Skip to main content

Indsamling af æg

Det er ikke alene grundet et ønske om flere æg, at man indsamler æggene hver dag, men også for at sikre at de holdes rene.

Sørg altid for at vaske hænder inden du rører ved de lagte æg, og gør det gerne flere gange under processen. Brug evt. engangshandsker.

Når man indsamler æg, skal man bestræbe sig på at holde de rene og de snavsede æg adskilt, så de snavsede æg ikke forurener de rene.

Når vi arbejder med fasan æg, skal vi hele tiden være bevidste om, at æggene ikke er tætte. Æggeskallen ser umiddelbart tæt og homogen ud, men den er struktureret med et utal af små åbninger, der gør det muligt, at ilt kan diffundere ind, og at vand og kuldioxid kan forlade ægget. (i et hønseæg er der ca. 10.000 åbninger).

De små åbninger muliggør desværre også, at mikroorganismer kan passere ind i ægget. Dette problem er specielt stort, såfremt ægget under rengøring eller desinfektion er udsat for uhensigtsmæssig håndtering eller opbevares under dårlige hygiejniske forhold.

Som et kuriosum kan det nævnes, at der i løbet af rugetiden (på en tamhøne med en rugetid på 21 dage) passerer 6 liter ilt, 4,5 liter kuldioxid og ca. 11 liter vanddamp gennem de usynlige skalporer.

Efter at ægget er lagt, kan blod ofte ses på æggeskallen, uden at dette dog har betydning for hverken ægget eller hønen.

Da æggene opsamles fra små redeskjul eller andre gode steder i volieren, er de som regel kølet tilpas ned. Man plejer at sige at æggene skal ned på 16 til 18 grader, før man går i gange med af vaske (desinficerer) de snavsede æg.

Der findes flere måder at vaske æggene på. Jeg havde en populær “æg vaskemaskine” med termostat, hvor vandet blev opvarmet til 40 grader. Jeg tilsatte et specielt engelsk produceret pulver i det varme vand og sænkede et kort øjeblik en fyldt æggekurv ned i de varme vand, hvorefter de fleste af æggene var rene. Hvis der stadig sad lidt skidt på ægget, blev dette forsigtig fjernet.

Man kan også vaske æggene i 40 grader rindende klorvand, og vandtemperaturen kan nemt styres ved hjælp af et termostatstyret blandingsbatteri. Det er vigtigt at varmtvandsbeholderen skal være indstillet på minimum 78 grader, for at eliminere muligheden for bakterieudviklingen i varmtvandsbeholderen.

Derudover skal man også have en doseringspumpe, som kan indstilles til den rigtige procentdel af klor i vandet. Kloren tilsættes i form af Natriumhypoclorit opløsning 12,4% aktiv klor, også kaldet Blegessens. Til ægskyllevand er foreskrevet dosis 0,1% = 125 p.p.m.

Vejledningen siger:
Sæt doseringspumpen på 1%. Lav en stamopløsning på 10 liter vand, tilsat 1 liter Natriumhypoclorit opløsning 12,4% aktiv klor. Denne dosering rækker til 1.000 liter æg skyllevand.

Det er meget vigtigt, at der ikke anvendes andre vaskemidler, syre, sæber eller desinfektionsmidler sammen med klor i vaskerummet. Sammenblanding kan udvikle meget giftige dampe. Skyl afløbsrør og vandlåse grundigt igennem med rent vand efter sæsonen.

Det er vigtigt, at æggene er kølet af, og at vaskevandet er varmere end æggene, idet der på den måde opstår et overtryk inde i æggene, som forhindrer, at æggene suger bakterieforurenet vaskevand igennem skallen under vaskeprocessen.

Uanset hvilken metode man bruger til at vaske æggene, er det vigtigt at æggene ikke står i blød i det varme vand, da dette kan sætte rugeprocessen i gang.

Man kan også vælge at desinficere æggene ved at ryge dem i et særligt indrettet rygekammer. Alternativt kan man også nedsænke alle æggene i 40 grader varmt klorvand i 4 sekunder og derpå stille dem til tørre i rummet (rumtemperatur 15-20 grader).

Når æggene er rene og desinficeret, skal de lægges op på et bord, hvor bordpladen er erstattet af et trådnet. Her plejer jeg at lade dem ligge til næste morgen, inden de forsigtig lægges over i engangs-transport-æggebakkerne med spidsen af ægget nedad.

Det er vigtigt at æggene opbevares ved en lufttemperatur på 16-18 grader samt en relativ høj luftfugtighed på 70%. For at være sikker på at der er den høje luftfugtighed, har jeg altid sprøjtet vand på gulvet, inden jeg om aftenen forlod lokalet.

Husk at lægge et par mursten eller andet under æggebakkerne i den ene side, så det er muligt at vippe dem ca. 30-40 grader. Jeg har altid vippet dem 2 gange pr. døgn, selvom én gang burde være nok. Når æggene skal vippes til den anden side, flyttes den udlagte mursten blot til den anden side af den nederste æggebakke.