Skip to main content

Vælg den rigtige fasanrace

Hvis man tror at en fasan er en fasan, og det er ligegyldigt, hvilken fasanrace eller rettere hvilke blandinger som ligger bag den jagtfasan, man overvejer at købe og udsætte på reviret, tager man grusomt fejl. Når man tænker på hvor meget tid vi jægere normalt bruger på at undersøge tilbud på våben, optik, gear og grej, er det forbavsende lidt tid man bruger på at undersøge omkring jagtfasanen. Har de fasankyllinger, man overvejer at bestille hos vildtopdrætteren, nu også de egenskaber som “passer” til den jagtform og det revir, hvor man vil udsætte dem?

Hvis man i et jagtkonsortium stiller spørgsmålet: -“hvilken fasanrace er det I har udsat på reviret i år”, er det de færreste, som kan svare på dette. Jagtkonsortiet ved selvfølgelig, hvor de har bestilt og købt fasankyllingerne, hvornår de er udsat, samt hvor meget de har betalt for dem. Men hvilke blandinger af fasanracer der ligger bag den leverede fasankylling, aner de fleste intet om.

Spørgsmål:

  1. Hvilken fasanrace eller hybrid er det I har udsat..?
  2. Er den det bedste valg til vores skovsåter..?
  3. Er den rimelig stationær..?
  4. Er den kendt for at vandre meget..?
  5. Hvordan er dens omgængelighed..?
  6. Hvor modtagelig er den for menneskelig prægning..?
  7. Hvor god er dens flyvefærdighed i starten af jagtsæsonen..?
  8. Hvor lang er dens flugt-flyvnings-afstand, når den er presset og letter..?
  9. Er den bedst egnet til udsætning, hvor der primært drives skovjagt..?
  10. Er den bedst egnet til en jagt, hvor den flyver fra såten på marken - mod skoven (foder ud - flyv hjem) osv…?

Hvis man stiller ovenstående 10 spørgsmål i et jagtkonsortium, bliver man de fleste gange mødt af et ansigtsudtryk, som ligner et stort spørgsmålstegn.

Har man med udsætning af fasaner at gøre, er viden om de udsatte fasaners adfærd og flyvefærdigheder en nødvendighed. Derudover bør man vide, at den Danske Jagtfasan blot er en fællesbetegnelse for flere blandede fasanracer, hvor nogle mener, at de fleste af generne stadig stammer fra Ædelfasanen og Ringfasanen.

Hvis jeg skal fremhæve et eksempel, hvor viden om en bestemt fasanrace, er blevet analyseret og forsøgt forbedret, er det den kendte rendyrkede franske røde Bazanti fasan. Den er nemlig udsat i Danmark gennem flere årtier og Bazanti fasanen er kendt for at være en rimelig stationær og prægningsminded fasan, og derfor er den stadig meget populær.

For nogle år siden mente flere opdrættere og professionelle skytter, at flyvefærdighederne hos Bazanti fasanen var bedst, efter de 2 første fasanjagter var overstået. Sagt på en anden måde, så var man ikke helt tilfreds med flyvefærdighederne hos Bazanti fasanen, under de to første fasanjagter. Derfor besluttede flere opdrættere, at forsøge at få implementeret generne fra en meget flyvestærk fasan, ind i Bazanti fasanen. Valget faldt på den meget flyvestærke franske fasan med navnet Melanistic. Fasankyllinger efter denne kombination, viste sig at være særdeles flyvestærke når de var udfarvet i en alder af ca. 20 uger. Denne hybrid fik navnet Melanistic Cross fasanen, og nogle opdrættere krydser Melanistic fasanen ¼, ½ eller ¾ ind i Bazanti fasanen, så der bliver lidt til alle.

Udover at Melanistic Cross fasanen er en flot fugl, er den samtidig også rimelig stationær, hvilket er specielt vigtigt, hvis reviret ikke er så stort.

Ovenstående var blot et eksempel, og vil du vide mere om de forskellige fasanracer, kan du læse om det i afsnittet “Fasanen og de forskellige racer” andetsteds i bogen.

De professionelle jagtvæsener er tvunget til at være grundige i deres valg af både fasanrace og opdrætter, da de jo driver en forretning. En leveringsstabilitet, antallet af fasaner på vildtparaden, og specielt fasanernes flyvefærdighederne, er altafgørende for om kunderne vender tilbage år efter år.

Jeg vil derfor råde alle til at undersøge lidt om de forskellige fasanracer og de forskellige blandinger, inden man bestiller sine fasankyllinger. Man kan komme langt ved blot at ringe til de forskellige vildtopdrættere, og måske også kontakte nogle af de mange dygtige vildtforvaltere/skytter, som har arbejdet professionelt med fasaner gennem en årrække. Man vil nemlig efter en grundig research have betydelig større mulighed for at få bestilt de “rigtige” fasankyllinger til det revir, man nu engang har rådighedsretten over.