Når vi gør vores engelske volierer klar om foråret, inden der skal udsættes 6 ugers fasankyllinger, er græsset groet op, og man skal i gang med buskryder osv.
Specielt hvis man ikke har løftet eller fjernet hegnet, hele vejen rundt om den engelske voliere, er græsset vokset op gennem volierehegnet, og græs og volierehegn er næsten ikke til at skille fra hinanden. Derfor skal man huske at løfte hegnet, når de udsatte fasan ikke længere er “afhængig” af den engelske voliere.
Det høje græs på ydersiden af volierehegnet skal væk, da det ellers rammer den strømførende eltråd omkring den engelske voliere. Hvis man her bruger en buskrydder kan man let komme til at ramme volierehegnet, og der vil komme huller i hegnet. Det finder man så ud af, når fasankyllinger er sat ud. Ud fra egne erfaringer kan jeg konstatere, at fasankyllinger med 100% sikkerhed finder alle hullerne i volierehegnet.
Hvis du ikke har fået løftet volierehegnet eller har valgt at det skal være tæt ved jorden hele året, kan du med fordel i marts/april sprøjte med Round-up hele vejen rundt om den engelske voliere. Sprøjt kun i et smalt område nedenfor der, hvor den strømførende tråd skal sidde, så der ikke kan komme noget græs op og virke som afleder på eltråden. Ved denne metode er du fri for at bruge buskrydder tæt på volierehegnet, og der skal ikke lappes huller.
Radio
Udover elhegn kan man sætte transistorradioer ud ved udsætningspladsen, som spiller musik eller anden “larm” hele natten. Transistorradioen skal køre på batterier og man kan evt. opsætte et større eksternt batteri, så batteritiden forlænges. Læg evt. en spand eller balje på siden, hvorefter radien kan stå i tørvejr, da de færreste transistorradioer er vandtætte. Skift jævnligt placering af radioen, så prædatorer ikke vænner sig til dette afværgeredskab.
Blink
Gule/orange blink som bruges i trafikken til f.eks at markere en større container på en villavej, er ideelle til formålet. Vær sikker på at få fat i en model, med sensor i, som automatisk tænder og slukker ved mørke og lys. Nogle af de nye blinkende cykellygter kan også bruges til at hænge op forskellige steder omkring udsætningspladsen. Husk jævnligt at flytte blinkene til nye placeringer, så prædatorer ikke vænner sig til dem.
Olielamper
Olielamper som man evt. sætter omkring udsætningspladsen, og som tændes inden aften og før fasanerne går til nattesæde. Husk jævnligt at flytte olielamperne til nye placeringer, så prædatorer ikke vænner sig til dem.
Roterende skilte
Vindfølsomme skilte som kan rotere i vinden, f.eks de specialfremstillede reflekterende vindfølsomme roterende skilte, påmalet et større rovfuglehoved. Almindelige skilte som evt. hænger kan også bruges, bare de kan bevæge sig i vinden. Husk jævnligt at flytte skiltene til nye placeringer, så prædatorer ikke vænner sig til dette afværgeredskab.

Fugleskræmsel
Man kan også selv lave et fugleskræmsel og give det tøj på. Lugter tøjet af sved, er det absolut at foretrække. Fugleskræmslet har derfor både en visuel effekt og en færtemæssig effekt. Hæng evt. et par Cd’er eller foliebakker i en snor på hver arm af fugleskræmslet. Husk jævnligt at flytte fugleskræmslet til nye placeringer, så prædatorer ikke vænner sig til dette afværgeredskab.
Markeringsbånd
Markeringsbånd i rød/hvid, også kaldet minestrimler har en god effekt, hvis man spænder dem ud over så meget af udsætningspladsen som muligt. Vinden vil få dem til at bevæge sig, hvilket giver en rigtig god effekt. Da duehøgen efter sigende ikke er glad for farven blå, ville markeringsbånd med farverne blå/hvid være at fortrække (hvis det kan skaffes), ellers må rent blåt markeringsbånd kunne gøre det.
Hvis der er et eller flere steder i den engelske voliere, hvor det ser ud som om, at der er en “indflyvningskorridor”, hvilket potentielle flyvende prædatorer, og specielt duehøgen vil udnytte, kan det være en ide at udspænde nogle markeringsbånd som et stort kryds disse steder.
Husk jævnligt at flytte markeringsbåndene til nye placeringer, så prædatorene ikke vænner sig til dette afværgeredskab.

Plastsække
Man kan også hænge plastsække op i træerne eller langs volierehegnet. Jeg har med succes ophængt hvide plast-fodersække, men efter sigende kan duehøgen ikke lide farven blå, hvorfor man bør prøve at få fat i blå plastsække, eller man kan spraymale de hvide. Husk jævnligt at flytte plastsækkene til nye placeringer, så prædatorene ikke vænner sig til dette afværgeredskab.
Cd’er
Skinnende Cd’er som hænger i en snor, så de kan bevæge sig i vinden. Husk jævnligt at flytte Cd’erne til nye placeringer, så prædatorene ikke vænner sig til dette afværgeredskab.
Kontrolblink
Kontrolblinket sættes/hænges på eltråden, som omkranser udsætningspladsen, og dette lille men kraftige blink kan ses på op til 1 km afstand. Udover at blinket kan afskrække prædatorer, er det også en nem måde at kontrollere, om der stadig er strøm på el-hegnet. Husk jævnligt at flytte kontrolblinkene til nye placeringer, så prædatorene ikke vænner sig til dette afværgeredskab.
Hjortetaksolie
Hjortetaksolie er en sort tyktflydende væske, som er fremstillet ved en destillation af hjortetakker, ben, brusk, horn og hår, og som giver en meget karakteristisk lugt. Denne lugt holder ved rimelig længe, og specielt ræve skræmmes væk af lugten, men også arter af mårfamilien skyr lugten.
Man kan vælge at påføre hjortetaktsolien direkte på træerne omkring udsætningspladsen eller påføre hjortetaktsolien på klude, og hænge dem op i ca. en meters højde omkring udsætningspladsen. Nogle vælger at fortynde hjortetaktsolien med denatureret sprit og med rygsprøjte spraye det på jorden, 2-3 meter fra volierehegnet hele vejen rundt om udsætningen. Man kan også med succes spraye hjortetaktsolien på jorden rundt om udsætningspladsen på endnu længere afstand.
For evt. at få hjortetaktsolien til at strække lidt længere, kan den som nævnt fortyndes med denatureret sprit. Man bør i øvrigt altid bruge handsker, når man arbejder med hjortetaktsolie, da det kan være svært at vaske af hænderne bagefter - og det lugter ikke ligefrem af parfume.
Diesel
Nogle har haft succes med at lægge en dieselvædet snor på jorden, som i ét stykke når hele vejen rundt om udsætningspladsen, 5-10 meter fra hegnet. Der kan bruges selvbindergarn eller anden snor, som lægges i en spand, hvorefter der hældes dieselolie over. Når snoren er godt vædet med dieselolie, lægges snoren rundt om udsætningen. Man kan også væde snoren med hjortetaktsolie i stedet for med diesel.
Menneskehår
Man kan hente menneskehår hos den lokale frisør og udlægge dette omkring den engelske voliere. Alt som lugter af mennesker eller har en markant anderledes fært i skoven virker forbløffende godt.
Hårspray/deodorant
Både hårspray og sågar en deodorantspray kan bruges i nødstilfælde, da dette vil være lugte, som ikke er hjemmehørende i skoven, og som derfor også har den ønskede effekt.
Urin
Som nævnt er alt som lugter af eller stammer fra mennesket effektivt skræmmemiddel til at holde prædatorer på afstand. I forbindelse med de firbenede prædatorer kan man med simple midler gennem en periode opsamle egen (eller andres) urin i flasker, og sprøjte dette ud på jorden rundt om udsætningspladsen.

Vildtkameraer
Kan man ikke sove på grund af bekymring for, hvad der sker i og omkring udsætningspladsen om natten, kan anskaffelsen af et vildtkamera måske give en den fornødne ro.
Såfremt du gerne vil adviseres, hvis der sker noget drastisk som f.eks. et ræve-, mår- eller ugleangreb, bør du investere i vildtkameraer, som kan sende MMS billeder direkte til din mobiltelefon og mail. Du vil herefter hver gang en sensor aktiveres, modtage et billede af hvad der har aktiveret sensoren i kameraet. Hvis du blot om morgenen vil kunne rekonstruere, hvad der er sket i løbet af natten, kan du evt. slå sendemodulet fra i MMS kameraet, eller købe et billigere vildtkamera uden sendemodul.
Man kan opsætte vildkameraer inde på selve udsætningspladsen eller udenfor hegnet, så man kan se, hvilke dyr (eller mennesker) som i løbet af dagen/natten kommer i nærheden af den.
Uanset hvilket vildtkamera man vælger at indkøbe, kan det bruges til andre overvågningsopgaver, når det ikke længere skal bruges på udsætningspladsen. Jeg bruger f.eks. vildtkameraer til overvågning af fælder og rævegrave, så jeg kan se, når der går ræv i grav samt til overvågning af råvildtets sundhedstilstand på reviret. Man kan også med succes bruge vildtkameraet til andre opgaver, og her tænker jeg specielt på bekæmpelse af:
- Krybskytteri
- Brændetyve
- Dumpning af affald