Da tamhøns normalt er meget stationære, håber man at fasankyllingerne derved også bliver på udsætningspladsen, indtil de skal fodres videre ud i de forskellige såter.
Nogle vælger at indsætte haner af tamhøns, primært fordi de er billigst i anskaffelse, men også fordi man mener, at deres flokinstinkt og adfærd, i forhold til at passe på en større flok er mere udpræget end hos hønsene. Gode resultater er dog også opnået ved at have en blanding af haner og høner af tamhøns gående på udsætningspladserne.
Det bedste ville være, hvis de indsatte tamhøns bestod af voksne fasanhøner, som udover at have samlet livserfaring, også ville være i besiddelse af flere naturlige anlæg i forbindelse med pasning af fasankyllinger. Dette er selvfølgelig prøvet og kan desværre ikke lade sig gøre, da voksne fasaner på ingen måde er håndterbare (læs tamme), ligesom de vil fjerne sig fra den kunstige varmekilde i opdrættet, og derved trække de små fasankyllinger med sig. Da den voksne fasan kun kan have et begrænset antal fasankyllinger under og omkring sig, kan de desværre ikke implementeres i det moderne storopdræt.
Det er vigtigt at tamhønsene er anskaffet fra godkendte opdrættere, da dette mindsker risikoen for sygdomme m.m.
Der bør minimum indsættes to tamhøns pr. udsætningsplads, og om man vælger at indsætte én eller to tamhøns for hver 100, 200, 300 eller 400 stk. fasankyllinger er en smagssag, men jo flere tamhøns som kan advare mod rovtøj o.lign., desto bedre.
Der er nemt at se, hvor godt fasankyllingerne er præget på tamhønsene når de lukkes ud i den engelske voliere, da fasankyllingerne vil flokkes om tamhønsene, såfremt de er godt præget.
Om vildtopdrætteren skal indsætte tamhøns af racen hvid Italiener, dværghøns, perlehøns, hybrider eller andre racer, er der delte meninger om, da alle har hver deres favorit. Nogle racer er mere vagtsomme end andre, nogle er mere larmende mens andres fjerdragt falder mere ind i naturen. Perlehøns er faktisk ret sjove at skyde til på jagterne, og en dværghøne, som vælger at flyve fra såten mod udsætningen, kan også skabe meget morskab i jagtselskabet - ikke så meget for den jæger som skyder dværghønen, men mere for alle hans jagtkammerater.
Allerede i opdrættet, dvs. før man modtager sine 6 ugers fasankyllinger, bør de udsatte fasankyllinger have lært at tage nattesæde på pinde eller i træer. For at få alle de udsatte fasankyllinger til at søge nattesæde i træerne fra første dag, de er udsat i den engelske voliere, er det en god ide at indsætte de medbragte tamhøns i mindre bure, som umiddelbart før solnedgang hænges op i træerne. Ved solopgang nedtages burene med tamhøns igen og sættes på jorden i den engelske voliere.
Tamhønsene skal som tidligere nævnt være 2-3 uger ældre end de daggamle fasankyllingerne, og hensigten er, at de skal virke som moderdyr, alarmklokke og samlingspunkt for flokken. Specielt i dagene efter udsætningen skal de lære fasankyllingerne at flyve op i træerne før solnedgang - også kaldet at gå til nattesæde.
Tamhønsene skal placeres i hvert sit bur på udsætningspladsen, og der skal selvfølgelig være ordentlige forhold til tamhønsene, da de skal tilbringe nogle dage i burene. I hvert bur skal der være rigelig med plads, som f.eks. minimum H:50cm. B:50cm. D:50 cm. Derudover skal der være adgang til frisk vand og føde. Buret skal i dagtimerne, hvor det står på fodersporet, og i nattetimerne hvor det hænger på en krog i et træ, være indrettet på en sådan måde, at de indsatte tamhøns altid vil være beskyttet mod sol, vind og regn.
Når der er ro på udsætningspladsen, og jeg ved de daglige tilsyn og fodring af fasankyllingerne, kan se at fasankyllingerne er godt præget på tamhønsene, hvilket de viser ved at samles om burene, åbner jeg først det ene bur (om morgenen). Hvis der efter de næste par dage stadig er ro på pladsen, lukker jeg og de andre tamhøns ud af deres bure.
Nogle vælger at lukke tamhønsene fri sammen med fasankyllingerne på udsætningsdagen, og bruger derfor ikke bure, mens andre vælger at sætte en eller to af tamhønsene i bur, mens resten af tamhønsene færdes frit sammen med de udsatte fasankyllinger. Jeg har altid ventet med at slippe tamhønsene fri sammen med fasankyllingerne, indtil jeg var sikker på, at der var ro på udsætningspladsen. Hvis der er uro på udsætningspladsen, og tamhønsene ikke vil være der, er det 100% sikkert, at de udsatte fasankyllinger heller ikke vil være på udsætningspladsen, da de følger tamhønsene.
Om man skal fjerne de udsatte tamhøns umiddelbart før fasanjagterne afvikles, eller om man skal lade dem gå sammen med fasanerne på reviret gennem hele jagtsæsonen, er der også delte meninger om. Hvis man forudsætter at fasanerne er godt præget på de udsatte tamhøns, kan man ikke udelukke muligheden for, at effekten (søgningen til tamhønsene) mere eller mindre varer ved, indtil fasankyllingerne bliver selvstændige i 12 ugers alderen. Hvor stærke bindinger der er mellem en opdrættet fasan i 11-12 ugers alderen, og indtil den bliver udfarvet i ca. 20 ugers alderen - er mere tvivlsomt.