Når en fasankok skogrer, foregår det ved, at han meget gerne vil stå hævet over andre i terrænet. Dette kan være på volde, større sten, en træstub eller lign. Fasankokken strækker halsen imod himlen og udstøder et energisk og kraftig skrattende skrig, hvorefter han larmende basker med vingerne, så han er ved at lette.
Han er prægtig at se på, og det virker som et iscenesat skuespil, når han flot udmajet med sine blodrøde farver i hovedet nærmer sig en fasanhøne og gør “haneben” til hende. Han stopper op tæt på hønen, som ikke ænser ham et blik, mens han vender siden til og i et kort øjeblik spreder sine vinge- og halefjer ud, uden at dette ser ud til at gøre det store indtryk på fasanhønen, som blot forsætter sin fødesøgning.
Hvis man er tæt på fasankokken under dette kurmageri, vil man se, at hans øjne har et stift, tomt, og følelseskoldt udtryk. Udtrykket kan beskrives, som en biologisk maskine der styres af ydre påvirkninger, som gennem millioner af år har skabt denne mistænkelige, smukke og mærkelige skabning - som vi i dag kender som fasankokken.
Selvom man ikke altid kan se, at fasanhønen reagerer på fasankokkens kurmageri, må det alligevel sætte en eller anden reaktion i gang hos hende.
Efter at fasankokken har gjort “haneben” til fasanhønen (og hun er klar til parringen), gør fasanhønen sin ryg flad ved at bøje i anklerne, hvorefter fasankokken hopper op på hendes ryg, mens han med sit næb tager fat i hendes nakkefjer for at holde balancen. Det er lidt af et balanceakt, de begge skal udføre.
Hverken fasanhønen eller fasankokken er udstyret med ydre kønsorganer, og for at parringen skal lykkes, kræver det, at deres kloakåbninger mødes, derfor må fasankokken krumme sin hale ned under fasanhønens, hvorefter de begge krænger deres kloakåbninger ud, så de rører ved hinanden. Når dette sker overfører fasankokken sin sæd til fasanhønen, som i første omgang opbevarer den i en hudfold i æggelederen.
Årsagen, til at fasanhønen er udstyret med denne form for sæddepot, er et af naturens geniale påfund, som sikrer en fortsat produktion af befrugtede æg i adskillige uger efter sidste parring, hvis fasankokken skulle gå hen og dø eller på anden måde forsvinde. Efter parringen ryster fasanhønen fjerdragten på plads og fortsætter dagens fødesøgning.
Gentagelse af parringen flere gange om dagen sker formentlig for at styrke båndet mellem fasanhønen og fasankokken, for det er ikke en biologisk nødvendighed, da sæden fra fasankokken er levedygtig i op til flere uger i hønens sæddepot.
Selve befrugtningen sker ved, at fasankokkens sædceller fra sæddepotet føres frem til æggestokken, hvor æg- og sædcelle sammensmeltes til en befrugtet ægcelle (zygote). Her vil den befrugtede ægcelle gennemgå en celledeling og blive til et foster, som indeholder arvemateriale fra fasanhønen og fasankokken. Du kan læse præcis, hvordan et æg bliver til under Kønsorganer - reproduktive organer i kapitlet Fuglens Anatomi.
Parringen af fasanhønen starter som regel 3-4 dage, før det første æg lægges og fortsætter indtil æglægningen er overstået.
Man behøver ikke at frygte, at én fasankok ikke kan levere nok sæd til befrugtningen af alle æggene, da én fasankok i parringssæsonen normalt kan producere sæd til mere end 2.000 stk. æg. Udenfor parringssæsonen er fasankokke sterile.
I stedet for at bruge ordet parring, er der nogle som siger, at fasankokken “drænker” eller “drenker” fasanhønen. Ordet “drænke” betød i gamle dage drukne og “drenken” er et låneord fra nedertysk, svarende til højtysk ertränken (drukne).
Søger man i gamle bøger, vil man kunne læse sætninger som - ægget er “drenket” (befrugtet), og i renæssancens ordbog kan man læse - “dreckne” som en andrik gør.
Når ænder parrer sig, har man tidligere sagt at andrikken “drænker” anden. Som de fleste ved bider andrikken sig fast i nakken på anden og holder hendes hoved nede, mens han parrer hende, hvilket ofte foregår i vand. Andrikken kan normalt sagtens holde én til to andre andrikker væk fra “hans” and, men er der flere andrikker, som vil sikre artens overlevelse gennem “hans” and, kan han intet stille op. Andrikkernes iver for at komme til, kan til sidst udmatte anden så meget, at hun ender med at drukne. Derfor omtaler man andrikkens parring af anden som “drænken” eller “drenken”.
Der findes ingen speciel grund til at man bruger ordet “drænke” eller “drenke” i forbindelse med at en fasankok parrer en fasanhøne, men ikke desto mindre bruges ordet ofte. Det er nærliggende at tro, at man har adopteret ordet fra andefuglens parring, da der ikke findes et andet ord for parring blandt fasaner eller andre hønsefugle.
Fasankokke, som parrer mange fasanhøner, har vi en ide om at kunne spotte pga. sliddet af deres normalt lange halefjer. Som alle ved har fasanhanen normalt lange imponerende halefjer, men da fasankokken under selve parringsakten, skal krumme sin kloakåbning ned under fasanhønens (for at deres kloakåbninger kan mødes), er det ikke unormalt at halefjerene knækker. Når fasankokken efterfølgende parrer den samme eller andre fasanhøner, bliver spidserne af de resterende korte halefjer noget pjuskede at se på. Når vi ser en sådan korthalet fasankok i april/maj måned, plejer man at kalde den “avlskokken”, selvom vi faktisk ikke aner, hvor mange fasanhøner den reelt har parret.