De fleste fugle har ca. 175 forskellige muskler.
De største muskler danner tilsammen brystmuskulaturen som normalt udgør mellem 25 og 35% af kropsvægten.
Der findes hos fugle, som hos andre dyr, en blanding af to typer af muskelfibre.
De lyse typer muliggør en kraftig kraftudladning, men kan ikke opretholde arbejdet i ret lang tid grundet lavt myoglobin indhold (Myoglobin er musklernes brændstof ved længere tids arbejde). Denne muskelfibertype, kan arbejde næsten uden ilttilførsel, og findes typisk hos fugle, som har en kort, kraftfuld flugt. Fugle, hvor disse muskelfibertyper dominerer (bla. fasaner og agerhøns) har efter den energi udladning som en flugt koster, et ilt og energi underskud i musklerne, og skal restituere inden de igen kan flygte. Dette er forklaringen på at jagtfugle flyver dårligere, hver gang de rejses (umiddelbart efter de lige er blevet rejst) hvilket der skal tages hensyn til, når jagtdagens såter tilrettelægges. Det er jagtmæssigt uetisk, gentagende gange samme dag, at drive de samme fugle rundt fra såt til såt, velvidende at flyveegenskaberne forringes.
De mørke typer af muskelfibre (indeholder meget myoglobin) giver ikke en lige så voldsom kraft, men er i stand til at arbejde i meget lang tid. Overvægt af denne type fibre ses typisk hos fugle, som flyver over lange afstande.
