Spurvehøg

Spurvehøgen minder om duehøgen blot i en mindre udgave Den yngler i hele Danmark og findes typisk i skoven, men den er ikke ukendt i villakvarterer, hvor der er mange småfugle. For at spurvehøgen kan praktisere sine overraskelsesangreb, kræves der buske og træer, som der er i villakvartererne.
Risiko:
I forbindelse med vores engelske voliere/udsætningspladser kan spurvehøgen lave lidt ballade, uden at denne skadelige virkning på nogen måde kan sammenlignes med duehøgens. Jo “dårligere” udsætningspladsen er, desto større skade kan spurvehøgen lave. Den er lynhurtig, når den sætter sit overraskelsesangreb ind, og specielt hunnen som er betydelig større end hannen, kan tage de udsatte fasankyllinger. men holder sig fra voksne fasaner.
Jeg har erfaret at spurvehøgen ofte slår fasankyllinger som løber langs ydersiden af volierehegnet for at komme ind i den engelske voliere igen. Derfor kan vigtigheden af gode og funktionelle sluser mange steder i den engelske voliere ikke fremhæves nok.
Drabet og fødeindtag:
Spurvehøgen sætter sine fanger i byttet og punkterer lunger m.m., og klemmer livet ud af byttet. Da spurvehøgen ikke er så stor som duehøgen, kan den godt finde på at sætte en af sine fanger i hovedet, da den derved hurtigere får slået fasanen ihjel. Når den har slået en hønsefugl, går den primært efter kødet på hals, ryg og siderne af denne, da dette kød er specielt fedtholdigt.
Den efterlader normalt hovedet, kråsen, tarmene, vinger, fødder og fjer samt skelettet. Den kan også finde på at æde dele af skelettet/knoglerne for at forsyne sig med calcium. Karakteristisk for spurvehøge er at de æder fasanen på en bestemt måde. Den plukker først svingfjerene af den, så de efterladte vinger ligner “grill-kyllingevinger” fra grillbaren.
Bliver spurvehøgen forstyrret, mens den æder sit bytte, er det ikke sikkert at den vender tilbage til det nedlagte bytte, modsat musvågen som er kendt for gang på gang at vende tilbage til byttet, selvom den er blevet forstyrret.
Bekæmpelse:
Da alle rovfugle i Danmark er fredet, er der ikke nogen jagtlig mulighed for en regulering. Brug derfor så mange af de gængse afværgeredskaber mod rovfugleangreb som muligt.