Fugleinfluenza skyldes infektion med et ortomyxovirus, som er en type A influenza virus.
A influenza vira kan inddeles i undertyper (på baggrund af deres H og N antigener) og der er indtil nu kendt 135 undertyper hos fugle.
De mest frygtede og mest sygdomsfremkaldende undertyper tilhører typerne af de såkaldte H5 og H7 typer, og ud fra undertyperne opdeles smitten/sygdommen i de højpatogen-aviær-influenza typer og lav-patogen-aviær-influenza typer.
Sygdommen tilhører de alvorligste smitsomme fuglesygdomme, og sygdommen er anmeldepligtig.
Der bliver ikke foretaget behandling, men hvis der opstår en mistanke om fugleinfluenza, bliver den berørte besætning sat under offentligt tilsyn. Det betyder bl.a., at der ikke må flyttes dyr fra besætningen, og der bliver udtaget prøver til undersøgelse på Veterinærinstituttet. Fødevarestyrelsen efterforsker, om der kan være sket smitte til andre besætninger, og findes der besætninger, som har haft kontakt til den mistænkte besætning, bliver disse også sat under offentligt tilsyn. Ved positiv diagnose fra laboratoriet skal al fjerkræ på ejendommene aflives. Kadaverne bortskaffes, og der foretages en grundig rengøring og desinfektion af besætningsarealer. Der oprettes 3 kilometer brede beskyttelseszoner og 10 kilometers overvågningszoner omkring smittede besætninger. Inden for disse zoner indføres en lang række af restriktioner for flytning af fjerkræ og produkter af fjerkræ, fodring af vildt og tamhøns osv. Disse restriktioner bliver annonceret i dagspressen og i radioen og sættes som regel i værk med hjælp fra politi og beredskabsstyrelsen.
Findes smitten H5N1 i vilde dødfundne fugle, indføres lignende restriktioner i 3 og 10 km. zoner.
Symptomerne ved udbrud af fugleinfluenza, kan være meget varierende efter omstændighederne. De klassiske kliniske symptomer på infektion med de højpatogene typer er pludselig høj dødelighed, ophørt æglægning, respirationsvejssymptomer, diarre, øjenbetændelse med tåreflåd, hævelse i hovedet, og eventuelt væskeophobning samt blåfarvning af huden, især i hovedet.
Alle fuglearter kan rammes af sygdommen, men der er store variationer i de forskellige fuglearters følsomhed med hensyn til at udvikle egentlige sygdomssymptomer. Kalkuner, fasaner og høns er mest følsomme, medens svømmefugle generelt er langt mere modstandsdygtige. Faktisk er det sådan, at smitten kan flyttes over lange afstande med trækkende ænder, uden at de viser tegn på sygdom. Der er således påvist højere frekvens af fugleinfluenza langs trækruter for svømmefugle.
Smittede dyr udskiller virus via sekreter fra luftvejene samt gennem afføring. Smitten spredes desuden let med inficeret foder og drikkevand og virus kan spredes med tøj, skovle, kasser, maskiner, dødt fjerkræ osv. (pas på med døde fugle til hunde træning).