Vi jægere sætter lige så meget pris på den smukke natur og dens alsidighed som en ornitolog, en ikke-jæger, eller et bymenneske som blot elsker at komme ud og færdes i naturen i weekenden. Vi nyder alle godt af vores fælles natur, og nogle af højdepunkterne kunne f.eks. være, når vi får muligheden for at se en kæmpefugl som havørnen, med et vingefavn på mellem 2 og 2,5 meter. Eller ser og oplever hvordan en duehøg kommer susende i meget høj fart, ind mellem tætte stammer, hvor den kæntrer så meget, at vingerne i et kort øjeblik er i en næsten lodretstående stilling, inden den med usvigelig sikkerhed slår en fugl. For ikke at glemme ræven, hvis vi på tæt hold oplever hvor snu og snedigt den er, eller bliver bekendt med dens særdeles gode og veludviklede jagtteknik.
Lige så fascineret vi jægere kan blive af prædatorer, ligeså indædt modstandere af disse kan nogle også blive, når en duehøg har kastet sig over deres fasanudsætning, eller der i løbet af natten har været et ugleangreb på udsætningspladsen.
Uanset hvordan vi vender og evt. fordrejer sandheden, kan vi ikke komme uden om, at en udsætningsplads i naturen, hvor flere hundrede seks ugers fasankyllinger render pippende rundt, på ingen måde er en naturlig forekomst.
Vi jægere skal acceptere prædatorenes eksistens og tilpasse os derefter. Der skal en holdningsændring til, og en metode til at gøre dette, kunne være at kalkulere med et tab - altså en øget omkostning - når vi udsætter fasaner i naturen.
Hvis vi på en udsætningsplads tidligere har udsat f.eks. 500 stk. fasankyllinger, og vi gennem de sidste par år har erfaret, at musvågen, duehøgen, ræven eller andre prædatorer, har slået eller taget ca. 50 af disse, kunne man jo i stedet for udsætte 50 mere.
Ved denne manøvre han man indlagt den “ekstra omkostning” det koster, når der udsættes fasankyllinger på denne udsætningsplads. Det koster selvfølge lidt mere, men det er den kalkulation, man bør benytte for at man senere kan have ca. 500 stk. fasaner til afskydning, selvom musvågen, duehøgen, ilderen eller andre prædatorer har taget for sig af retterne.
Desværre kan man ikke isoleret set løse problemet ved blot at udsætter lidt ekstra fasaner. Den uro der bliver på udsætningspladsen hver gang en duehøg eller en anden rovfugl har slået eller forsøgt at slå en fugl, kan ikke erstattes af ekstra udsatte fasankyllinger. Gentagne angreb fra f.eks. duehøgen kan i værste fald få de udsatte fasaner til at forlade udsætningspladsen.
De udsatte fasankyllinger bliver skrækslagne ved hvert eneste rovfugleangreb, hvorfor en “dårlig” udsætningsplads med mangelfuld dække og skjul risikerer at blive tømt for fasankyllinger. Dette sker ikke fordi rovfuglene slår og æder alle de udsatte fasankyllinger, men fordi fasankyllingerne simpelthen ikke tør at blive i og omkring udsætningspladsen, og derfor vil forlade den.
Derfor er bla. dække og skjul forskellige steder på udsætningspladsen af afgørende betydning. Udsætter man fasankyllinger på revirer, hvor tilstedeværelse af rovfugle er stor i den periode, hvor fasankyllingerne gerne skulle holde sig til de engelske volierer, er det jagtligt nytteløst at udsætte dem her, hvis man ikke sikrer, at der på pladsen er god dække og skjul til de udsatte fasankyllinger.
Det store tab af fasankyllinger på udsætningspladsen er ikke de få fasankyllinger, som rovfuglene tager på udsætningspladsen, men derimod følgeskaderne af den uro “angrebene” skaber.
“Angreb” i mørke fra f.eks. ugler bevirker at fasankyllingerne bliver så skræmte, at de forlader deres nattesæder og lander på jorden tæt ved. Hvis nattesæderne er for tæt på volierehegnet, som omkranser den engelske voliere, lander fasankyllingerne måske udenfor volierehegnet, og hvis ikke ræven finder fasankyllingerne siddende på jorden udenfor den engelske voliere samme nat, kan det være at andre rovdyr finder dem.
Derudover kan man miste en del af de fasankyllinger, som sidder udenfor den engelske voliere, hvis de ikke er stærke nok (sunde og fuldfjerede), hvilket kan skyldes, hvis det både er koldt og regner den pågældende nat, hvor angrebet sker.
Jeg nævner i vilkårlig rækkefølge nogle af de mest omtalte rovfugle og rovdyr, som nævnes som en mere eller mindre “trussel” mod fasankyllinger, mens de går i den engelske voliere. Desværre bliver nogle prædatorer opfattet som en “trussel” uden på nogen måde at være det.