Med en placering udenfor såten, kan jeg faktisk “styre” klapperkæden, og ikke at forglemme mine stop-klappere, så jeg kan sikre, at alle jagtgæsterne får fasaner ind over sig. Hvis jeg selv var en del af drevet i såten, ville jeg ikke have det samme overblik over fasanernes flyvning, hvor de lettede fra, eller hvilke jagtgæster de fløj ind over.
Som nævnt i et andet afsnit i bogen kan vinden på dagen være en medspiller eller en modspiller, og ved min placering udenfor såten kan jeg “styre” klapperkæden, ved at vinkle den anderledes, så vi får så mange fasaner som muligt til at lette op imod vinden, hvilket kan give fantastiske fasaner ind over skyttekæden.
Uden for såten er det også muligt se, hvor mange fasaner som stikker hovederne frem på fronten, og derved stoppe klapperkæden, og sende klapperchefen eller en spanielmand frem og lette disse fugle på fronten, så det ikke ender med at hele fronten “eksploderer i fasaner” til sidst.
Afhængig at såtens størrelse og udformning m.m., sker det selvfølgelig også, at jeg bruger klapperne (drevet) til at presse fasanerne frem i såten, hvorefter jeg selv går ind med (eller uden) min spaniel og letter fasanerne. Sidder der rigtig mange fasaner på fronten, går jeg kun ind i såten med en stok og letter fasanerne ved at slå på buske o.lign.
Fordi jeg primært har valgt at placere mig udenfor såterne når disse drives, skal dette på ingen måde opfattes som værende det eneste rigtige eller bedste sted at stå under en jagtafvikling.
De fleste skytter vælger at være en del af klapperkæden (drevet) dagen igennem, og på den måde kan man også sige, at skytten får drevet såten, præcis som han vil, da han mere eller mindre selv laver en del af drivearbejdet. Men når skytten selv deltager i klapperkæden (drevet), har han/hun ikke muligheder for at se, hvordan f.eks. stopklapperne står placeret i forhold til såten. Står de for tæt på eller for langt fra såtens hjørne? Skytten har heller ikke mulighed for at se, hvor meget “pres” der er på fronten, dvs. hvor mange fasaner som har klumpet sig på fronten. Derved kan fasanerne komme til at lette som en stor buket, så skyttekæden kun kan nå at skyde til få af dem.
Hvis skytten ikke er med i klapperkæden (drevet), kan han placere sig som forsøgt illustreret på ovenstående billede (figur 1.). Skytten kan fra sin placering se, hvor mange fasaner (de hvide pile) der bliver presset frem i opfløjszonen. Når skytten mener, at der er nok fasaner fremme, kan han stoppe klapperkæden (drevet) og selv løbe frem og lette fuglene i opfløjszonen. Når de fleste af fasanerne i opfløjszonen er lettet, trækker skytten sig tilbage igen, og klapperkæden (drevet) presser flere fasaner frem osv.
Figur 2. viser, hvor jeg foretrækker at stå placeret. Her har jeg kontakt til skyttekæden og stopklappere via walkie, og kan “styre” og evt. stoppe klapperkæden (drevet), hvis nogle af jagtgæsterne løber tør for patroner osv. Jeg får hele tiden meldinger fra mine stopklappere, og specielt den stopklapper, som kan kigge ind i såten, holder mig hele tiden orienteret om, hvor mange fasaner, der presses frem i opfløjszonen. Når der er tilpas mange fasaner her, kan jeg fra klapperkæden (drevet) sende én eller to mand frem, med eller uden deres spaniels - og stille og roligt få lettet fasanerne. Når der er ved at være tomt for fasaner i opfløjszonen, går de personer, som lige har lettet fasanerne her tilbage til klapperkæden, hvor de er med til at skubbe endnu flere fasaner frem på fronten.
Hvis man vælger den metode jeg foretrækker, hvor jeg “styrer” en klapper-chef via en walkie, som så styrer resten af klapperkæden, mens jeg selv står udenfor såten og observerer, kræver dette, at man tør give andre et ansvar. Disse personer skal have tid til at lære at udfører opgaven - ligesom man selv vil have gjort. I starten kan det ikke undgås, at der sker misforståelser, men da ingen som udgangspunkt laver fejl med vilje, skal man blot arbejde på, at disse fejl ikke gentages.
