Skip to main content

Sammensætning af avlshold

Om man vil sammensætte sine avlsfugle i et hold med 1 fasankok til 5,6,7,8,9 eller 10 fasanhøner, er afhængig af hvad man selv tror på eller har erfaring med fra tidligere. Jeg har ikke kendskab til nogen endegyldig dokumentation for, hvilken sammensætning som er bedst, da en god og sund fasankok sagtens kan klare et harem på 10-12 fasanhøner.

Om man vælger at ét avlshold skal bestå af 1 fasankok og syv fasanhøner, 2 fasankokke og 14 fasanhøner, eller som jeg i en årrække foretrak, 3 fasankokke og 21 fasanhøner i samme voliere, har ikke den store betydning for befrugtningsgraden. Det skulle da lige være, hvis man var så uheldig, at der på det lille avlshold (1 fasankok og 7 fasanhøner) var blevet tilsat en fasankok som var steril, eller på anden måde fraveg fra en fasankoks almindelige adfærd.

Man kan også sammensætte større avlshold, bestående af f.eks. 7 fasankokke og 50 fasanhøner eller måske 8 fasankokke og 60 fasanhøner, som nogen foretrækker.

Uanset hvordan man sammensætter sine avlshold, er størrelsen på volieren (i forhold til antal avlsfugle) samt berigelse i form af masser af nåletræer, nattesæder, redeskjul, mange kroge og hjørner, rigeligt med vand og foderautomat m.m., betydelig vigtigere end størrelsen og sammensætningen af et avlshold.

Tiltag som sikrer en øget trivsel og daglig beskæftigelse for avlsfuglene, kan aldrig blive for meget.