Bagposter

Har man en såt, hvor man har erfaret, at fasanerne kan finde på at lette og flyve bagud i såten, kan man med fordel afsætte én eller flere bagposter, som kan skyde til de fugle, som letter og vælger denne flugtrute. Man kan også vælge at lade de fugle, som flyver bagud i såten få fred, forudsat at man har rigelig med fugle på reviret, eller der måske ikke skal afskydes så mange fugle i denne såt.
Bagposterne skal selvfølgelig også have én eller flere apportører til rådighed, så der meget hurtigt kan komme hund på en evt. anskydning.
Hvis man har en mistanke om, at der kan være ræv i såten, er det ikke usædvanligt, at “Mikkel” netop vil vælge at liste ud til bagposterne, hvorfor man skal have en hel klar aftale med jagtlederen, hvis man skal/må skyde til “Mikkel”.
Man skal være klar over, at de haglstørrelser man bruger til skydning til fasaner, er betydelig mindre end dem, man anbefaler til rævejagt. Dette skal man have egnede hagl (3’ere) i bøssen til og ikke fristes til at skyde på for lange hold.