Skip to main content

Høje fasaner

Alle taler begejstret om høje fasaner, hvilket dog er paradoksalt, da det er de færreste, som kan ramme dem

På ethvert jagtrevir opfattes det som en “gave”, hvis man har nogle såter, som grundet et meget kuperet terræn ligger på toppen af en bakke. Når skyttekæden afsættes neden for denne bakke, og fasanerne skal flyve hen over den, for at flyve mod udsætningspladsen, eller det område i skoven som fasanerne søger mod på denne årstid, så er det, at man kommer til at skyde til de populære høje fasaner.

I Danmark er de høje fasaner bestemt ikke hverdagskost, men de fleste jægere har hørt om de ekstremt høje fasaner, som man bla. kan skyde til i Storbritannien.

Derfor er det også nærliggende at tro, at man her opdrætter og udsætter stærkere og specielt mere flyvestærke fasaner, end vi gør her i Danmark, men dette er ikke korrekt. Forskellen ligger ikke i de udsatte fasaners flyvefærdigheder men i terrænets udformning. Hvis man kigger på et engelsk topografisk kort (topografien i form af terrænkurver), som angiver koter (højder for bestemte terrænpunkter), vil man se enorme variationer, i forhold til et topografisk kort over Danmark.

Sagt på en lidt anden måde, så har man i Storbritannien, i hvert fald i sammenligning med Danmark, et meget kuperet terræn, fra forrevne bjergkæde i højlandet til afrundede bakker og grønne sletter i det sydlige England.

Når man bruger sit kuperede terræn optimalt og letter fasanerne fra toppen af bakkerne, mens skyttekæden står for nedenfor bakken, vil man komme til at skyde til meget høje fasaner.

Nogle steder i Storbritannien driver man fasanerne fra bakkekam til bakkekam, mens skyttekæden er placeret i dalen mellem de to bakkekamme, hvilket afhængig af niveau-forskellene selvfølgelig giver muligheden for skud til meget høje fasaner.

En fasan flyver normalt ikke højere end nødvendigt, og når den letter fra en såt med retning mod skoven, sætter den retningen mod skovbrynets trætoppe, eller evt. mod højere træer umiddelbart bagved for at komme i sikkerhed. Derfor er det revirets opbygning og de topografiske forhold, som afgør højden på fasanerne i forhold til, hvor skyttekæden er placeret.

Ulempen ved de høje fasaner er, at det er de færreste danske jægere, som behersker skydningen til disse. Når det er sagt, er det til gengæld altid en fornøjelse, når man ser jægere, som mestrer denne kunst.

En skytte sagde engang til mig, at han simpelthen ikke kunne forstå, hvorfor alle jægere efterstræbte disse høje fasaner, når alle vidste, at det var de færreste, som kunne ramme dem..! Jeg kan stadig kun nikke anerkendende og give ham ret.

På et almindeligt dansk jagtrevir, kan man sagtens opleve fasaner, som efter de er lettet og har sat retningen mod skoven, fortsætter med at tage højde. I 9 ud af 10 tilfælde vil det være en fasanhøne, da fasanhønerne, bla. i kraft af deres mindre vægt, er betydelig bedre flyvere end de normalt tungere kokke.