Udsatte fasaner tager ikke hensyn til revirgrænser og naboskel. Skal man have succes med udsætningen, er det derfor nødvendigt at indrette reviret, så det i videst muligt omfang tilgodeser fasanernes naturlige behov og samtidig understøtter den planlagte jagtlige anvendelse af terrænet.
Hvis de udsatte fasankyllinger allerede i de første uger efter udsætningen begynder at forlade den engelske voliere og de omkringliggende arealer, kan det være vanskeligt at rette op på situationen.
På det tidspunkt er der ofte ikke andet at gøre end at begrænse tabet og forsøge at holde de resterende fasaner på reviret.
Samtidig bør man undersøge årsagerne til den tidlige udvandring, så de samme fejl ikke gentages ved næste udsætning.
Det er imidlertid vigtigt at forstå, at udvandring ikke nødvendigvis er udtryk for, at der er noget galt med fasanerne eller udsætningen da:
Udvandring er en naturlig del af fasanernes adfærd, og selv under gode forhold kan man ikke forvente, at alle udsatte fugle bliver i det område, hvor de er sat ud.
Udvandring er en naturlig adfærd
Når fasankyllingerne når en alder på omkring 15-16 uger, og undertiden tidligere, begynder de i stigende grad at udforske omgivelserne og bevæge sig længere væk fra de områder, hvor de hidtil har opholdt sig.
Det er en naturlig udvikling, som imidlertid ikke altid harmonerer med vores ønsker om, hvor fasanerne skal befinde sig, når jagtsæsonen begynder.
Spredning af unge fugle er et velkendt biologisk fænomen. Den bidrager blandt andet til, at individerne fordeler sig over større områder, og kan mindske konkurrencen om føde, skjul og egnede levesteder.
Set i et større biologisk perspektiv er spredning desuden med til at sikre udveksling mellem bestande og begrænse risikoen for, at alle individer i en bestand påvirkes af de samme lokale forhold.
På et revir, hvor der kun findes en enkelt fasankok og nogle få høner, vil fuglene ofte have rigelig plads og gode muligheder for at finde egnede levesteder i nærområdet.
Situationen er anderledes, hvis der udsættes flere hundrede eller måske flere tusinde fasankyllinger på et begrænset areal.
Her kan konkurrencen om plads og ressourcer blive større, og flere fugle vil naturligt søge ud i de omkringliggende områder.
Man må derfor forvente en vis udvandring, uanset hvor godt reviret er indrettet. Omfanget afhænger blandt andet af antallet af udsatte fasaner, terrænets beskaffenhed, fødegrundlaget, dækningen og mulighederne for at finde attraktive opholdssteder.
Man kan sammenligne fasanernes spredning med ringe i vandet. Fuglene bevæger sig gradvist længere væk fra deres oprindelige opholdsområde, og jo flere fasaner der udsættes i forhold til revirets bæreevne, desto større kan spredningen blive.
Det betyder ikke, at man er magtesløs. Med en hensigtsmæssig indretning af reviret, gode udsætningsforhold, målrettet fodring og en konsekvent inddrivning kan man i betydelig grad påvirke, hvor fasanerne vælger at opholde sig.
Men man kan aldrig fjerne deres naturlige tilbøjelighed til at udforske omgivelserne.
Kan en voksen fasankok lokke de udsatte fasankyllinger væk?
Det er ikke usædvanligt, at jægere eller skytter oplever en voksen fasankok bevæge sig langs et levende hegn med en række unge, udsatte fasaner efter sig.
Det kan umiddelbart se ud, som om kokken bevidst forsøger at lokke fasankyllingerne væk fra udsætningspladsen.
Jeg har gennem årene hørt flere beskrivelser af sådanne situationer, hvor den voksne kok efterfølgende har fået skylden for, at en del af de udsatte fasaner er forsvundet.
Men efter min erfaring er forklaringen sjældent så enkel.
Hvis nyligt udsatte fasankyllinger uden videre følger en voksen fasankok væk fra udsætningspladsen, bør man først og fremmest se nærmere på forholdene omkring udsætningen:
Er fasankyllingerne blevet tilstrækkeligt præget på de tamhøns, der har fungeret som plejemødre?
Har de haft den nødvendige tid til at vænne sig til udsætningspladsen?
Og er den engelske voliere indrettet, så fuglene føler sig trygge og har gode muligheder for at finde føde, skjul og egnede nattesæder?
En god udsætningsplads skal blandt andet indeholde passende dækning, læ, solpletter, solspor og gode nattesæder. Samtidig skal der være tilstrækkelig plads og mulighed for, at fuglene kan udfolde deres naturlige adfærd.
Hvis disse forhold ikke er i orden, øges risikoen for, at fasankyllingerne søger andre steder hen.
En voksen fasankok kan i den forbindelse blive den udløsende faktor, men det betyder ikke nødvendigvis, at den er den egentlige årsag til problemet.
Det er derfor langt mere relevant at undersøge kvaliteten af udsætningen og udsætningspladsen end at give den voksne fasankok skylden.
Man skal samtidig være opmærksom på, at en fasankok ikke uden videre må skydes, indfanges eller fjernes uden for jagttiden. De gældende jagt- og vildtforvaltningsregler skal naturligvis overholdes.
Ser man en voksen kok bevæge sig væk med en flok nyligt udsatte fasankyllinger, kan man forsøge at drive fuglene tilbage til udsætningsområdet.
Men hvis fasankyllingerne allerede kort tid efter udsætningen konsekvent søger væk, er det et advarselstegn.
Det kan blive vanskeligt at holde dem på reviret frem mod efterårets jagter, medmindre årsagerne bliver identificeret og afhjulpet.
Da naboerne skød fasanerne
eg mødte engang en jæger, som netop havde udsat fasaner på sit revir. Han mente ikke, at det var nødvendigt at bruge tid på inddrivning i september.
Da jeg året efter mødte ham igen, spurgte jeg naturligvis, hvordan det var gået med udsætningen.
Han fortalte, at naboerne havde skudt de fleste af hans fasaner.
På sin vis havde udsætningen altså været en succes – blot ikke for ham selv.
Han overvejede derfor, halvt i spøg, om han fremover skulle udsætte fasanerne på naboreviret, så de kunne vandre ind på hans eget revir i stedet for at forsvinde den modsatte vej.
Historien illustrerer ganske godt, hvorfor det ikke er tilstrækkeligt blot at udsætte fasanerne og forvente, at de bliver, hvor man ønsker det.
Er inddrivning af fasaner nødvendig?
På mange revirer er en målrettet inddrivning en vigtig del af arbejdet med at holde de udsatte fasaner inden for de områder, hvor man ønsker at have dem.
Inddrivning handler ikke om at forhindre fasanerne i at bevæge sig rundt på reviret. Tværtimod skal de have mulighed for at udforske terrænet og udnytte de forskellige biotoper.
Formålet er at begrænse deres udvandring, når de bevæger sig så langt væk fra udsætningspladserne og de planlagte såter, at der er risiko for, at de forlader reviret.
For at udføre en effektiv og samtidig skånsom inddrivning er det efter min erfaring nødvendigt at have en lydig og veltrænet hund.
Hunden skal være fuldstændig under kontrol (i hånd) og kunne arbejde selvstændigt på afstand, uden at føreren mister styringen.
Det betyder blandt andet, at hunden skal kunne stoppes og kaldes tilbage, selvom den arbejder 50-100 meter fremme langs et levende hegn, hvor fasanerne letter omkring den.
En hund, der ukontrolleret forfølger fuglene, kan gøre mere skade end gavn. Den risikerer at sprede fasanerne yderligere og skabe unødig uro på reviret.
Inddrivning kræver derfor både en egnet hund og en fører, som forstår fasanernes adfærd og kan vurdere, hvordan fuglene bedst påvirkes i den ønskede retning.
Fasanernes ydergrænse
På ethvert revir bør man på forhånd have gjort sig klart, hvor langt man vil acceptere, at de udsatte fasaner bevæger sig væk fra deres primære opholdsområder.
Denne grænse kan man kalde fasanernes ydergrænse.
Det er naturligvis ikke en grænse, som fasanerne selv kender eller respekterer. Den er fastlagt af os mennesker ud fra revirets størrelse, indretning og de jagtlige ønsker.
Når fasanerne nærmer sig denne ydergrænse, gælder det om at få standset deres videre vandring og lede dem tilbage mod de områder, hvor man ønsker, at de skal opholde sig.
Det bør ske roligt, konsekvent og med så lidt unødig forstyrrelse som muligt.
En god tommelfinger regel man kan bruge når man skal inddrive fasaner er, at den vej fasanens næb og hoved kigger/peger, den vej vil den løbe eller lette imod.
Man skal ikke nødvendigvis drive fuglene hele vejen tilbage til udsætningspladsen hver gang. Ofte vil det være tilstrækkeligt at få ændret deres bevægelsesretning, så de igen søger ind mod revirets centrale områder.
Det vigtigste er, at fasanerne ikke får mulighed for uhindret at fortsætte deres vandring ud af reviret, for har de først forladt reviret, skal man ikke forvente at de vender tilbage.
Store revirer har en væsentlig fordel
Behovet for inddrivning hænger tæt sammen med revirets størrelse og indretning.
På meget store revirer kan man ofte indrette terrænet, så fasanerne under deres naturlige vandring møder nye, attraktive opholdssteder, inden de når frem til revirgrænsen.
Det kan være remisser, moseområder, vildtagre, levende hegn eller andre biotoper med gode muligheder for føde, skjul og nattesæder.
Hvis disse områder er tilstrækkeligt attraktive, vil en del af fasanerne vælge at opholde sig her i stedet for at fortsætte deres vandring.
Sådanne områder betegnes ofte som opsamlingssåter.
Her kan man etablere en passende fodring og løbende holde øje med, hvor mange fasaner der opholder sig i området.
Op til en planlagt jagtdag vurderer man, om der står så mange fasaner i opsamlingssåten, at det vil være relevant at drive den som en selvstændig såt.
Denne form for revirindretning kan være særdeles effektiv, men den forudsætter, at man råder over tilstrækkeligt store arealer.
Det er derfor først og fremmest de større professionelle jagtvæsener, som har mulighed for at arbejde systematisk med denne model.
På mindre revirer og i mange jagtkonsortier er mulighederne mere begrænsede. Her ligger naboskellet måske kun få hundrede meter fra udsætningspladsen, og fasanerne kan derfor hurtigt bevæge sig ud af reviret.
Under sådanne forhold kan en regelmæssig inddrivning være afgørende, hvis man ønsker at fastholde en væsentlig del af de udsatte fasaner frem mod jagtsæsonen.
Jo større og bedre indrettet reviret er, desto mindre vil behovet for inddrivning som regel være.
September er den vigtigste måned
Efter min erfaring er september den måned, hvor behovet for inddrivning for alvor viser sig.
Fasankyllingerne er nu blevet større og mere selvstændige, og deres lyst til at udforske omgivelserne bliver stadig mere udtalt.
På mange revirer er det derfor nødvendigt at gennemføre daglige inddrivninger, hvis man vil begrænse udvandringen.
Også i oktober kan behovet være betydeligt, og enkelte steder kan det være nødvendigt at fortsætte arbejdet langt ind i jagtsæsonen.
Hvor ofte der skal drives fasaner hjem, afhænger naturligvis af de lokale forhold.
På nogle revirer kan enkelte målrettede inddrivninger være tilstrækkelige, mens der på andre kan være behov for flere daglige runder.
Det afgørende er, at man lærer reviret og fasanernes bevægelsesmønstre at kende.
Man skal vide, hvilke levende hegn de følger, hvor de typisk krydser åbne arealer, og hvilke steder der erfaringsmæssigt fungerer som naturlige udvandringsveje.
Jo bedre man kender disse forhold, desto mere effektivt kan arbejdet tilrettelægges.
Vejret har stor betydning
Vejrforholdene kan have betydelig indflydelse på fasanernes aktivitet og bevægelsesmønstre.
Jeg har gennem årene især bemærket, at dage med dis, tåge og overskyet vejr kan give særlige udfordringer.
Når det begynder at lysne, kan det på nogle revirer virke, som om fasanerne pludselig har besluttet sig for at forlade udsætningspladserne på én gang.
Fuglene bevæger sig ud i terrænet i flere retninger, og det kan hurtigt blive vanskeligt at nå rundt til alle de steder, hvor man ønsker at begrænse udvandringen.
På sådanne dage kan det være nødvendigt at afsætte en betydelig del af dagen til inddrivning.
Det er dog vigtigt at understrege, at fasanernes reaktion på vejret kan variere fra revir til revir. Man bør derfor tage udgangspunkt i sine egne observationer frem for at forvente, at fuglene reagerer ens under alle forhold.
Sådan tilrettelægges en effektiv inddrivning
En effektiv inddrivning begynder med et grundigt kendskab til reviret.
Man skal vide, hvor fasanerne normalt bevæger sig hen, og hvor det er mest hensigtsmæssigt at gribe ind, inden de når ud til revirgrænsen.
Det er sjældent nødvendigt at gennemgå samtlige levende hegn, remisser og andre opholdssteder.
I stedet bør man koncentrere indsatsen om de områder, hvor erfaringen viser, at fasanerne oftest forsøger at vandre væk.
Første inddrivningsrunde
På den første runde gælder det først og fremmest om at få standset den påbegyndte udvandring.
Det kan være nødvendigt at arbejde forholdsvis hurtigt, fordi fasanerne flere steder på reviret kan være på vej væk samtidig.
Man skal derfor ikke bruge unødig tid på at få hver enkelt fugl helt tilbage til udsætningspladsen.
Det vigtigste er at få ændret deres bevægelsesretning, så de søger tilbage mod revirets centrale områder.
Når man har fået standset udvandringen de mest udsatte steder, kan man fortsætte til næste område.
Anden inddrivningsrunde
På den efterfølgende runde kan man arbejde mere grundigt.
Her er der bedre tid til at få samlet de fasaner op, som stadig opholder sig uhensigtsmæssigt langt fra de ønskede såter.
Man kan samtidig kontrollere, om de fugle, der blev drevet tilbage på første runde, er blevet i området eller igen har bevæget sig ud mod revirgrænsen.
Det er vigtigt hele tiden at observere fasanernes reaktioner.
Som en praktisk tommelfingerregel vil en fasan ofte fortsætte i den retning, dens hoved peger, når den bevæger sig væk fra en forstyrrelse. Det kan man udnytte ved at placere sig selv og hunden, så fuglene påvirkes i den ønskede retning.
Man skal dog være opmærksom på, at fasaner kan ændre retning meget hurtigt, og at terræn, dækning og tidligere erfaringer også påvirker deres valg.
En dygtig hundefører skal derfor ikke blot kunne styre sin hund, men også kunne læse fuglenes adfærd og tilpasse arbejdet efter situationen.
Inddrivning kan også styrke fasanernes flyvefærdigheder
En ting, som mange måske ikke tænker over, er, at fasaner ofte foretrækker at løbe frem for at flyve, når de bevæger sig gennem terrænet.
Det gælder især, når de har gode muligheder for at benytte tæt vegetation og levende hegn som skjul.
Ved en hensigtsmæssig inddrivning kan fuglene imidlertid blive tilskyndet til at bruge vingerne og dermed få mere erfaring med at flyve.
Det kan være en fordel frem mod jagtsæsonen, hvor man naturligvis ønsker, at fasanerne er i stand til at flyve godt.
Det betyder ikke, at man skal jage fuglene unødigt op eller presse dem hårdt. Tværtimod bør arbejdet tilrettelægges, så fasanerne ikke udsættes for unødig stress eller risiko for skader.
Men en veludført inddrivning kan efter min erfaring både bidrage til at holde fasanerne på reviret og give dem anledning til at udvikle deres flyvefærdigheder.
Man kan ikke holde alle fasaner på reviret
Selv med den bedste planlægning, gode udsætningspladser, rigeligt med føde og en målrettet inddrivning vil en del af de udsatte fasaner forlade reviret.
Det er en naturlig konsekvens af fuglenes adfærd og deres tilbøjelighed til at udforske nye områder.
Målet bør derfor ikke være at forhindre enhver form for udvandring. Det vil hverken være realistisk eller hensigtsmæssigt.
Målet må være at forebygge, ved at skabe så gode levevilkår på reviret, at fasanerne i videst muligt omfang vælger at blive, samtidig med at man gennem en fornuftig og konsekvent inddrivning begrænser den udvandring, der ellers ville finde sted.
Der er stor forskel på at udsætte fasaner og på at forvalte dem efter udsætningen.
Det er netop i arbejdet efter udsætningen, at en stor del af grundlaget for efterårets jagter bliver skabt.
Mine vigtigste erfaringer
Revirets indretning er afgørende, da gode biotoper, passende fødegrundlag, dækning og attraktive opholdssteder kan begrænse fasanernes tilbøjelighed til at søge væk.
Udvandring er naturlig. Man kan påvirke fasanernes bevægelser, men ikke fjerne deres naturlige behov for at udforske omgivelserne.
Inddrivning kræver erfaring. En lydig hund, kendskab til terrænet og forståelse for fasanernes adfærd er forudsætninger for et godt resultat.
Indsatsen skal tilpasses reviret. På store, velindrettede revirer kan behovet for inddrivning være begrænset. På mindre revirer kan daglig inddrivning være nødvendig.
Arbejdet begynder længe før jagtsæsonen.
De beslutninger, man træffer ved indretningen af udsætningspladserne og indsatsen med at sikre de udsatte fasaner ro i ugerne efter udsætningen, har stor betydning for det senere resultat.
En vellykket fasanjagt begynder ikke den dag, skytterne stiller sig på post. Den begynder med en gennemtænkt udsætning, en målrettet forvaltning af reviret og det daglige arbejde med fasanerne.