Skip to main content

Godserne kommer med

På de danske godser begyndte fasaneriet så småt i 1870’erne. Ravnholt Gods på Fyn var så vidt vides det første gods, der for alvor kunne byde på fasanjagt. Det skete i 1873. Boller skovdistrikt i Østjylland fulgte efter i 1875, fulgt af Dallund, Søholt og Glorup. I 1880’erne fulgte Engestofte, Basnæs, Gavnø, Ålholm, Lyngbygård, Lerchenfeldt, Svenstrup, Samsø og Katholm, og endnu flere godser fulgte i 1890’erne og de første årtier af 1900-tallet. Typisk var de første udsætninger dog kun relativt små. Men mange af godserne kom hurtigt efter det. På Bregentved blev de første fasaner sat ud i 1890, og inden 1. Verdenskrig var årsudbyttet nået op på 4.000 fugle.

For godserne var fasanerne en stor jagtlig gevinst, fordi de opdrættede fugle gjorde det muligt at planlægge og afholde storstilede jagter i et helt andet omfang, end man havde kunnet, da jagtvæsenet kun baserede sig på de oprindeligt hjemmehørende vildtarter. Og med landbrugets højkonjunktur i sidste halvdel af 1800-tallet havde godserne råd til denne ekstravagance. I løbet af få år forfinede man produktion og udsætning af de nye jagtfugle således, at man snart kunne levere fasanjagter, der havde et niveau, hvor høje fasaner gik hånd i hånd med høj kvalitet, og fasanerne blev hurtigt den absolut vigtigste vildtart på de danske herregårde.

Kritiske røster

Men med de stadigt større udsætninger på godserne fulgte imidlertid også en betydelig kritik. Det gjaldt blandt andet jagtformen, de store fasanklapjagter, som ikke alle jægere bifaldt. For jo mere perfektioneret hele arbejdsgangen omkring det at skabe vellykkede fasanjagter blev, desto mindre krav stillede det til deltagernes jagtlige færdigheder. ”Jagt kan De jo gerne kalde dette Fasanskyderi, om De har lyst, men Jæger behøver man ikke at være for at blive Fuglekonge deri; blot man kan skyde til Maal”, skrev Boganis således i sine Jagtbreve i 1889. Senere blev også efterstræbelsen af rov-

vildt et alvorligt kritikpunkt mod de store godsers jagtvæsener, der fortsatte kongens og hertugens tradition med at bekæmpe fasanernes fjender med meget hård hånd. Et enkelt eksempel, der kan belyse omfanget af rovvildtbekæmpelsen, er et kik på udbyttet af ”skadeligt vildt” på godset Ålholm på Lolland, hvor der alene i jagtåret 1887-88 blev nedlagt 19 ræve, 79 katte, 202 pindsvin, 16 ørne, 50 duehøge, 153 falke, 2 ravne og 913 krager og skader. Andre godser kunne fremlægge tilsvarende omfangsrige lister over nedlagt ”rovtøj”. En tidlig kritik kom fra zoologen Oluf Winge, der allerede i 1886 udgav den meget læseværdige debatbog ”Jægernes skadelige Dyr”. Det blev dog en anden bog, forfatteren Svend Fleurons roman ”Fasandyret”, der ved udgivelsen i 1934 for alvor satte godsernes intensive forfølgelse af rovvildtet for at tilgodese fasanerne på dagsordenen i såvel jægerkredse som i offentligheden. Dette skete pudsigt nok præcis samtidig med, at fasanen så at sige blev demokratiseret, således at det ikke længere kun var godserne, men alle jægere, der begyndte at få glæde af den spraglede fugl.