Netop disse småbiotoper har stor betydning for naturen i det dyrkede land. De fungerer som tilholds-, leve- og fourageringssteder samt som spredningskorridorer for både planter og dyr. En stor del af biodiversiteten i agerlandet er knyttet til småbiotoperne, selvom de kun udgør en mindre del af det samlede landbrugsareal.
Sideløbende med denne udvikling blev anvendelsen af pesticider en stadig vigtigere del af det moderne landbrug. Formålet var – og er – blandt andet at bekæmpe ukrudt, skadedyr og sygdomme, som kan reducere udbyttet af markafgrøderne.
Set fra et produktionsmæssigt synspunkt har pesticiderne været med til at gøre landbruget mere effektivt. Men når ukrudt og insekter reduceres på de dyrkede marker, påvirkes samtidig de dyr, som er afhængige af netop disse planter og insekter som fødegrundlag.
Hvis man en solskinsdag umiddelbart før høst går ud i et sprøjtespor på en intensivt dyrket kornmark og forestiller sig, at alt kornet pludselig blev fjernet, bliver problemstillingen meget synlig. Hvad ville der være tilbage?
På nogle marker ville svaret være: meget lidt andet end bar jord.
Hvis man forestiller sig, at man var en fasan, ville en sådan kornmark næppe blive betragtet som et ideelt spisekammer med gode muligheder for føde og redeskjul. Tværtimod kan store, ensartede marker i dele af året være meget fattige på både føde og dækning.
I 1964 lavede man en optælling af arter af spiredygtige ukrudtsfrø i jorden på et udvalgt område på en mark. I 1989 – 25 år senere – gentog man optællingen i det samme område. Resultatet viste, at der ved den sidste optælling var 60 % færre arter af spiredygtige ukrudtsfrø i jorden end ved optællingen i 1964.
Når mangfoldigheden af vilde planter reduceres, påvirkes samtidig de insekter og andre smådyr, som er knyttet til planterne. Dermed kan virkningen bevæge sig videre gennem fødekæden til blandt andet agerhøns og fasaner.
For fasanen bliver dette særligt vigtigt, når vi ser på fasanhønens muligheder for at opfostre sine kyllinger i naturen.
Som tidligere beskrevet består omkring 90 % af fasankyllingernes føde i den første leveuge af proteinrige insekter. I de følgende fire uger udgør insekterne omkring 50 % af kyllingernes føde.
Det betyder, at fasanhønen i de første afgørende uger skal kunne føre sine kyllinger til områder, hvor der både er tilstrækkeligt med insekter og en vegetation, som giver kyllingerne mulighed for at bevæge sig, søge føde og samtidig finde dækning.
Hvis sådanne områder mangler, bliver betingelserne for kyllingernes overlevelse tilsvarende dårligere.
Problemet er derfor ikke alene, at der gennem tiden er forsvundet mange småbiotoper fra agerlandet. Det er kombinationen af større og mere ensartede marker, færre småbiotoper og en intensiv bekæmpelse af ukrudt og insekter, som har reduceret en del af det naturlige fødegrundlag og de levesteder, som fasankyllingerne er afhængige af.
Tiltag som insektvolde, blomsterstriber, levende hegn, udyrkede arealer og andre biotopforbedringer kan derfor have stor betydning. Biotopplaner kan være et værdifuldt redskab til at etablere eller genskabe nogle af disse levesteder.
Men enkelte insektvolde eller vildtstriber kan ikke alene erstatte alle de småbiotoper og den variation, som gennem mange år er forsvundet fra det dyrkede landskab.
Status er at:
- Vi ved, at fasanhønen skal have mulighed for at føre sine fasankyllinger hen til småbiotoper og andre insektrige områder, hvor de kan finde de livsnødvendige proteinrige insekter.
- Vi ved, at småbiotoperne mange steder er blevet en mangelvare i det moderne agerland som følge af årtiers effektivisering og ændringer i landskabets struktur.
- Vi ved, at brugen af pesticider til bekæmpelse af ukrudt og insekter i markafgrøderne kan reducere en væsentlig del af det fødegrundlag, som fasankyllinger og en lang række andre dyr er afhængige af.
Og spørgsmålet er så:
Hvor skal fasanhønen føre sine nyklækkede kyllinger hen, når vi samtidig ved, at insekter udgør hovedparten af deres føde i den første leveuge og fortsat udgør omkring 50 % af føden i de følgende fire uger?