Fugle har to lunger som, i modsætning fra dem der ses hos pattedyr, sidder fast på brystvægen. Fuglene kan så passivt trække vejret når vingerne bevæges op og ned under flyvning idet denne bevægelse udvider og mindsker brysthulens størrelse.
Desuden er det karakteristisk at der hos fugle ikke findes et mellemgulv, som deler brysthulen fra bughulen.
Modsat hos pattedyr er der ingen blinde gange i lunger og luftsække hos fugle – alle de rør, der er i lungerne, står i forbindelse med hinanden og med luftsækkene. Dette betyder, at luften passerer i et ensrettet system, hvor der kun i ringe grad sker en sammenblanding af den rene luft, der indåndes, og den “iltfattige” udåndingsluft. Dette, sammen med en meget høj respirations frekvens, sikrer, at der hele tiden foregår en maksimal ilttilførsel til blodet. (Hos tamduer er der under flyvning målt op til 450 respirationsbevægelser pr. minut).
Ud over lungerne findes der et antal luftsække (normalt 8) som gennem et sindrigt system hjælper med iltningen af muskler, knogler og organer. Fra lungerne strækker disse regulære tyndvæggede udposninger sig ind i de nærliggende knogler og ned mellem organer og ud i musklerne og tilfører dels ilt til området, dels sker der en overførsel af affaldsstoffer (i gasform) fra knogler/muskler direkte tilbage til udåndingsluften.
Denne anatomiske udformning af respirationssystemet hos fugle gør selve iltningen og bortskaffelsen af affaldsstoffer utroligt effektiv, men betyder samtidig at fuglene er meget følsomme for infektioner der kan angribe luftvejene og følsomme for dårlig luft i form af svampesporer, røg, gasser, dårlig luftfugtighed osv.
Disse ting belaster ikke kun luftvejene, men pga. den specielle anatomi, påvirkes straks hele kroppen.
