Infektion med denne virus giver hos de yngre fugle en mild luftvejsinfektion, og enkelte gange ses vejrtrækningsbesvær og eventuelt lidt flåd fra næseborene samt akutte dødsfald. Der er varierende, men gennemgående lav, dødelighed i forskellige opdræt. Dødeligheden kan variere fra få procent til op mod 10-15% af de voksne fugle.
Det angives at de individer i en flok fasaner, som smittes i en ung alder, og som ikke dør af sygdommen (10-30% af de smittede), efterfølgende vil være utrivelige individer som forbliver kroniske smittebærere.
Om der hos yngre fugle i virkeligheden er tale om at symptombilledet alene opstår pga. infektion med Aviær adenovirus, eller om der er tale om symptomer fra samtidige infektioner med andre agens, diskuteres dog stadig (se også beskrivelse under Mycoplasma gallisepticum).
Der er ingen specifik behandling.
En variation af sygdommen man ofte støder på efter infektion med Avinær adenovirus type 2, er hos voksne fasaner i form af “Marble spleen disease”. Denne variation kan ses hos fugle i alle aldre, men den ses ofte hos voksne fugle.
Det typiske forløb når sygdommen optræder er, at fuglene det ene øjeblik er trivelige, det næste er de døde. Mange har oplevet, at de går en tur gennem voliererne og tjekker fuglene, og alt ser tilsyneladende godt ud. En ½ time efter kan man gå den samme tur og finde en død fugl. Det er typisk, at det er store, velnærende fugle, der rammes. Både haner og høner kan rammes. Der kan ses nedsat ægproduktion. Befrugtning og klækning påvirkes øjensynligt ikke (men er noget usikkert).
Forskellige stressfaktorer menes at kunne medvirke til at bane vej for sygdomsudbrud.
Det er typisk, at disse organer er svulne og i milten ses sammenflydende grå områder. Der ses ødem samt ofte blødninger i lungerne (sorte lunger). Finder man disse fund ved obduktion er diagnosen med meget stor sandsynlighed “Marble spleen disease”.
Der er ingen specifik behandling.
Siden år 2009 har der været mulighed for at vaccinere fasaner mod Marble spleen disease (MSD) med en vaccine, som oprindeligt er udviklet til at beskytte kalkuner mod en adenovirusinfektion, som kan ramme disse fugle (hæmoraghisk enteritis virus). Effekten af denne vaccine angives at være brugbar, men om en gennemført, regelret vaccinationsprocedure fulgt af en dyrlæges besøg, obduktion og ordination af vaccine, kan stå for en cost/benefit beregning, er jeg personlig lidt i tvivl om.
Erfaringen siger mig, at et godt hønevolieremiljø med lav grad af stress, gode redeskjul, grønt i bunden med gode muligheder for dækning samt god pasning, er den mest effektive måde at holde antallet af døde fugle nede på.