Skip to main content

Natuglen

Natuglen er den mest almindelige ugle i Danmark, og den yngler i hele Danmark, primært i det østlige Jylland og på øerne, dog undtaget Bornholm, hvor den ikke findes.

Risiko:
Det værste ved natuglens angreb er, at de foregår, når det er mørkt. I forbindelse med at vi udsætter fasankyllinger den engelske voliere, kan natuglen i starten af udsætningssæsonen, finde på at angribe dem på udsætningspladsen. Nogle mener det er en “fejl,” når natuglen slår fasankyllinger på udsætningspladsen, da dette kun sker når de går til nattesæde ved at sidde på jorden, og natuglen derfor forveksler dem med rotter, mus eller lign. Uanset hvad forklaringen er, slår natuglen heldigvis kun de fasankyllinger, som ikke tager nattesæde i træerne, hvorfor angrebene stopper efter et par dage, når alle fasankyllingerne har lært at tage nattesæde i træerne.

En anden forklaring på at natuglen angriber en udsætningsplads med nyudsatte fasankyllinger, kan være, at den er ved at oplære sine unger i at jage og fange bytte, hvilket sker i ly af mørket om natten). Her er en udsætningsvoliere et godt sted at øve sig, umiddelbart efter vi har udsat fasankyllinger. Uglerne angriber altså ikke de udsatte fasankyllinger for at få noget at æde, men som regel ved en fejl. Fasankyllinger står normalt ikke på natuglens menukort.

Når angrebene sættes ind bliver fasankyllingerne skrækslagne og letter fra deres nattesæder. De skræmte fasankyllinger kan ikke se i mørket og flyver derfor ikke så langt, men de lander måske udenfor den engelske volieres hegn og bliver på grund af mørket siddende på jorden. Uroen på udsætningspladsen registreres af bla. ræven, som kommer og “klipper” (dræbende bid) alle de fasankyllinger, som er landet på jorden udenfor den engelske voliere. De få fasankyllingerne, som ugleungerne får slået, vil ligge tilbage uden hoveder.

Disse ugleangreb kan således koste mange fasankyllinger livet. Ugleungerne lærer heldigvis hurtigt at slå andet vildt, hvorefter ugleangrebene hurtigt stopper.

Drabet og fødeindtag:
Natuglen sætter sine fanger i byttet og punkterer lunger m.m., og klemmer livet ud af byttet. Hovedet bides af og ædes, da hjernen indeholder masser af fedt. Natuglen æder umiddelbart ikke andet på den slåede fasankylling.

Bekæmpelse:
Når man etablerer sin udsætningsplads, kan man ved pæle som rager op i landskabet (eller andre steder) få nys om der er ugler i området. Her vil man nemlig typisk kunne finde ugleekskrementer og uglegylp.

Da alle rovfugle i Danmark er fredede, er der ikke nogen jagtlig mulighed for en regulering. Brug derfor så mange af de gængse afværgeredskaber mod rovfugleangreb som muligt.