Kongeørnen

Kongeørnen er også en kæmpe fugl (dog lidt mindre end havørnen), men den er modsat havørnen meget mere adræt, og kan styrtdykke fra stor højde og derved overraske sit bytte, som kan være harer, kaniner, egern, ræve, smågnavere og fugle i flugt. Kongeørnen er endda så adræt, at den kan fange fugle i luften, og der er fortællinger om at kragefugle som jagter kongeørnen i luften, på et splitsekund selv er endt som et bytte.
Fødeundersøgelser i den nordlige del af Europa viser at kongeørnens bytte i dette område fortrinsvis er fugle (hønsefugle) og harer. I områder med rensdyr (rener) kan den tage svage nysatte renkalve, og på den svenske ø Gotland udgør pindsvin et vigtigt bytte for kongeørnen. Den æder også faldvildt og andre ådsler.
På ynglelokaliteten i Lille Vildmose har man erfaret, at kongeørnen bla. lever af unge skarver, som fanges i den store skarvkoloni i Tofte Sø.
Risiko:
Grundet dens fødevalg har Kongeørnen tidligere været en rovfugl, man ville til livs, men i dag udgør Kongeørnen i Danmark kun en minimal fare for vores udsatte fasaner, ikke mindst på grund af det ringe antal der findes i Danmark.
Drabet og fødeindtag:
Kongeørnen sætter sine store fanger i byttet og punkterer lunger m.m., og klemmer livet ud af byttet.
Bekæmpelse:
Da alle rovfugle i Danmark er fredet, er der ikke nogen jagtlig mulighed for regulering. Brug derfor så mange af de gængse afværgeredskaber mod rovfugleangreb som mulig, og sørg for at der på udsætningspladsen er masser af dække og skjul, så fasankyllingerne hurtigt kan komme sø ly.