Skip to main content

Hvor stor skal en remise / såt være

Formen og valg af buske og træer i en remise/såt er langt vigtigere end størrelsen af den, og de fleste, som i dag etablerer en remise/såt på landbrugsjord, skeler til de tilskudsmuligheder, der findes.

Af økonomiske årsager er det sjældent, at man udtager det bedste stykke landbrugsjord og erstatter det med en remise/såt, eller også er remisen en videreudbygning af en i tidernes morgen etableret, gammel mergelgrav, hvis den da ikke er fjernet grundet optimering af landbruget.

De fleste remiser, som ligeledes er oprettet i tidernes morgen, er store og firkantede eller rektangulære, med en bred front mod skoven. Dette er tilfældet, fordi de fleste remiser i Danmark er etableret via tilskudsmuligheder, hvor der stilles krav til størrelse og plantevalg.

De brede remiser/såter med en bred front kræver mange hjælpere til at danne en klapperkæde, hver eneste gang denne skal afdrives.

Hvis man derimod etablerer remiserne/såterne som lange smalle såter med en smal front eller brede såter, som spidser til på fronten, så den sidste del af såten mod skoven virker som en smal såt, kræver dette ikke mere end 2-3 hjælpere med gode hunde samt et par stopklappere, hver gang man skal drive såten.

Som udgangspunkt er det ikke størrelsen på en remise/såt, som gør den god, men derimod valget af buske og træer, remisens/såtens placering på reviret i forhold til skoven samt en udformning, der ikke kræver et helt fodboldhold (inkl. reserver), når fasanerne skal drives frem mod fronten af såten.