Når fasankyllinger dør i opdrættet, bla. ved at kravle oven på hinanden i et hjørne (for at kunne holde varmen), er det bestemt ikke, fordi de er dumme. Årsagen er, at vi mennesker forsøger at producere mange fasankyllinger på en gang, under forhold som ikke forekommer på den frie vildtbane, og således ikke er “naturlige” for fasanerne.
Hvis en fasanhøne med små kyllinger på den frie vildtbane døde, ville de efterladte fasankyllinger også dø.
I opdrættet har vi etableret en kunstig varme for at erstatte den “varme”, som fasankyllingerne normalt kan få under en fasanhøne. Hvis denne varmekilde slukkes, og temperaturen falder, og det bliver koldt hos kyllingerne, begynder de at fryse. I denne situation søger de naturligvis en ny varmekilde, og da de kun har hinanden at varme sig ved, begynder de at klumpe sammen for at holde varmen. Alene på grund af deres store antal får de opbygget en større bunke på flere hundrede fasankyllinger i et hjørne, hvor de nederste i bunken dør, hvis man ikke hurtigt får splittet bunken og etableret den kunstige varmekilde igen.
Når fasankyllingerne klumper, har det intet med dumhed at gøre - det kaldes overlevelsesdrift.
Havde der kun havde været 4-10 fasankyllinger i flokken, var der ikke sket noget ved at de kravlede oven på hinanden, men når der nu er flere hundrede i flokken, er det ikke sjovt at være nederst i den store bunke.
Det frygtede “kyllinge-legoklods-system” kan også ske efter man har udsat sine 5-6 ugers fasankyllinger på en udsætningsplads, hvis det i dagene efter vælter ned med 30-40 mm regn kombineret med et temperaturfald til ti grader eller mindre om natten.
Fasankyllingerne vil i denne situation reagere som i opdrættet: De søger varmen ved at kravle oven på hinanden. Fasankyllingerne handler instinktivt korrekt, når de putter sig og kravler oven på hinanden for at holde varmen, præcis som de ville have gjort, hvis de levede sammen med deres hønemor og de andre kyllinger fra kuldet.
Fasanen er en invasiv art, som ikke per automatik er gearet til at kunne producere nye fasankyllinger hvert år på vore breddegrader. Derfor er det helt naturligt at der, i de år hvor vi i Danmark har en tør og varm sommer, ses betydelig flere nye fasankuld på revirerne end i de år, hvor vi har en våd og kold sommer.
Hvis nogen skal have titlen som værende dumme, må det være undertegnede og andre opdrættere, som i vores iver efter at kunne opdrætte fasaner på en nem og billig måde, ikke etablerer et opdræt tæt nok på det naturlige.
På de store fasanjagter og specielt i slutningen af november og senere på jagtåret, kunne jeg godt tænke mig, at fasanerne var dummere end de i virkeligheden er. Hvis en stopklapper står lidt forkert, eller der er for lang afstand mellem klapperne - måske er højre eller venstre flanke ikke langt nok fremme - så finder fasanerne altid dette “hul”, og flyver ud af såten uden at komme ind over skyttekæden.
Det er muligt, at ovenstående adfærd blot er fasanens evne til at finde en flugtvej i en presset situation, men det er i hvert fald alt andet end tegn på dumhed.