Spørgsmålet om det er fasankokkene som udvandrer og trækker fasanhønerne med, eller omvendt, har der i mange år været delte meninger om. Både fasankokke og fasanhøner udvandrer fra reviret på et tidspunkt, og har man et stort revir, kan man sige at de spreder sig på reviret.
Man kan se fasankokkene på lang afstand, og derfor tror mange fejlagtigt, at det er fasankokkene som udvandrer, men det er 100% sikkert, at fasanhønerne også bevæger sig rundt på reviret. Fasanhønerne er betydelig bedre kamufleret, de går ikke så meget ud i det åbne land, og de er fra naturens side bedre til at gemme sig end de farvestrålende fasankokke, som ofte fører sig frem med en udpræget “her kommer jeg - se mig” attitude.
Hvis man tænker logisk - hvilket mange gange giver de rigtige svar på spørgsmål om dyr og natur - kan én fasankok have adskillige fasanhøner i sit harem. Dette kan overføres til, at naturen kun behøver én fasankok til at befrugte mange fasanhøners æg, hvorimod antallet af fasanhøner, har direkte indvirkning på antallet af æg og det deraf følgende antal fasankyllinger i området.
Når vi taler om en arts overlevelse og spredning, gælder det ikke kun om at kunne producere nye artsfæller, men også om at producere mange nye artsfæller - og dette afhænger af antal af fasanhøner.
Fasankokkene danner territorier i de områder, hvor der findes fasanhøner, og fasanhønerne finder deres “homerange” i områder med gode redeskjul og med et rigt insektliv (føde til kyllingerne).
Samtidig ved vi også, at en fasanhøne sagtens kan blive drenket (parret) af to forskellige fasankokke. Ud fra disse fakta vælger jeg at holde fast i den logiske tanke om dyr, natur og spredning af en art, og mener derfor, at det er fasanhønen, der udvandrer fra området - og dermed får fasankokkene til at følge med.
Flere forskningsforsøg har faktisk understøttet denne antagelse.
