Det er naturligvis muligt, at jeg tager fejl, men jeg er ikke bekendt med professionelle jagtvæsener eller skytter, som anvender disse midler og efterfølgende har kunnet dokumentere en positiv effekt.
Jeg har ganske vist læst om personer, der har “testet” produkterne og efterfølgende udtalt, at de virker, blandt andet fordi det aldrig har været nemmere at fodre de udsatte fasaner ud i de tilhørende såter. Men det har efter min erfaring aldrig været noget større problem at fodre fasanerne ud i såterne. Derfor har jeg svært ved at se, hvordan det i sig selv kan bruges som dokumentation for, at et sådant middel virker.
Efter min opfattelse har disse produkter først og fremmest en placeboeffekt: Hvis man på forhånd tror på, at de virker, er det også nærliggende at tilskrive dem æren, når fasanerne opfører sig, som man ønsker.
Én ting ændrer sådanne midler i hvert fald ikke på: Hvis fasanerne ikke trives i udsætningen eller i såten, bliver problemet ikke løst ved at tilsætte et “vidundermiddel” til foderet. Skal fasanerne blive i området, skal de grundlæggende forhold være i orden – skjul, ro, føde, vand og en såt, hvor fuglene naturligt har lyst til at opholde sig.
Det samme gælder, når de udsatte fasankyllinger når den alder, hvor deres naturlige trang til at udforske omgivelserne og sprede sig på reviret bliver tydelig. Omkring 15-16-ugersalderen kan man opleve, at fuglene begynder at søge længere omkring. Det er en naturlig adfærd, som man næppe ændrer ved at blande et middel i foderet.
Hvis man tror på producentens påstande og har lyst til at afprøve et af disse “vidundermidler”, står det naturligvis enhver frit for. Og hvis man efterfølgende bliver overbevist om, at midlet virker, er det jo på sin vis en win-win-situation: Køberen er tilfreds, og sælgeren har fået solgt sit produkt.
Jeg har bare endnu til gode at se den dokumentation, der overbeviser mig om, at det er “vidundermidlet” – og ikke god fasanforvaltning – der får fuglene til at blive, hvor man ønsker dem.