Fasanen er polygam og er ud af slægten phasianus som har det særlige kendetegn, at tarsen (mellemfoden) er længere end mellemtåen. Desuden sidder bagtåen højere og er mindre udviklet end fortæerne.
Fasaner er jordrugende fugle, hvis vi lige ser bort fra argusfasanerne (Argusiana Rheinardia), som bygger store voluminøse reder i træerne (argusfasanerne lever ikke på den frie vildtbane i Danmark).
De fasaner vi kender til i Danmark overnatter i træerne, og jo før de i kyllingestadiet lærer at søge nattesæde i træer, desto bedre er de beskyttet mod specielt de firbenede rovdyr efter solnedgang. Nåletræer foretrækkes til nattesæde, dermed ikke sagt at fasanen ikke kan overnatte i andet end nåletræer. Men er der nåletræer på reviret, er det oplagt at fasanen søger disse, da de her er bedre beskyttet mod vejret om efteråret end i et løvtræ uden blade.
Fasanen flyver ganske glimrende, selvom den som hovedregel altid vil forsøge at løbe væk fra en trussel, før den går på vingerne.
Hvis vi springer langt tilbage i tiden, mener man at fasanen ligesom alle andre fugle, stammer fra en bestemt gruppe dinosaurer, som var nært beslægtet med familien dromaeosauridae.
Fuglene nedstammer ikke fra flyveøglerne, som man tidligere mente.
Dromaeosauridaer var fuglelignende dinosaurer, som levede for små 200 millioner år siden. I daglig tale kaldes de for raptors (Velociraptor). Dette navn kan formentlig frembringe frygtindgydende billedscener på nethinden, hvis man var ung og følsom i midten af 1990’erne, da Steven Spielberg filmen “Jurassic Park” kom frem.
Hvis vi springer frem til nyere tid, er fasanen oprindelig importeret fra Asien, hvor dens naturlige udbredelse er i Østasien, eller mere bredt i de varmt tempererede dele af Asien, fra Sortehavet til Korea.
Jagtfasanen som vi kender den i dag, kan vi kredse ind til at være en krydsning mellem ædelfasanen (Phasianus colchicus) fra Kaukasus, og ringfasanen (Phasianus versicolor) fra Kina med den karakteristiske hvide halsring. Der er gennem tiderne blevet krydset andre racer og mutationer ind i jagtfasanen, som også kaldes den danske jagtfasan, og ude i verden benævnes den europæiske jagtfasan.
Jagtfasanen er som nævnt en invasiv art, man ikke har forsøgt at bekæmpe. Tværtimod har man gennem mange år, arbejdet ihærdigt på at øge den “vilde” bestand, da jagtfasanen som jagtobjekt er særdeles værdifuld.
Omkring arterne i fasanfuglens familie, er de fleste bekendt med de almindelige prydfugle som guld- og sølvfasanen samt påfuglen.
Til fasanfuglens familien hører også junglehønen (Gallus gallus), som menes at være direkte forfader til de ca. 200 forskellige racer af tamhøns der findes i dag. F.eks. ligner den røde junglehøne på mange måder nutidens domesticerede røde italiener. Dog er den røde junglehøne mere farvestrålende og har et betydelig mere skingert og højlydt lydrepertoire, men tilbage til fasanerne.
Fasanracerne inddeles efter fasankokkens udseende i 5 grupper: De sorthalsede, de hvidvingede, de mongolske, en overgangsgruppe og de grårumpede. Der findes et utal af farvevarianter uden for dette system, hvor nogle er mere farvestrålende end andre.
Hvordan man opdeler fasanfuglens familie, fasanracerne, de geografiske racer osv., kan være en smule forvirrende, da der er delte meninger om, hvordan man beskriver dette, afhængig af hvem man spørger.
DOF skriver at fasanen er underopdelt i 31 geografiske racer. I Gyldendals leksikon kan man læse at fasanfuglens familie består af 49 arter. Henter man oplysninger ved Wikipedia, kan man læse, at fasanfugle er en familie af hønsefugle med ca. 180 forskellige arter. I Danmarks Jægerforbunds elevhæfte, skriver man, at der findes 49 fasanarter og 122 underarter, mens andre mener, at der i alt findes 175 forskellige arter og underarter af fasanen.
I henhold til det stof de danske Herregårdsjægere tidligere blev undervist i, findes der to arter af den ægte fasan, nemlig phasianus colchicus (ædelfasanen) og phasianus versicolor (ringfasanen). De er splittet op i henholdsvis 30 og 2 geografiske racer.
Bl.a. på grund af de delte meninger omkring de forskellige racer, kan man ikke udelukke at phasianus versicolor er en race, som er udsprunget fra racen phasianus colchicus, hvilket i denne sammenhæng er ganske uinteressant.
Hvis man undres over, hvor navnet phasianus stammer fra, kan det oplyses, at det hentyder til floden Phasis, som er beliggende i Rion i den tidligere sovjetiske republik Georgien.
Man kunne skrive en hel bog om de forskellige fasanracer, krydsninger og mutanter, hvorfor der kun nævnes nogle af variationerne i denne bog.
Ædelfasanen
(P. c. colchicus), blev omkring 1300 f.Kr indført til Europa, nærmere bestemt til Grækenland. Den kommer, som navnet antyder, oprindelig fra Colchis i Kaukasus (Georgien), og er efterfølgende blevet indført i mange andre lande i Europa.
Man mener, at den omkring år 1400 blev udbredt og almindelig kendt i England. I slutningen af 1400 tallet kunne den yngle i det fri, men den kom først til Irland og Skotland i slutningen af 1500 tallet.
Ringfasanen
(P. c. torquatus) blev også kaldt chinensis, kineseren eller chinesse ringneck. Dens kendetegn er en tydelig hvid halsring og en hvid øjenstribe. Ringfasanen blev i 1768 indført i England, og umiddelbart efter i 1800 tallet blev den også indført i Danmark. Både i England og i Danmark blandede ringfasanen sig med ædelfasanen, og i 1828 blev der i Danmark gjort forsøg på at skabe grundlag for fasaner på den frie vildtbane. Det skete på samme tid i Nordsjælland og i Sønderjylland.
Mongolsk fasan
Har ligesom ringfasanen en hvid halsring. Den blev først indført i England og senere i Danmark for at forsøge at skabe en blodfornyelse.
Den mongolske fasan er betydelig sværere at opdrætte end ædelfasanen og ringfasanen. Dem som forsøgte at opdrætte den mongolske fasan opgav hurtigt dette.
Grøn fasan
Så man første gang i England i 1880’erne og i 1907 i Danmark.
Man troede først at denne grønne fasan var resultatet af en krydsning mellem den japanske fasan og ædelfasanen. Først senere fandt man ud af, at den grønne fasan var en mutant, dvs. resultatet af en tilfældig ændring i en celles arveegenskaber (DNA), hvilket i øvrigt også er gældende for den hvide fasan samt isabellafasanen.
Japansk fasan
Er indført og forsøgt opdrættet i Europa. I Danmark forsøgte man også at opdrætte denne fasan, men uden nævneværdige gode resultater.
Bazanti fasan
Er en fransk fasan og en god udsætningsfugl. Den er rimelig tillidsfuld og derfor nem at omgås i forbindelse med udsætning og jagt. Flyvefærdighederne i den rendyrkede race af bazanti fasanen kunne godt ønskes bedre på de første par jagter. Derfor er flere opdrættere gået over til at krydse den franske melanistic fasan ind i bazanti fasanen (bazanti kok/melanistic høne). Nogle opdrættere krydser den ¼, ½ eller ¾.
Bazanti fasanen kaldes flere steder i Polen for polish pheasan.
Er som så mange andre fasaner et resultat af flere fasanracer. Man mener dog, at de fleste gener stammer fra ædelfasanen og ringfasanen.
Den danske jagtfasan er i dag en fællesbetegnelse, for de fasaner som opdrættes og udsættes i den danske natur.
Selvom jagtfasanen har levet frit flere steder i Danmark siden engang i 1800 tallet, er den først blevet anerkendt som vildtlevende art i 1972.
Den danske jagtfasan eller jagtfasanen er primært den “fasanrace”, som vi i dag ser flest af i Danmark.
Af andre fasanracer, mutanter eller krydsninger kan i flæng nævnes:
Cross American, Venere, Mongol, Manchurian, Kansas green, Blue Back, Black Neck, Michigan, Crossed Michigan, Indian Ringneck, Amherst (også kaldt Diamantfasanen), Guldfasan, Sølvfasan, White Pheasants og Reeves (Kongefasanen) m.fl.
Hvis man har et ønske om at udsætte prydfugle (Kongefasan eller lign.) sammen med et større antal jagtfasaner, bør man holde sig til kun udsætte nogle få af disse, så de ikke frites til at danne deres egen flok i flokken.
Hvorfor jeg nævner dette, er erfaringerne fra en anden skytte, som for nogle år siden udsatte 30 rendyrkede kongefasaner på reviret. De blev udsat sammen
med et større antal danske jagtfasaner, og skulle give jagten en ekstra dimension, når disse prægtige og farverige fugle blev drevet ind over skyttekæden.
Selvom de 30 kongefasaner blev udsat sammen med en større flok danske jagtfasaner, blev de aldrig en del af flokken. De gik sammen i en lille flok i periferien af de andre.
Da rapsen kom op i knæhøjde udvandrede de udsatte kongefasaner fra reviret. De forsvandt som dug for solen, og når de en sjælden gang blev set enkeltvis, var det meget langt væk fra det område de var blevet udsat i.
På det nævnte revir besluttede skytten og godsejeren derfor - at i fremtiden ville de aldrig mere udsætte prydfugle.