For at hjælpe fasanerne med at finde ud til såten, som primært ligger placeret på en mark, ca. 100 meter fra skovkanten, skal man helst have en eller flere ledetråd fra skovkanten og ud til såten. En ledetråd kan være et levende hegn i landskabet, og har man ikke det, er flere rækker majs en glimrende erstatning. Det er altid en god ide at etablere majs som ledetråd ud til en såt, ligesom opfløjszoner, hvorfra fasanerne lettes, er nødvendige i såten.
Når man skal fodre sine fasaner fra udsætningspladsen og ud til en såt, fodrer man lidt på foderpladsen, mens man laver et foderspor fra udsætningspladsen og ud til såten (via ledetråden). Man fodrer selvfølgelig også lidt ude i såten.
Når fasanerne først har fundet såten, fodres kun lidt i udsætningen og resten i selve såten, mens man stopper fodringen på fodersporet til såten. I såten skal man sprede foderet så meget som overhovedet muligt, så fasanerne er beskæftiget med at søge føde i dagtimerne, så længe som muligt.
Selvom alle fasanerne har fundet ud til såten, spreder jeg altid lidt foder på udsætningspladsen, eller der hvor fasanerne holder til, når de vender tilbage fra såten sent om eftermiddagen.
Mange laver den fejl, at de begynder at fodre fasanerne fra udsætningspladsen og ud til såten alt for tidligt. Jo senere på året man får fasanerne ud i såten, desto bedre. Når fasanerne først har udvidet deres bevægelsesområde helt ud til såten, er der måske ikke så langt over til naboen, som altid har frisk foder stående i fodertønder meget tæt på skellet.
Fasanerne skal nok forlade udsætningspladsen i dagtimerne, og har man en såt til formålet og betingelserne er opfyldt, så skal fasanerne nok stå i såten, inden man afvikler den første fasanjagt.
Man regner med, at man kan drive en såt, hvor fasanerne er fordret ud i 2,5 gang. Herefter er der ingen garanti for, at der altid vil stå mange fugle i såten, når man tager den.
