Den samme fasankok indtager som hovedregel det samme territorium år efter år, hvor han ved skogren, poseren og med den nødvendige aggressive adfærd forsvarer ethvert forsøg på indtrængen fra nogen anden fasankok.
Den enkelte fasankoks territoriestørrelse vil altid være afhængig af bestandstætheden, og specielt hvor mange fasankokke der står på reviret. Derfor er der ikke noget facit for, hvor stort en fasankoks territorium er.
Man undersøgte engang territoriestørrelsen for fasankokke på Kalø, og her kom man frem til at det kunne være fra 2 til 20 ha. Man har lavet en tilsvarende undersøgelse i England, hvor resultatet blev, at man fandt frem til at der på 100 ha, fandtes 14 territoriehævdende fasankokke, hvilket giver et gennemsnitlig territorieområde på ca. 7 ha pr. fasankok.
Det er ikke alle fasankokke, som etablerer et territorium, og man anslår (hvordan man så har udregnet dette) at ca. 75% af samtlige fasankokke, som er klækket året før, ikke får tilkæmpet sig et territorium, selvom de er kønsmodne. Omvendt kan man sige, at det kun er ca. 25% af de yngste fasankokke, som får tilkæmpet og etableret sig et yngleterritorium. Ovenstående procentsatser er dog meget afhængige af bestandstætheden og forholdet mellem yngre og ældre fasankokke, ligesom der i de opgivne procentsatser formentlig ikke er taget højde for den årlige høje dødelighed blandt voksne fasaner.
Man anslår at ca. 90% af kokkene i en vild bestand, opholder sig hele livet i det område, hvor de er kommet til verden, og man formoder at tallene og procentsatserne er nogenlunde de samme for nyligt udsatte fugle. Når de ældre fasankokke senere på sæsonen slapper lidt mere af og bliver mindre ivrige, får de unge fasankokke lidt mere albuerum.
Generelt kan man sige, at de fleste unge fasankokke lever en afslappet og ret passiv tilværelse gennem hele sommeren i deres første leveår. De forsøger selvfølgelig at tilkæmpe sig et territorium i foråret efter de er klækket, men er modstanderen en ældre fasankok, trækker den unge fasankok sig hurtigt.
Gennem vinteren opholder fasanhønerne sig sammen i små flokke, og når yngletiden begynder i marts-april måned, ophæves dette kollektiv, og hønerne finder hvert et aktivitetsområde, som de holder sig indenfor.
Selvom kollektivet er ophævet, kan fasanhønerne sagtens opholde sig i områder, som rækker sig ind over andre fasanhøners område. Dette kan lade sig gøre, fordi fasanhønen på ingen måde er territoriehævdende.
Fasanhønens aktivitetsområde er generelt noget større end fasankokkens, ligesom dens aktivitetsområde kan ligge på tværs af flere kokkenes territorier. Fasanhønens aktivitetsområde kaldes i fagsprog en “home range”.
Fasanhønen færdes betydeligt mere frit end fasankokken, og kan sagtens forlade en fasankoks territorium, uden at fasankokken følger efter, dvs. kokken følger hønen lige til grænsen af sit territorium, men ikke længere.
De fasanhøner, som har et aktivitetsområde indenfor en fasankoks territorium, vil altid blive kurtiseret af ham, uden hun nødvendigvis bliver ved hans side.
Når yngletiden er overstået, og fasankokkene ikke er territoriehævdende længere, kan der på det samme revir stå betydelig flere fasankokke end i selve yngletiden. Dette er ret praktisk planlagt fra naturens side, da der jo altid efter en ynglesæson vil være endnu flere fasaner på reviret. Det er derfor vigtigt, at man ikke udsætter voksne fasaner på reviret, før ynglesæsonen er overstået.
Er reviret et godt fasanterræn, er der formentlig også mange høner på reviret, og man vil i det tidlige forår kunne se en særdeles flot og vagtsom fasankok gå og fouragere sammen med et antal fasanhøner, som han betragter som sit harem.
Der vil som nævnt altid være nogle fasankokke, som ikke får indtaget et territorium, hvilket primært vil være yngre, skadede eller svage individer. De flakker rundt og kan lave en del uro på reviret. Det er naturens måde (Darwins Evolutionsteori) at udskille de “svageste”, eller dem som er i besiddelse af uønskede arveanlæg, som naturen på denne måde ikke giver mulighed for at videreføre arten.