Vand og foder

Avlsfuglene skal altid have adgang til frisk vand og foder i vand- og foderautomater. Der skal maksimum være 10-15 avlsfugle om hver vand- og foderautomat – gerne færre. Vand- og foderautomater skal være fordelt i volieren, så alle avlsfuglene nemt kan komme til både foder og vand, uden at skulle kæmpe for at få noget at drikke eller æde.
Hvis man giver sine avlsfugle vand via store 800 liters vandtanke, skal man være opmærksom på, at opbevaring i disse kan være grobund for bakterier i vandet. Derfor skal man tilsætte et desinfektionsmiddel for at forebygge en bakterieopformering i drikkevandet.
Virkon-S kan bruges i drikkevandet til avlsfuglene, såfremt vandtanken tømmes rimeligt hurtigt, da Virkon-S oxideres meget let, og derved taber effekt.
Citronsyre er også en mulighed da det udover at rengøre og desinficere, til en vis grad sænker pH-værdien, hvilket nedsætter tendensen til diarre.
Hvis man er tilhænger af klor, bør man købe Natriumhypoklorit (NaOCI). Det er ret billigt og kan købes i foderstofhandlen.
Vær meget opmærksom på når det er frostvejr, da man i perioder med frostvejr skal give sine avlsfugle frisk vand, flere gange om dagen i tilgængelige baljer eller andre kar. Adgang til frisk vand er meget vigtigt, da avlsfuglene specielt i den periode de æder kraftfoder, har behov for meget vand. Der findes en gammel tommelfingerregel som siger, at fjerkræ drikker ca. det dobbelte af, hvad de æder af foder.