Skip to main content

Formiddags-såter og eftermiddags-såter

Når du ved hvor fuglene opholder sim om formiddagen og om eftermiddagen, kan du planlægge fasanjagten med formiddags- og eftermiddagssåter

De nyudsatte fasankyllinger i den engelske voliere, bliver fodret med kraftfoder og da dette ikke kan tåle at blive vådt, bliver man nødt til at fodre 2-3 gange om dagen, når der er heldagsregn.

Mange vælger kun at fodre én gang dagligt, men har man de nødvendige tidsmæssige ressourcer, vil fodring to til tre gange dagligt i perioder af året være at foretrække.

Da jeg i sin tid udsatte mellem 10.000 og 14.000 fasaner årligt, gik hele dagen med en kombination af inddrivning og kørsel mellem udsætningerne for at tjekke fasanerne, og derfor kunne jeg fodre flere gange dagligt.

Havde der kun været udsat f.eks. 5.000 fasaner på reviret, ville dette have krævet samme tidsmæssige ressourcer, da det ville have været de samme udsætninger, blot med lidt færre fugle i hver.

Inddrivningen ville tilsvarende tage samme tid, blot ville der være færre fugle at drive hjem, og kørslen mellem udsætningspladserne ville ligeledes være den samme. Det eneste sted man kunne spare tid, var ved selve fodringen, da fodermængden ikke ville være den samme.

Som det fremgår af ovenstående, er det ikke antallet af udsatte fasaner på et revir, som er afgørende for, hvor mange gange man skal fodre dagligt.

Alle som har arbejdet med fasaner ved, at de ikke står stille det samme sted gennem en hel dag. Fasanerne søger fra morgenstunden mod solen og der, hvor de varme solstråler rammer jorden, hvorefter det meste af dagen går med fødesøgning. Derfor er det helt naturligt at fasanerne, hvis de har muligheden for det, vil søge mod nogen helt bestemte såter om formiddagen og nogle andre om eftermiddagen, hvis ellers revirets størrelse tillader dette. Man kan i denne sammenhæng tale om “formiddagssåter” og “eftermiddagssåter”.

“Formiddagssåter” er såter, hvor der står mange fasaner om formiddagen, mens “eftermiddags-såter” er såter, hvor der står mange fasaner om eftermiddagen.

Råder man over et revir med sådanne såter, bør man 2-3 uger før de første jagter planlægge fodringen af fasanerne på en sådan måde, at man fodrer i “formiddags-såterne” om formiddagen, hvorefter der holder en pause i fodringen midt på dagen. Herefter fodrer man i “eftermiddags-såterne” om eftermiddagen.

Ved denne fremgangsmåde sikrer man bedst, at der både står fasaner i de såter man tager om formiddagen og om eftermiddagen. Det er vigtigt at nævne, at det er fasanerne som sætter dagsordenen, da man ikke kan få fasanerne til at stå i en såt - de ikke finder attraktiv.