Skip to main content

Øjet

Af alle hvirveldyr er fugle de dyr med den bedst udviklede synsevne. Fugles aktivitet og adfærd er primært baseret på synsindtryk og lyde.

Langt de fleste fugle er dagaktive og ser dårligt i mørke, men der er også fugle som har udviklet ekstremt lysfølsomme øjne og kan se og jage selv ved meget lave lysstyrker.

Fugles øjne er enormt store i forhold til kropsvægten. Et menneskes øjne udgør mindre end 1-2% af kropsvægten, mens det hos nogle fugle kan udgøre op til 10-15%. Mange rovfugleøjne er fysisk større end et menneskes øje. Vægten af et øje fra en struds er over 40 gr. – mere end den samlede hjernemasses vægt.

Placeringen af en fugls øje, afhænger til dels af den levevis, som fuglen har. Fugle, som skal kunne se tredimensionale billeder og fokusere kraftigt på fjerne byttedyr og dyr i hurtig bevægelse, har fremadrettede øjne, mens fugle, som

er udprægede byttedyr, har øjnene placeret på siden af hovedet. Både snepper og spætter kan f.eks. “sidde midt på en fodboldbane” og overskue banen hele vejen rundt.

Fugles evne til at fokusere er enorm. Synscellerne er anbragt i grupper, som forstørrer billedet op til 10 gange i forhold til menneskets billedopfattelse, og vi skal f.eks. med et normalt syn kunne se den næstnederste linje på øjenlægens synsplanche på 6 m. afstand. En musvåge kan se den på 60 m. afstand. Ørne kan se en hare på 5-6 km. afstand.

Øjet er beskyttet af 2 øjenlåg - et øvre og et nedre, som er det mest bevægelige. Hertil kommer et tredje øjenlåg – blinkhinden. Blinkhinden udgår fra den inderste øjenvinkel (øjenkrog), og trækkes, når fuglen blinker, helt op foran øjet som beskyttelse. Samtidig fugtes øjet. Nethinden er stedet, hvor synscellerne, kaldet stave og tappe, er placeret. Hos dagaktive fugle dominerer antallet af tapceller over stavceller. Det omvendte er tilfældet hos fugle, som er aktive om natten.

Tapcellerne er ansvarlige for farveopfattelse, “øjets opløsningsevne” (detaljer) og registrering af antal synsindtryk pr. sekund.

Antallet af tapceller er hos mennesker ca. 300.000 pr. mm2 nethinde. Hos fugle er antallet 3-5 x større, og de er placeret, så fuglene opnår en kikkert-/forstørrelseseffekt og hos rovfugle en 3D-effekt. Det store antal tapceller gør fugle i stand til at se detaljer. Samtidig opfatter de ca. 150 synsindtryk pr. sek. mod menneskets sølle 20 pr. sekund, hvilket også betyder, at fugle ser bevægelser meget bedre end os, de ser detaljer meget bedre end vi, og at deres farvesyn er langt mere

nuanceret end vores. Mange fugle har en 3-dimentionel billedopfattelse, som vi aldrig rigtig vil kunne forstå.