Mårhunden er en invasiv art, og den er en alvorlig trussel mod nogle af de mest sarte og beskyttede dyrearter i den danske natur. Man gør alt for at mårhunden ikke skal brede sig i Danmark. Mårhunden kan leve i mange forskellige naturtyper, men den foretrækker fugtige områder nær søer og åer, fugtig skov med meget undervegetation samt rørskov.
Risiko:
Mårhunden er et altædende rovdyr, og den æder voksne fasaner, fasankyllinger og fasanæg. Den æder også ådsler, krebs, fisk, insekter og små pattedyr.
Bekæmpelse:
Mårhunden er som nævnt en invasiv art og er kategoriseret som skadevoldende vildt. Derfor er det tilladt at skyde den året rundt, forudsat at bestemmelserne i bekendtgørelse om vildtskader bliver overholdt. Brug så mange af de gængse afværgeredskaber mod prædatorangreb som muligt.