Hvor hurtigt kan en fasan flyve

Når en fasan registrerer en trussel på afstand, eksempelvis et menneske eller et rovdyr, vil dens første reaktion sjældent være at gå på vingerne. I stedet vil den som regel forsøge at løbe væk fra faren eller søge mod et område, hvor den kan komme i dækning. Er der tilstrækkelig vegetation, vil den ofte også forsøge at trykke sig og håbe på, at faren passerer.
Først når fasanen føler sig så presset, at den ikke længere kan skabe afstand eller finde tilstrækkelig dækning, går den på vingerne. Og når den først letter, kan den, sin størrelse taget i betragtning, faktisk flyve ganske hurtigt.
Skeler man til, hvad Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund oplyser, kan fasanen komme op på en flyvehastighed på hele 95 km/t. The Cambridge Encyclopedia of Ornithology (1991) angiver til sammenligning fasanens flyvehastighed til 54 km/t og gråandens til 65 km/t.
Hvis en fasan skal nå helt op på 95 km/t, vil jeg mene, at det kræver meget gunstige forhold. Det kunne eksempelvis være en dag med kraftig vind, hvor fasanen først kæmper sig op mod vinden og tager højde. Når den ønskede flyvehøjde er nået, drejer den rundt og sætter kursen mod skoven med vinden i ryggen.
Efter omkring 100 meter med kraftig medvind kan der virkelig komme fart på. Når en sådan fasan kommer susende højt ind over bøgetræernes toppe, oplever man for alvor, hvor hurtigt en fasan kan flyve.
Det er netop den slags høje og hurtige fasaner, mange jægere efterlyser på en jagtdag. Men det er samtidig nogle af de vanskeligste fasaner at ramme rent. Hastigheden betyder, at de ikke altid pilles ned fra himlen, men i stedet risikerer at blive snertet i bagkroppen, hvis skytten ikke får givet det nødvendige foranhold.
Det lidt paradoksale er derfor, at næsten alle jægere ønsker sig høje og hurtige fasaner – selvom det er de færreste, der for alvor mestrer skydningen til dem.