Dødelighed i udsætningen

Man kan ikke sætte en generel procentsats på dødeligheden hos fasankyllingerne i hele udsætningsperioden, da den kan variere meget fra år til år, afhængig af det danske sommervejr, angreb fra prædatorer og evt. sygdom.

Nogle år er man så heldig, at man har sol og varme i tre uger eller mere, efter man har sat sine fasankyllinger ud. Sker dette, er det den bedste gave, man kan få som skytte.

Er udsætningspladsen ikke optimal, eller har man ikke gjort nok for at beskytte fasankyllingerne via afværgeredskaber på og ved udsætningspladsen, kan man forvente en stor dødelighed grundet angreb fra prædatorer.

Hvis fasankyllingerne bliver syge, og dette ikke omgående bliver taklet på den rigtige måde, kan man på meget få dage miste rigtig mange. Kører man til dyrlægen med døde fasankyllinger, skal man huske at tage et par af de svækkede, men levende fasankyllinger med. De levende men svækkede fasankyllinger er vigtige for dyrlægen at undersøge, da han straks efter han har aflivet dem, kan obducere dem. Det er nemlig ikke sikkert at alle sygdomme eller dødsårsager, kan findes under en obduktion af en fasankylling som har været død i adskillige timer, hvorfor de svækkede fasankyllinger er en hjælp til dyrlægen, når han skal finde ud af hvad der er galt.

Hvis man kunne lave en isoleret statistik over succesfulde udsætningsår med en stor overlevelsesgrad, og tilsvarende statistik over solskinstimer og varmegrader i samme periode, er det ganske sikkert, at de to kurver ville følges ad. Dette skal forstås på den måde, at solskinstimer og varme har en meget stor positiv indvirkning på fasankyllingernes overlevelsesgrad, hvis man ser isoleret på dette, og udelukker angreb fra rovvildt og sygdom. Sygdom på udsætningspladsen opstår mange gange i forbindelse med regnfulde og fugtige perioder.

Man kan ikke generalisere men blot konstatere, at man når man udsætter fasankyllinger i den danske natur, er man ikke altid selv herre over dødeligheden, da dette er meget afhængigt af det danske sommervejr.

Solskinstimer og varmegrader er som nævnt nogle af de faktorer, som spiller ind, når vi taler om overlevelsesgraden hos fasankyllingerne. Men faktorer som fasankyllingernes kvalitet, dvs. fasankyllingernes gode eller dårlige opvækst hos opdrætteren påvirker også overlevelsesgraden. Fasankyllinger som ikke er kernesunde ved leveringer fra opdrætteren, vil med stor sandsynlighed påvirke overlevelsesgraden i en negative retning.

Jeg har mødt jægere, som har udsat fasaner, og som senere på jagtsæsonen udtrykker stor utilfredshed med opdrætteren. De giver opdrætteren skylden for de «manglende» (læs: det lave antal) fasaner på vildtparaden. Sådanne påstande tager jeg altid med et gran salt, da fasankyllingerne sagtens kan have været både sunde og stærke, da de blev leveret, hvorimod det efterfølgende opsyn og pleje af fasankyllingerne, eller mangel på samme, kan have bevirket en høj dødelighed.

Det er alt for nemt at give opdrætteren skylden, hvis de udsatte fasaner er gået til naboen eller er døde. I stedet burde man kigge ind ad, og måske erkende ens manglende evner og indsats i forbindelse med pasningen, og i stedet for arbejde på at gøre det bedre i fremtiden.

Det er i øvrigt ikke overraskende at opdrættede og udsatte fugle har en højere dødelighed, end de «vilde» fugle, da dette stemmer overens med en længere række videnskabelige undersøgelser, hvor man har beskæftiget sig med opdrættede hønsefugles overlevelse efter udsætningen. Her finder man gennemgående en høj dødelighed hos de udsatte fugle - især i tiden lige efter udsætningen.

I disse omtalte videnskabelige undersøgelser, hvor man på de samme revirer målte dødeligheden blandt de udsatte fugle kontra de vilde fugle, fandt man at dødeligheden var markant højere hos opdrættede og udsatte hønsefugle end hos vilde hønsefugle.

Man kan dele dødeligheden op i 3 perioder.

1. Den første uge efter udsætningen (alder 6-7 uger).
2. Den anden, tredje og fjerde uge (alder 7, 8 og 9 uger).
3. 10 uger gamle eller mere.

I den første uge efter udsætningen, kan en meget regnfuld uge med lave nattetemperaturer, gøre et stort indhug i antallet af overlevende fasankyllinger, selvom disse var kernesunde, da de blev leveret.

Det er også oplagt at fasankyllinger, der ikke var helt sunde ved udsætningen og evt. var pillet på ryggen, er i farezonen, hvis man er uheldig og løber ind i en uges kraftig regn, med lave nattetemperaturer. Ikke bare dør mange af fasankyllingerne i de først par dage, men andre kan dø i de efterfølgende uger. Hvis man også er så uheldig at prædatorer har vist mere end almindelig interesse i udsætningspladsen, falder antallet af overlevende fasankyllinger endnu mere.

I fasankyllingernes leveuge 7, 8 og 9 kan vejret stadig påvirke dødeligheden i udsætningen, specielt hvis det ikke har været godt vejr umiddelbart efter udsætningen. Et vedvarende angreb fra prædatorer som man ikke har fået stoppet, får som regel antallet af overlevende fasankyllinger til at falde yderligere.

Gapes er en af de sygdomme, enhver der udsætter fasaner, bør tage alvorligt. Den viser sig typisk omkring tre uger efter udsætningen og kan på kort tid ramme de unge fasaner hårdt.

Problemet er, at når fasanerne først er sat ud i naturen, må de IKKE medicineres. Det gælder også, selvom man står med syge fugle og ved, at behandling kunne have gjort en forskel.

Netop derfor er Gapes ikke kun et problem for den enkelte fasanjæger eller det enkelte revir. Sygdommen er også en af de udfordringer, der kan få betydning for vores fremtidige mulighed for at udsætte fasaner i Danmark.

Jo ældre fasankyllingerne bliver, desto stærkere bliver de overfor ugunstigt vejr, og jo bedre skjul og dække der er til de udsatte fasaner, sammenholdt med mange afværgeredskaber, desto nemmere er det at holde prædatorene på afstand.

Efter at fasankyllingerne er blevet 10-12 uger gamle, bør dårligt vejr ikke kunne tage livet af dem.

Hvis man får sygdom i de udsatte fasankyllinger, er man lidt på herrens mark, da det ikke er lovligt at medicinere disse fugle.