Skip to main content

Mycoplasmainfektioner

Swollen head syndrome (Bulgy Eye)

Denne tilstand har desværre ikke noget dansk navn og kaldes derfor ved det engelske. Der er tale om en velbeskrevet tilstand hos fasaner med symptomer, som langt hen ad vejen ligner dem, som ses ved det ægte “Swollen head syndrom” hos tamhøns. Der er muligvis flere faktorer, der spiller ind i udviklingen af sygdommen, men det er efterhånden anerkendt, at det egentlige infektiøse agens er Mycoplasma gallisepticum. Samspil med forskellige vira samt E. coli og Pasturella Multocida. er dog sandsynlig.

Det typiske fund er fasaner med voldsomme hævelser i enten den ene eller begge sider af hovedet. Hævelsen skyldes ophobning af pus i bihulerne (sinus) i kraniet under øjet. Fuglene høres ofte nyse, eller der høres en let rallen. De ryster jævnligt på hovedet, og der kan ses betændelsesflåd fra det, eller de angrebne øjne som følge af forskellige former for øjenbetændelse, kombineret med trykket fra det hævede væv. Desuden kan der ses betændelsesflåd fra næseborene, ligesom det angives, at agens kan sætte sig i luftsækkene. Ofte ses skæv hovedholdning, hvor fuglen kan gå med vredet hals. Hos æglæggende fugle kan ses et fald i æglægningen på 5-40%. Enkelte fugle kan udvikle ledbetændelser.

Fuglene som udvikler sygdommen, er hæmmede i varierende grad, men de kan som følge af hævelserne, være blindet på ét eller begge øjne. De dør sjældent akut men bliver hæmmet i deres fødesøgning og vil ikke fungere i flokken. Resultatet er, at de langsom taber sig, stopper æglægning og lider i tiltagende grad. I en flok af æglæggende høner kan fra 1-90% af fuglene smittes, men ikke alle udvikler hævede hoveder. Er frekvensen af syge fugle høj, må det overvejes at behandle flokken. Enkeltdyrs behandling er ikke mulig, og dyrene bør aflives, når tilstanden erkendes. Da syge fugle, som overlever, muligvis kan udvikle sig til raske smittebærere, bør alle fugle, der viser, eller har vist bare det mindste tegn på sygdom, fjernes fra opdrættet.

Udbrud ses typisk sporadisk hos volierefugle, men kan også ses hos fugle i fri natur. Det vides endnu ikke, om de fugle, som først viser symptomer efter at de er sat ud, smittes efter udsætningen, eller om der er tale om et sygdomsudbrud hos fugle, som har båret smitten skjult (latent smittede fugle).

Ved obduktion af døde fugle, findes bihulerne i kraniet fyldt med pus, som ofte er en nærmest osteagtig fast masse. Luftsækkene og lunger kan vise tegn på betændelsesreaktion. Der kan udtages prøver fra betændelsesreaktionerne til endelig diagnose på et laboratorium.

Smittespredning mellem fuglene sker formodentlig via luftbåren smitte i små vanddråber, i udåndingsluften fra fuglene og dels via kontamineret drikkevand eller foder.

Mycoplasma gallisepticum regnes også for at kunne give et andet sygdomsforløb hos unge dyr i opdrættet. Om der er direkte sammenhæng mellem de to sygdomskomplekser vides ikke, hvorfor de omtales hver for sig.

Fra engelsk side angives følgende medicineringsprogram, at kunne hjælpe med til at mindske problemerne (denne plan er lagt ud fra teorien om, at mycoplasma infektioner spiller en hovedrolle ved sygdommen).

  1. Alle fugle medicineres med et egnet antibiotikum, når de er fanget ind og anbragt i voliererne.
  2. Der medicineres igen op til starten på æglægningen.
  3. Der medicineres igen i den sidste del af æglægningen.
  4. Kyllinger medicineres straks efter klækning.

Længden af den periode, der medicineres, afhænger af det lægemiddel, som anvendes og fastlægges i samråd med dyrlægen.

Og husk: Der bør aldrig indledes en medicinering uden forudgående indsendelse af materiale til laboratorium.