Skip to main content

Er inddrivning nødvendig

Inddrivning af fasaner skal gøres, når fasanerne kommer for langt væk fra såten eller udsætningen og måske er på vej over til naboen. Her er det så, at man med hund driver fasanerne tilbage, hvor man gerne vil have, at de skal være. Man bliver nødt til at give fasanerne lidt råderum, men når de kommer ud til det, man kan kalde yderkanten af området “fasanernes ydergrænse”, skal man hårdt drive dem tilbage til, hvor de kom fra.

Vi skal huske på, at denne “ydergrænse” er 100% menneskeskabt, da det er os mennesker, som vil bestemme hvor “ydergrænserne” skal være afhængig af revirets størrelse og opbygning, samt i hvilke såter man i jagttiden vil skyde til fasanerne.

Hvis man er ligeglad med, hvor mange fasaner der skydes, når jagtsæsonen starter, er det ikke nødvendigt at drive fasaner hjem, men hvis man som de fleste gerne vil skyde så mange af de udsatte fasaner som muligt, er det en nødvendighed med daglig inddrivning.

Denne inddrivning bør udføres fra september måned og frem og kan være nødvendig i resten af jagtåret.

De eneste steder hvor den daglige inddrivning kan undgås er, hvor man har et meget stort revir, og dette område er opbygget på en måde, så der længere ude i terrænet (i forhold til udsætningspladserne) ligger egnede remisser, mosearealer, vildtagre eller andre biotoper, som stopper fasanernes vandring grundet de gode leve- og fødebetingelser. Disse områder kalder man for opsamlingssåter.

Her fodres der lidt, og op til hver jagtdag tjekker man, hvor mange fasaner der står i disse opsamlingssåter. Står der mange fasaner i én eller flere af disse, drives de som en såt på den førstkommende jagtdag. Er man smart, drives disse opsamlingssåter på en sådan måde, at fasanerne drives tilbage mod midten af reviret.

Det er primært de store professionelle jagtvæsener med meget store arealer, som har sådanne revirer til rådighed.

Langt de fleste konsortier og mindre jagtvæsener, er udelukket fra at bruge denne model, da jagtreviret ganske enkelt vil være for småt til dette, og derfor er inddrivning af fasaner her i perioder en nødvendighed.

Mange steder, kan det på grund af revirets opbygning og eller lokalitetens beskaffenhed, være nødvendigt at inddrive fasaner både til middag og om eftermiddagen.

September måned står helt klart i inddrivningens tegn, men også i oktober skal der drives mange fasaner hjem. En fortsat daglig inddrivning af fasaner indtil årsskiftet er flere steder nødvendig, hvis man vil opnå en høj afskydningsprocent.

Når det er overskyet, og fasanerne ikke kan “finde” solen, hvor den rammer jorden eller i diset og specielt decideret tåget vejr, kan man godt få det indtryk, at alle fasanerne står klar i hver deres startblok. Når det så bare lysner en lille smule, spurter de fra alle udsætningspladserne ud over reviret - direkte mod naboerne i alle retninger. På disse dage kan man lige så godt afsætte hele dagen til inddrivning, eller i hvert fald indtil disen eller tågen er lettet.

Jeg kender en dygtig og meget ihærdig skytte, som fortsætter inddrivningen af fasaner helt frem til årsskiftet. Det er tidskrævende, men helt sikkert en bedrift som bliver belønnet, hvis man kigger på afskydningstallet (i forhold til udsatte fasaner), når resultat gøres op ved jagtårets afslutning.

Ved inddrivningen gælder det om at få luret, hvor og hvornår fasanerne løber ud i terrænet i forhold til de “ydergrænser”, vi på forhånd har sat. Det er her man skal være klar til at stoppe fasanerne og drive dem tilbage.

Et af de store problemer ved inddrivningen af fasanerne er, at alle individer fra samtlige udsætningspladser løber ud over reviret på samme tid. Derfor gælder det om at nå rundt på den første inddrivningsrunde så hurtigt som muligt.

En fasan vil som hovedregel altid gå eller flyve i den retning dens hoved og næb peger. På denne måde kan man, når der er kontakt til de “flygtende” fasanerne se, om det lykkes at drive dem i den rigtige retning og stoppe udvandringen til naboerne.

Det er ikke sikkert, at man kan nå at drive fasanerne helt tilbage på den første inddrivningsrunde. Man er fra morgenstunden under et tidspres, og det gælder om at få stoppet den påbegyndte udvandring.

Afhængig af reviret og af hvor mange steder fasanerne løber hen, skal man jo gerne kunne nå rundt til alle de steder, hvor man ved, at fasanerne vil forsøge at udvandre fra. På anden inddrivningsrunde kan man gå lidt grundigere til værks.

En ting som mange ikke tænker over er, at fasanerne fortrækker at gå frem for at flyve. Derfor er inddrivningen, hvor mand og hund får fasanerne op og flyve, faktisk med til at styrke fasanernes flyvefærdigheder op til de første jagter.

Det er ikke muligt at udføre en effektiv inddrivning af fasaner, uden en lydig hund, som har lært, hvordan inddrivning af fasaner foregår. Hunden skal “være i hånd”, hvilket betyder, at den skal kunne stoppes og sætte/lægge sig på kommando, selvom den sendes 50-100 frem langs et levende hegn og fasanerne letter i hobetal omkring den.

Jeg mødte engang en jæger, som lige havde udsat fasaner, og han mente ikke, at inddrivning i september måned var en nødvendig. Da jeg året efter mødte ham igen, spurgte jeg selvfølgelig ind til, hvordan det var gået med hans fasaner. Jo sagde han, naboerne har skudt de fleste af dem, så på en eller anden måde havde det været en succes. Derfor overvejede han i fremtiden at udsætte fasaner på naboreviret, så de kunne vandre ind på hans revir i stedet for at udvandre - men det krævede nok en optimering af hans eget revir, da der jo nok var en årsag til at fasanerne udvandrede fra hans revir.