Salmonella pullorum overføres oftest fra ældre, symptomfrie smittebærere til kyllinger, som udvikler symptomer. Desuden ses overførsel fra rugeæg til nyklækkede kyllinger. Sygdommen findes i dag kun i mindre besætninger med tamhøns, da der her stadig er fare for smitteoverførsel (påvist i DK i 2010).
Benyttes der tamhøns i opdrættet, er det derfor vigtigt at disse indkøbes fra besætninger, som ved blodprøvning er konstateret fri for S. pullorum og S. gallinarum. Infektion med S. gallinarum giver oftest symptomer hos voksne dyr, men denne infektion er ikke konstateret i Danmark.
Ved akutte udbrud efter infektion med S. pullorum, som normalt rammer kyllinger under 3 uger, ses de første symptomer ofte allerede under klækning. Et større antal kyllinger end normalt vil være døde i æggeskallen, og der ses et stort antal svage og utrivelige kyllinger. Hovedparten af disse dør hurtigt. Billedet er derudover præget af uspecifikke og varierende symptomer. Kyllingerne klumper sig sammen under varmekilden, de er stærkt deprimerede, og de sidder blot med lukkede øjne og har ofte mistet drikke- og ædelyst. Fuglene kan udvise respirationssymptomer (besværet vejrtrækning), og der udvikles en hvidlig vandig diarre, som giver sammenklistring af fjerene omkring kloakken.
Behandles der ikke straks med et egnet antibiotikum, kan dødeligheden være op til 100%. Fugle, som ikke dør, vil være meget uens, og mange kan udvikle sig til symptomfrie/sunde smittebærere. Hos mange af de overlevende fugle ses dog ledbetændelse i haseleddene, som bliver hævede og kan resultere i manglende funktionsdygtighed af benene. Voksne dyr udvikler sjældent symptomer, men der kan dog ses slappe, blege kamme som følge af blodmangel. Desuden kan opleves fald i ægproduktionen.
Ved akutte udbrud efter infektion med S. gallinarum, er et af de første tegn på sygdom en øget dødelighed, nedsat foderforbrug samt - hvis dyrene er i æglægning - et fald i ægproduktionen. Depression, hvor fuglene bare står med lukkede øjne og strittende fjer, er et andet almindeligt symptom. Symptomer med hurtig vejrtrækning kan ses, men det mest karakteristiske tegn er dog, at der udvikles en vandig, evt. slimet gullig diarre. De fugle, som ikke dør inden for 2-3 dage, udvikler en kronisk tilstand, hvor de taber mere og mere huld, samtidig med at de bliver mere og mere slappe. Fuglene får blodmangel, og der ses derfor ofte blege indskrumpede kamme. Ægproduktionen falder drastisk, og op til 50% af fuglene kan dø. Er som nævnt ikke påvist hos vildtopdræt i Danmark.
Diagnosen af infektion med S. pullorun og S. gallinarum er en laboratoriediagnose.
De kliniske symptomer er ikke karakteristiske for sygdommen, og de forandringer som påvises ved obduktion (tegn på blodforgiftning, forandringer (hvide nekroser) på lever, lunger, hjerte, ledbetændelser, æggelederbetændelser), er ikke typiske.
Behandling af unge dyr med kliniske symptomer kommer som regel ikke på tale. Det vil være mest rationelt at udrydde hold med syge dyr, når diagnosen fra laboratoriet foreligger. Ældre hold eller æglæggende høner kan forsøges behandlet med et egnet antibiotikum eller kemoterapeutikum. Dette fastlægges ud fra den resistensundersøgelse, som laboratoriet laver.
Smittes et opdræt i Danmark med hønsetyfus, sættes dette under offentligt tilsyn. Dette betyder, at de nærmere omstændigheder omkring behandling og/eller aflivning afgøres af de offentlige veterinærmyndigheder i den region, hvor man bor.