Opdrættets historie

I fremtidens opdræt bør man arbejde mere målrettet på opdrætsmetoder som fremmer de udsatte fasaners overlevelsesgrad
Før i tiden blev alle fasanæg udruget af tamhøns eller kalkuner, og efter klækningen passede og prægede de også fasankyllingerne.
Man var bekendt med vigtigheden af, at fasankyllingerne fik en meget proteinrig føde, hvorfor man gav dem et proteintilskud i form af fluelarver (maddiker) og myrepupper (myreæg) m.m.
Da Vildtbiologisk Station blev oprettet i 1949, ved man at skytterne stadig brugte de gamle opdrætsmetoder med tamhøns og kalkuner, selvom denne opdrætsmetode var arbejdskrævende og samtidig satte en begrænsning for, hvor mange fasaner en skytte kunne producere pr. sæson.
Fjerkræavlerne var gået skridtet videre i bestræbelserne på at producere flere fjerkræ med mindre arbejdsindsats. De havde nemlig for længst taget rugemaskiner og kyllingemødre i anvendelse, ligesom de også fodrede med fabriksfremstillet foder.
I starten af 1950’erne startede man et projekt på Vildtbiologisk Station op, hvor man ville forsøge at overføre fjerkræavlens opdrætsmetoder til fasanopdrættet. Resultaterne af disse forsøg, med det man dengang kaldte “de moderne opdrætsmetoder”, blev offentliggjort i 1954 i et nummer af Danske Vildtundersøgelser, med titlen “Nogle retningslinjer for fasanopdræt”.
I de efterfølgende år gik alle, som havde med fasanopdræt at gøre helt eller delvis over til at benytte “de moderne opdrætsmetoder”, hvilket stadig praktiseres i dag, hvor stort set alle fasankyllinger udruges i en rugemaskine.
Det var tidligere helt normalt at stort set alle jagtvæsener i Danmark indfangede voksne fasaner (avlsfugle) i vintermånederne. Disse indfangede fasaner var primært fugle, som var udsat foregående sæson, og skulle bruges til at producere den næste årgang af fasankyllinger, der så skulle udsættes på reviret i løbet af sommeren.
I dag går flere og flere jagtvæsener væk fra at indfange avlsfugle. Det har aldrig været en god ide at avle igen og igen på de samme individer, men den væsentligste årsag er nok mere, at man har erfaret, at den økonomiske besparelse ved at opdrætte egne fasankyllinger, i forhold til at få leveret sunde fem til seks ugers og udsætningsklare fasankyllinger, er meget lille. Når man sammenholder den lille fortjeneste med den store investering og ikke mindst risikoen (sygdom i opdrættet o.lign.) ved eget opdræt, er dette formentlig hovedårsagen til, at der ikke findes mange jagtvæsener tilbage i Danmark, som opdrætter deres egne fasaner.
I dag bliver de fleste fasankyllinger opdrættet af fjervildtopdrættere i Danmark og i udlandet.