Skip to main content

Udfodring til en såt

Det giver ingen mening at fodre fasanerne ud i såterne for tidligt, da det ikke tager mange dage at fodre den der ud. Og når de først står i såterne, rykker deres grænser for hvor de færdes, længere ud i terænnet

Det første år jeg arbejdede professionelt med fasaner, frygtede jeg lidt, når de senere skulle fodres ud til de forskellige såter. Min frygt for denne udfodring blev gjort til skamme, da det slet ikke var så svært endda.

Forberedelserne til dette starter allerede ved planlægningen af de forskellige vildtagre, hvor et majsbælter kan erstatte evt. manglende levende hegn eller andre naturlige ledelinjer.

Man skal endelig ikke have for travlt med at trække fasanerne ud til såterne, da det gælder om at holde fasanerne i og omkring den engelske voliere så længe som overhovedet muligt. I den forbindelse er jeg tit blevet spurgt om, “hvornår skal man åbne hegnet til den engelske voliere”.

Svaret giver næsten sig selv, da hegnet ikke er der for at holde de udsatte fasaner indelukket (på nær lige umiddelbart efter udsætningen), men derimod for at forhindre at firbenede dyr kan komme derind. De udsatte fasaner kan, fra den dag de bliver udsat, nemt flyve ud over hegnet, men da de gerne vil ind til de andre fasaner, kommer de hurtigt tilbage på den “rigtige” side af hegnet gennem de gode sluser, man har lavet.

På et tidspunkt vil der stå mange fasaner udenfor den engelske voliere, når man kommer for at fodre. Jeg plejer at åbne hegnet, hvis ca. halvdelen af fasanerne står udenfor volierehegnet, når jeg kommer for at fodre.

Jo længere tid man kan holde sine fasaner i den engelske voliere desto bedre, og det tager ikke mange dage at trække sine fasaner ud i såten. Har man først trukket fasanerne ud i såten, skal man være klar over, at de nu udforsker omverdenen med udgangspunkt fra såten, hvorfor en daglig inddrivning kan være nødvendigt.

Når man skal fodre sine fasaner fra udsætningspladsen og ud til en såt, skal man fodre lidt på selve udsætningspladsen, mens man laver et foderspor fra udsætningspladsen og ud til såten (via ledetråden). Man fodrer selvfølgelig også lidt ude i såten. Når fasanerne først har fundet såten, fodres der kun lidt i udsætningen og resten spredes i selve såten, mens man stopper fodringen på fodersporet til såten. I såten spredes foderet så meget som overhovedet muligt, for at holde fasanerne beskæftiget hele dagen.

Selvom alle fasanerne har fundet ud til såten, spreder jeg altid lidt foder på udsætningspladsen, eller der hvor fasanerne holder til, når de vender tilbage fra såten sent om eftermiddagen.

Mange gør den fejl, at de begynder at fodre fasanerne fra udsætningspladsen og ud til såten alt for tidligt. Jo senere på året man får fasanerne ud i såten, desto bedre. Når fasanerne først har udvidet deres bevægelsesområde helt ud til såten, er der måske ikke så langt over til naboen, som altid har frisk foder stående i fodertønder meget tæt på skellet.

Øverst ses hvordan man kan lave et foderspor, som forbinder den engelske voliere (udsætningen) med selve såten, hvor fasanerne skal lettes fra på jagterne. Det er tydeligt at se, hvordan de to levende hegn fungerer som ledetråde.

Hvis man har etableret majsbælter som ledetråde, skal man umiddelbart før de første fasanjagter afholdes, køre ca. 1/3 af majsbælterne, (som vender mod skoven og udsætningspladsen) ned. Nogle vælger at knuse majsene med maskine, men jeg er mere tilhænger af at køre dem ned med bilen, så fasanerne dagligt kan bruge noget af tiden på at pille i majsene. De kan bruge lang tid på at komme helt ind til majskolberne og den eftertragtede majs.

I dagene op til en jagtdag, er det altid en god ide at supplere fodringen med en nedkørt majsstribe. Gøres dette skal man tage højde for det i doseringen af den daglige fodring.