Kontroller udsætningen for prædatorer

Det burde være en selvfølge, at man kontrollerer udsætningspladsen for uønskede beboere, men man hører alligevel om, at der er nogen, som har glemt at kontrollere dette. Man har måske tidligere på året, hvor man etablerede udsætningspladsen, kontrolleret at der ikke fandtes bosteder for uønskede prædatorer, men man har så glemt at tjekke udsætningen umiddelbart før, at fasankyllingerne skulle udsættes.
Vi vil jo gerne have at fasanerne skal kunne komme i skjul hurtig, når de føler sig truet. Det er derfor meget vigtigt at udsætningspladsen gennemgås meget nøje, selvom det kræver, at man skal ned og kravle under evt. buske o.lign.
En rævegrav er til at få øje på, men selvom der ikke er ræve i graven, kan den sagtens være beboet af f.eks. en ilder.
Udover aktive og forladte rævegrave, skal man tjekke:
- Naturlige hulninger under trærødder
- Stengærder
- Stenbunker
- Kvasbunker
- Brændestakke
- Naturlige hulheder i træer, evt. gamle Sortspætte-reder
- Forladte rovfugle- eller egern-reder
- Forladte huller i jorden fra rotter eller muldvarper
- Hule træer
Man skal også sikre sig, at der ikke er rotter på udsætningspladsen, når man udsætter sine fasankyllinger. Rotter jager ikke fasaner, men rotternes tilstedeværelse kan forskrække de fasaner, som kan finde på at blive siddende på jorden de første par døgn, eller de fasankyllinger som tager nattesæde på de nederste grene - tæt på jorden. Når disse fasankyllinger bliver forskrækkede, flyver de op og forskrækker samtidig de øvrige fasankyllinger, som har taget nattesæde længere oppe i træerne. Så risikerer man at fuglene letter og lander på jorden udenfor volierehegnet, (hvis nattesæderne er for tæt på det omkransende hegn). Her bliver de siddende grundet mørket, og har ræven hørt uroen på udsætningspladsen, hvilket han med sikkerhed gør, vil han komme og klippe (dødeligt bid) alle de fasankyllinger, som sidder på jorden uden for udsætningspladsens volierehegn.
Der findes flere måder at bekæmpe rotter på. En af metoderne er at udlægge rottegift i rottehullet, og lægge en bølget tagplade henover rottehullet, så hverken fasaner, rovfugle eller andre dyr kan komme til rottegiften.
Selvom du under etableringen af den engelske voliere har tjekket udsætningspladsen for prædatorer, kan det ikke påpeges nok, at der er en rigtig god ide at gå det hele igennem igen - umiddelbart inden fasankyllingerne udsættes.

Kontrol Udsaetning 1

Kontrol Udsaetning 2
