Projekt "afskydningstal"

Det behøver ikke som i tidligere undersøgelser, at koste flere hundrede tusinde kroner at indsamle viden om fasaners overlevelsesgrad, udvandring eller afskydningstal på et revir. Et sådant projekt fik jeg lov til at følge tæt i nogle år, da man et sted på Sjælland udsatte en jagtfasan med en meget speciel farve, og derfor nemt kunne kendes fra de andre jagtfasaner.
Det som gjorde projektet særdeles interessant var, at det 1.500 store jagtrevir var opdelt i ni mindre jagtrevirer, som alle var ejet af én jordbesidder.
Derfor blev alle afskydningstal på de ni revirer de efterfølgende år indberettet til jordbesidderen, hvilket gav os en unik mulighed for at analysere afskydningstal, ind- og udvandring m.m.
Fakta om projektet:
Et sted på Sjælland, blev der i 2013 udsat 2.200 jagtfasaner på et revir, som vi kaldte “forsøgsreviret”.
Forsøgsreviret var ét af ni jagtrevirer i et sammenhængende område på ca. 1.500 hektar, og lå i midten af det store revir, omringet af de andre otte jagtrevirer, som tilsammen omkransede og stødte op til “forsøgsreviret”.
De 2.200 udsatte fasaner på “forsøgsreviret”, var nemme at kende på deres specielle farve, hvorfor vi i projektet kaldte dem de “sorte fasaner”. Vi var også bekendt med, at der indenfor en radius af ca. 15 km til “forsøgsreviret”, ikke blev udsat fasaner med denne specielle farve.
Biotopen i “forsøgsreviret” var optimal, og fasaner og terræn blev passet af en professionel skytte, som kunne sit håndværk. På de otte naborevirer til “forsøgsreviret”, blev der i et vist omfang også udført revir- og biotop pleje.
I jagtåret 2013, hvor der blev udsat 2.200 sorte fasaner på “forsøgsreviret”, blev der her i samme jagtår skudt og opsamlet 946 sorte fasaner - svarende til 43%. Derudover blev der også på “forsøgsreviret”, skudt og opsamlet 418 røde fasaner.
Vi antog, at samtlige 418 røde fasaner kom fra de otte naborevirer, da der ikke var registreret nogle nævneværdige “vilde” fasankuld, hvor fasankyllingerne var mere end 4-5 uger gamle, henover sommeren på “forsøgsreviret”, ligesom der kun var et fåtal af røde fasaner tilbage fra udsætningssæson 2012.
Udfra dette kunne vi regne os frem til, at det samlede afskydningstal af sorte og røde fasaner på “forsøgsreviret” i udsætningsåret blev på hele 62%.
I samme udsætningsår blev der på de otte naborevirer skudt og opsamlet 355 af de på Forsøgsreviret 2.200 udsatte sorte fasaner, hvilket svarer til ca. 16%.
I jagtåret 2014, blev der på “forsøgsreviret” skudt og opsamlet 66 af de i 2013 udsatte 2.200 sorte fasaner - svarende til 3%.
I jagtåret 2014 blev der på de otte naborevirer, skudt og opsamlet 33 af de i 2013 på Forsøgsreviret 2.200 udsatte farvede fasaner, hvilket svarer til 1,5%
I jagtåret 2015, blev der på “forsøgsreviret” skudt og opsamlet nogle få af de i 2013 udsatte 2.200 sorte fasaner - svarende til langt under 0,5%
I jagtåret 2015 blev der på de otte naborevirer, ikke skudt eller opsamlet nogen af de i 2013 på “forsøgsreviret” 2.200 udsatte farvede fasaner.
Ud fra projektets resultat, egne og andre skytters erfaringer med større udsætning og afskydninger af fasaner, kan man komme frem til nogle retningsgivende procentsatser. Men man kan ikke på nogen måde bruge resultatet som et endeligt og videnskabeligt faktum.

Udsætter man fasaner på et passende stort revir:
- Hvor naboerne ikke udsætter fasaner.
- Hvor der er gode udsætningssteder samt gode såter.
- Hvor biotopen er tilrettet fasanudsætningen.
- Hvor reviret og udsætningen bliver passet og plejet af erfaren fuldtidsskytte.
Bør man normalt kunne skyde og opsamle ca. 40-45% af de udsatte fasaner.
Udsætter man fasaner på et passende stort revir:
- Hvor de omkringboende naboerne tilsammen udsætter lidt flere fasaner, end man selv gør.
- Hvor der er gode udsætningssteder samt gode såter.
- Hvor biotopen er tilrettet fasanudsætningen.
- Hvor reviret og udsætningen bliver passet og plejet af erfaren fuldtidsskytte.
Bør man normalt kunne skyde og opsamle ca. 50-60% af de udsatte fasaner.
Udfra projektet kan man også udrede, at udsatte fasaner sjældent bliver mere end 2,5 år gamle.