Hvad æder fasanen

Fasanen er meget alsidig i sit valg af føde, og man kan på ingen måde kalde den kræsen. En voksen “vild” fasan, som er klækket i naturen, er konstant fødesøgende i døgnets lyse timer. Udover frø, frugter, korn, bog, blade og grønne plantedele, æder den biller, græshopper, orme og snegle. Den kan såmænd også kan finde på at spise firben, padder og sågar småfugle. Nogle påstår, at fasaner kan finde på at æde hugorme- og snogeyngel (hvilket skulle være alm. kendt i udlandet), men dette er endnu ikke dokumenteret i Danmark.
Fasanens føde hænger nøje sammen med årstiden, hvorfor dens vinterføde primært består af plantefrø, frø fra vilde planter og korn. Som nævnt er fasanen ikke spor kræsen, men er meget alsidig i sit fødevalg, hvilket man blev overbevist om, da man ved en undersøgelse af flere fasaners fordøjelseskanaler fandt ikke mindre end 106 forskellige plantedele.
For nyudklækkede fasankyllinger i naturen, er det som nævnt flere steder i bogen, vigtigt at de får mulighed for at æde insekter, som indeholder de for fasankyllingen så livsnødvendige proteiner. Alene i den første uge efter klækningen består hele 90% af fasankyllingens føde af insekter, og set over de første 5 uger af en fasankyllings levetid, består hele 50% af ernæringen af insekter.