Parasitter - Endoparasitter

Blindtarmsorm - Heterakis spp.
Disse orm lever, som navnet siger, i fuglenes blindtarme. De er isoleret fra det meste af verden, men den præcise frekvens hos fugle i vildtopdrættet kendes ikke. Der er tale om små hvide orm på op til 1-1,5 cm.
Ormen giver som regel ingen symptomer hos de angrebne fugle, men Heterakis gallinarum er mellemvært for Histomona, som kan give Blackhead hos kalkuner og Histomoniasis hos fasaner. (se under protozoer - Blackhead).
Ved udbrud af Histomoniasis er det derfor nødvendigt at overveje ormebehandling samtidig med den egentlige behandling af histomona protozoen.
Spoleorm
Spoleorm findes i forskellige typer hos fasaner. Den hyppigst forekomne er Ascaridia galli, som ses i tyndtarmen hos flere hønsearter. Ormen har ikke stor betydning, men kan ved højt smittepres forårsage nedsat trivsel, nedsat tilvækst og evt. diarre. Ormen har en direkte livscyklus (dvs. ingen mellemværter), og fuglene smittes ved direkte optagelse af ormeæg udskilt fra inficerede fugle.
Smitte sker derfor specielt under dårlige hygiejneforhold, hvor fuglene har direkte kontakt med andre fugles afføring. Efter udskillelsen fra hunormen i fuglens tarmkanal, gennemgår larven i ægget en udvikling og kan efter 2-3 uger klækkes i en fugls tarmkanal, hvorefter en ny orm udvikles. Optages ægget inden denne “modning” er færdig, udvikles ingen orm. Æggene er utrolig modstandsdygtige over for ydre påvirkninger. De kan overleve i op til 1 år og er også meget modstandsdygtige over for desinfektionsmidler. Ormene er følsomme for en lang række af ormemidler.
Hårorm - Capillaria spp.
Hårorm repræsenteres med mindst 5 arter hos fasaner i Danmark. De har navn efter deres form, som er karakteriseret ved at være meget tynd og en længde ca. 1-2 cm.
De forskellige typer snylter forskellige steder i mavetarmsystemet. Hver art på sin specifikke del af mavetarmsystemet (kro, spiserør, tyndtarm, tyktarm og blindtarm). Der ses både direkte og indirekte livscyklus hos disse orme. De arter, som har indirekte livscyklus, udnytter regnormen som mellemvært. Alt efter type af orm ses symptomer som diarre, utrivelighed, afmagring, nedsat æglægning og blodmangel. Der ses ofte øget dødelighed i en flok fugle inficeret med hårorm. Ormene er følsomme for en lang række ormemidler.
Gapes - luftrørsorm - Syngamus trachea

Sygdom som følge af infektion med Syngamus trachea er ret almindelig hos både fasaner og agerhøns. Ormene er meget karakteristiske og findes i fuglenes luftrør, hvor de ved deres tilstedeværelse delvis blokerer for vejrtrækningen. Hunnen, som er ca. 10 - 30 mm. lang, sidder fasthæftet med munddelene, hvorigennem den suger blod. Fasthæftet på hunnen sidder den noget mindre han (op til 5 mm.), så de to orme tilsammen danner et Y. De æg, som produceres af hunnen, hostes op i svælget på fuglen, hvorfra de synkes til tarmkanalen og udskilles med gødningen.
Den videre udvikling kan herefter følge forskellige ruter. I enkelte tilfælde kan æg eller larver optages direkte af en ny fugl, men det mest almindelige er dog, at videre smitte sker via en transportvært. Vigtigste transportvært er regnorme, men også forskellige snegle og insekter kan optræde som transportværter. De optager æg/larver, som herefter kan overleve i årevis “gemt væk” i disse dyr. Der vil derfor være meget stor fare for infektion med Gapes ved opdræt på samme jordbund år efter år (en regnorm kan leve ca. 8 år).
Fugle, som rammes af luftrørsorm, optræder typisk med åndenød og åbent næb (heraf navnet Gapes). Fuglene hoster og står med hoved og hals strakt frem for at lette vejrtrækningen. Første symptom er som regel, at der høres spredt hoste, efter at fuglene har været urolige. Ved massive infektioner dør fuglene af kvælning. Gapes behandles med forskellige typer af ormemidler, som enten kan blandes i foder eller opblandes i vand.
En lille kommentar. Efter min mening hører Gapes til en af de sygdomme, som rent faktisk kan true muligheden for i fremtiden at sætte fasaner ud i naturen. Det skyldes ikke så meget selve sygdommen, som den måde en (heldigvis lille) del jægeren vælger at løse problemet på. Der går historier om, at fugle som smittes med gapesormen efter udsætning, medicineres med ormemidler ude i naturen. En sådan medicinering er pt. ikke lovlig, og selv om al fornuft siger at den burde være det, er det en overtrædelse af gældende dansk og europæisk lovgivning. En sådan medicinering mod Gapes kan, ud over bøder til den ansvarlige (også dyrlæge) således resultere i, at den ejendom der lægger jord til (uanset om det er ejer eller jagtlejere der gør det), kan miste en del eller hele sit EU tilskud (Lovteknisk; en bevist overtrædelse af krydsoverensstemmelses regler). Indtil videre er det altså vigtigt at Gapes problematikken løses ved ændrede udsætningsstrategier og ikke ved ulovligheder.
Udsætning kan ikke forventes støttet af politikkerne, hvis ikke det kan ske på baggrund af lovlige metoder. Stå sammen og bekæmp disse lovbrydere.