Fodermetoder

Ens fodermetode afhænger ofte af hvor meget foder man skal sprede hver dag
Der findes flere metoder at fodre sine fasaner på, hvilke man bruger, er afhængig af antallet af udsatte fasaner, hvornår på året der fodres samt hvad man er vant til eller tilhænger af.
Den dag vi udsætter vores 5-6 ugers gamle fasankyllinger i den engelske voliere, har vi i forvejen udlagt foderet i en lang bræmme midt på fodersporet, da vi gerne vil være sikre på, at de udsatte fasankyllinger nu også kan finde foderet.
Det burde egentlig ikke være nødvendigt at fodre 5-6 uger gamle fasankyllinger på denne måde, men da de opdrættede fasankyllinger kommer direkte fra et opdræt, hvor de er vant til at få “serveret” føden, giver denne form for fodring alligevel mening.
Der bør ikke gå ret mange dage, før vi begynder at bredfodre lidt i den engelske voliere og arbejde hen imod, at foderet spredes over så stort et område som overhovedet muligt.
Det er meget vigtigt, at vi hurtigt kommer væk fra kunstigt at “servere” foderet til fasanerne, og i stedet for dagligt får spredt foderet over et større område.
Ved spredningen af foderet, får vi beskæftiget fasanerne i deres daglige fødesøgning, hvilket er en af de faktorer, som spiller ind, hvis man ønsker at fasanerne fortsat skal blive på matriklen.
De fleste bruger i denne periode en spand at fodre med, og mens man går rundt i den engelske voliere og spreder foderet under buske o. lign. steder, har man mulighed for at se, hvordan fasanerne trives, om der ligger døde fasaner, og om afføringen fra fasankyllingerne ser normal ud.
Da jeg selv i en årrække udsatte mellem 10-14.000 fasaner, som dagligt skulle fodres, kan jeg skrive under på, at det er fysisk hårdt af fodre et så stort antal fasaner fra spande. Det var nødvendigt umiddelbart efter fasanerne var udsat, og i starten hvor jeg bredfodrede i de store engelske voliere.
Min dovenskab forbød mig simpelthen at fortsætte med at fodre på denne måde, hvorfor jeg hurtigt fik etableret nye kørespor i de store engelske volierer.
Jeg har igennem årene brugt forskellige former for maskiner, når jeg fodrede de mange fasaner. Jeg har brugt traktor og bil, hvor et monstrum af en maskine var monteret bagpå traktoren eller på ladet af bilen. Dette selvkonstruerede monstrum af en maskine var ret godt, og heldigvis havde jeg en god godsejer, som bevilgede pengene til denne dyre maskine. Hjulspor fra jagtbilen eller traktoren, lavede hen over efteråret dybe spor i såterne, hvilket vi ikke lige havde forudset.
Jeg har også fodret fra ATV, fra en John Deer Gator (UTV) og fra bil, hvor der på alle tre bagpå var påmonteret en Lehner Super Vario foderspreder, som via en tallerkenspreder kunne sprede foderet helt ud til 12 meter til hver side.
Da jeg i sin tid fodrede de udsatte fasaner fra en ATV, var det om sommeren, og på dage uden regnvejr var det rigtig rart. Men de fleste dage på året var kolde og regnfulde, og så var det på ingen måde rart.
Efterfølgende fik jeg i et par år fornøjelsen af at fodre fasanerne fra en John Deer Gator (UTV), hvor der var påmonteret en Lehner foderspreder. På gatoren var der et førerhus med varme, hvilket var rart om vinteren, og om sommeren kunne begge sidedøre afmonteres. En sådan Gator og Lehner foderspreder er klart det, jeg i dag vil anbefale alle at anskaffe sig, hvis man er tilhænger af maskinelle hjælperedskaber til fodringen, og ikke har for store køreafstande (på landevej m.m.).
Der findes selvfølgelig også andre maskinelle hjælperedskaber til fodring af fasanerne, og om det overhovedet er nødvendigt at bruge andet end et par spande til fodring, er der helt sikkert delte meninger om. Det er jo også et spørgsmål om økonomi, da der udover anskaffelsesprisen også er udgifter til vedligeholdelse af den eller de indkøbte maskiner.
Uanset om man er tilhænger af den ene eller anden form for fodring, er der overhovedet ingen tvivl om, at den mest effektive og ensartede spredning af foderet opnås ved maskinelt brug.


