Det danske kongehus’ udsætning af fasaner på Amager byggede på et mislykket projekt fra Jægerspris, der - i lighed med udsætningen på Augustenborg - var iværksat i 1828 efter nogle sporadiske, men fejlslagne forsøg i slutningen af 1700-tallet. Også i Jægerspris hentede man en udenlandsk fasanmester F. A. Schafranek fra Bøhmen, op til at stå for opdræt og udsætning, og også her måtte rovvildtet holde for, om end indsatsen ikke stod mål med Hertugen af Augustenborgs. Finansieringen af indsatsen skete gennem en særlig fasanerifond, som kongen havde oprettet, og som fik sine årlige indtægter fra hoffets salg af nedlagt vildt fra Nordsjælland, inklusive salg af nedlagt hjortevildt fra Jægersborg Dyrehave. Til trods for alle anstrengelser lykkedes det imidlertid ikke at få en jagtbar fasanbestand på Jægerspris, og man valgte derfor at indskrænke fasaneriet på stedet til udelukkende at omfatte fasaner i voliere. I stedet valgte man at koncentrere indsatsen omkring Kongelunden på Amager, hvor der i årene 1840 og 1841 blev udsat 40 fasaner fra opdrættet i Jægerspris.
Beslutningen om at flytte fasanprojektet viste sig at være en klog disposition.
Kongelunden var på det tidspunkt en noget nær ideel fasanbiotop med et meget varieret terræn, hvor åbne områder vekslede med tætte nyplantninger. Allerede i 1843 kunne man nedlægge de første 29 fasaner på en kongejagt, og efter nogle få års forløb kom bestanden op på en størrelse, hvor der årligt kunne nedlægges omkring 500 vilde fasaner.
På Amager var der tale om fasaneri på friland, det vil sige baseret på en fritlevende bestand frem for på udsatte skydefugle.
Som skytte ansatte man Christian Frederiksen, der havde lært faget ved det hertugelige jagtvæsen på Augustenborg. På den måde nød kongehuset godt af de erfaringer, der var gjort hos hertugen. Christian Frederiksens tilsyn med fasanerne på Amager var i øvrigt usædvanlig intensivt. Måned for måned skulle han skriftligt gøre rede for antallet af fasaner, reder, æg, klækningsresultater og årsager til afgangen i fasanbestanden. Resultaterne var imidlertid fine. Det ansporede i de følgende år en række godser rundt om i landet til at tage tråden op. Derved begyndte en ny æra i den danske fasanjagts historie.
