Jagt på udsatte fasaner - er det god dyrevelfærd?

Jeg tilhører den sidste gruppe, men det betyder ikke, at jeg mener, at alt ved den måde, vi opdrætter og udsætter fasaner på, er godt nok - tværtimod.

Efter årtiers professionelt arbejde med fasanopdræt, udsætning, reviropbygning og afvikling af fasanjagter er det min opfattelse, at vi fortsat har meget at forbedre.
Hvis vi ønsker at bevare muligheden for at udsætte fasaner i Danmark, er det nødvendigt, at vi ikke blot forsvarer de eksisterende metoder, men også tør stille kritiske spørgsmål til dem.

Men er den også tilstrækkelig, hvis vi ønsker en mere langsigtet og bæredygtig forvaltning?
Det mener jeg ikke nødvendigvis.

Et af de spørgsmål, vi bør beskæftige os langt mere med, er, hvor mange af de udsatte fasaner der faktisk overlever deres første vinter og efterfølgende ynglesæson.
På mange revirer udsættes omtrent det samme antal fasaner år efter år, uden at man oplever en tilsvarende ophobning af fugle fra tidligere udsætninger.

Hvis der eksempelvis udsættes 10.000 fasaner hvert år, og der årligt nedlægges 4.000, burde der umiddelbart være et betydeligt antal fugle tilbage - men hvor bliver de af?

En del bliver taget af prædatorer. Andre omkommer som følge af sygdom, trafik, sult eller andre naturlige dødsårsager. Nogle forlader reviret, og nogle få kan naturligvis overleve og indgå i den fritlevende bestand.

Den manglende stigning i antallet af fasaner er ikke i sig selv dokumentation for en bestemt dødelighed. Men den giver anledning til et spørgsmål, som vi bør tage alvorligt:
Hvor stor en andel af de udsatte fasaner overlever egentlig til det følgende år, og hvad kan vi gøre for at forbedre deres muligheder?

Hvad er egentlig dyrevelfærd?

Når jeg hævder, at jagt på udsatte fasaner kan være foreneligt med god dyrevelfærd, er det nødvendigt først at se på, hvad begrebet dækker over.
Dyrevelfærd handler grundlæggende om dyrets fysiske og mentale tilstand, sundhed og mulighed for at udfolde sin naturlige adfærd.
Det handler om adgang til passende føde og vand, beskyttelse mod sygdom og unødig lidelse samt de forhold, dyret lever under.

Men dyrevelfærd handler også om den måde, et dyr håndteres og aflives på.
Derfor kan vi ikke alene bedømme dyrevelfærden ud fra, om et dyr lever frit i naturen, i en stald, under hegn eller i et opdrætsanlæg. Vi er nødt til at se på hele dets livsforløb.
Det gælder både slagtekyllingen, grisen, kalkunen og den udsatte fasan.

Og netop her synes jeg, at debatten om fasanjagt ofte bliver alt for ensidig.
Fasanen og slagtekyllingen – en tankevækkende sammenligning
Forestil dig et stykke velplejet dansk natur med skovbryn, levende hegn, remiser, græsarealer og marker.
Her lever en flok fugle, som frit kan bevæge sig rundt i terrænet.
De kan søge efter frø, korn, bær, grønne plantedele, insekter, orme og andre naturlige fødeemner. De kan vælge mellem forskellige opholdssteder, søge skjul i vegetationen og overnatte i træerne.

Der bliver samtidig sørget for supplerende fodring, og terrænet bliver plejet med henblik på at skabe gode levevilkår.
Fuglene har mulighed for at bevæge sig over store afstande, og deres daglige tilværelse er ikke begrænset af væggene i en produktionshal.

Forestil dig nu, at disse fugle ikke var fasaner, men almindelige slagtekyllinger.
Hvor mange ville så betegne deres levevilkår som dårlige? Formentlig ikke ret mange.

Tværtimod ville de fleste opfatte adgang til natur, bevægelsesfrihed og mulighed for naturlig fødesøgning som væsentlige velfærdsmæssige fordele.
Men udskifter vi ordet slagtekylling med fasan, ændrer det jo ikke i sig selv på de beskrevne levevilkår.

Det er ikke fuglens navn eller formålet med dens opdræt, der alene afgør dens dyrevelfærd. Det er først og fremmest de forhold, den lever under, og den behandling, den udsættes for.

Dermed ikke sagt, at en udsat fasan automatisk har et bedre liv end en slagtekylling.
Den fritlevende fasan udsættes også for risici, herunder prædation, sygdom, dårligt vejr og perioder med fødemangel.

Men sammenligningen viser, hvorfor vi er nødt til at se mere nuanceret på begrebet dyrevelfærd.
Frihed er en fordel – men ikke en garanti
En udsat fasan, der er opdrættet forsvarligt og udsat på et velegnet revir, får mulighed for at udfolde en lang række naturlige adfærdsmønstre.
Den kan bevæge sig frit, finde føde, støvbade, søge skjul, flyve og etablere sin egen døgnrytme.

Det er forhold, som efter min opfattelse bør tillægges betydelig vægt i en vurdering af dens velfærd.
Men frihed alene er ikke ensbetydende med god dyrevelfærd.

Hvis fasanen er dårligt forberedt på livet i naturen, mangler passende skjul eller udsættes under uhensigtsmæssige forhold, kan resultatet blive en høj dødelighed og unødig lidelse.
Derfor begynder god dyrevelfærd ikke først, når fasanen slippes ud af den engelske voliere.

Den begynder allerede ved udvælgelsen af avlsfugle, fortsætter gennem opdrættet og skal være en naturlig del af hele udsætningsforløbet.
Det stiller krav til både opdrætteren, skytten og den jagtberettigede.

Når fasanen bliver til fødevarer

Et andet forhold, som ofte overses i debatten, er, at de fasaner, der nedlægges på jagt indgår som fødevarer.

Fasanjagt handler naturligvis om jagtoplevelsen. Det skal vi ikke forsøge at bortforklare.
Vi opdrætter og udsætter først og fremmest fasaner for at skabe mulighed for jagt.
Men det ændrer ikke ved, at de nedlagte fugle også kan udnyttes som en værdifuld fødevareressource.

En fasan, der er nedlagt forsvarligt og efterfølgende håndteret korrekt, kan levere kød af høj kvalitet.
Sammenligner vi dette med den intensive produktion af slagtekyllinger, er der efter min opfattelse god grund til at diskutere, hvilke forhold vi ønsker, at de dyr, vi spiser, skal have levet under.

Den almindelige slagtekylling er gennem målrettet avl udviklet til at vokse meget hurtigt. Det kan medføre betydelige velfærdsmæssige udfordringer, blandt andet problemer med ben og bevægelighed.
Den udsatte fasan lever under helt andre betingelser og har mulighed for en langt mere varieret naturlig adfærd.
Det betyder ikke, at alle slagtekyllinger har dårlig dyrevelfærd, eller at alle udsatte fasaner har god dyrevelfærd.
Men det betyder, at vi bør være konsekvente, når vi vurderer dyrenes levevilkår.

Vi kan ikke uden videre acceptere én form for animalsk produktion og samtidig afvise en anden uden at forholde os til de faktiske forhold.

Jagtens afslutning skal også være forsvarlig
Der er imidlertid ét forhold, vi som jægere ikke må overse.
En fasan kan have levet under særdeles gode forhold, men det fritager os ikke for ansvaret for, at selve jagten gennemføres forsvarligt.
Der skal anvendes egnede våben og ammunition, skytterne skal kende deres begrænsninger, og der skal være styr på eftersøgning og apportering.
Anskudte fugle skal findes og aflives hurtigst muligt.

En jagt, hvor man accepterer unødige anskydninger eller mangelfuld apportering, kan ikke forsvares med, at fasanerne havde gode levevilkår inden jagten.
God dyrevelfærd forpligter fra den dag, fasanen klækkes, til den dag, dens liv afsluttes.

Det ansvar skal vi som professionelle skytter, opdrættere og jægere være villige til at påtage os.

Vi skal turde stille krav til os selv

Jeg har gennem mange år arbejdet professionelt med opdræt, udsætning og jagt på fasaner, og jeg er ikke i tvivl om, at fasanjagten fortsat kan have en berettiget plads i dansk jagtkultur.
Men vi skal ikke tro, at fremtiden sikres ved blot at fortsætte, som vi altid har gjort.

Vi skal interessere os langt mere for fuglenes kvalitet, deres naturlige adfærd, udsætningsmetoderne og deres muligheder for at overleve efter jagtsæsonen.
Vi skal også være villige til at diskutere, om meget store koncentrationer af udsatte fugle altid er hensigtsmæssige, og om jagtens økonomiske interesser nogle gange kommer til at veje tungere end hensynet til fuglene.

Det er spørgsmål, som jagtens egne organisationer, opdrættere og professionelle skytter bør gå forrest med.

Ikke fordi vi skal give jagtmodstanderne ret i deres kritik, men fordi vi selv har en interesse i at udvikle en mere ansvarlig og fagligt velfunderet fasanforvaltning.

Jagt skal ikke forsvares – den skal forklares

Jeg har fuld respekt for, at nogle mennesker af principielle eller etiske årsager er imod at opdrætte og udsætte fasaner med henblik på jagt.
Det er et synspunkt, man naturligvis har ret til at have.
Men der er forskel på at være imod jagt som princip og på at argumentere for, at udsatte fasaner nødvendigvis har dårlig dyrevelfærd.
Det sidste kræver en faglig vurdering af de faktiske forhold.

En konstruktiv debat forudsætter, at begge parter er villige til at se på dokumentation, erfaringer og de biologiske sammenhænge.
Jeg forventer ikke, at alle jagtmodstandere nogensinde vil acceptere fasanjagt. Men jeg tror på, at vi kan nå langt med dem, der er villige til at lytte og diskutere sagligt - og vi behøver ikke nødvendigvis at blive enige.
Vi skal blot kunne respektere, at andre mennesker kan nå frem til en anden konklusion.

Dyrevelfærd skal måles på hele livet

For mig er konklusionen ganske enkel.
Hvis vi ønsker at diskutere dyrevelfærd, skal vi gøre det på et oplyst og sammenligneligt grundlag.

Vi skal vurdere, hvordan dyret er opdrættet, hvilke muligheder det har haft for at udfolde sin naturlige adfærd, hvilke belastninger det har været udsat for, og hvordan dets liv afsluttes.
Det gælder, uanset om vi taler om en slagtekylling, en gris eller en udsat fasan.

Jeg mener, at en ansvarligt opdrættet fasan, der udsættes på et velforvaltet revir og efterfølgende nedlægges forsvarligt på jagt, kan have haft et liv med en høj grad af dyrevelfærd.
Men jeg mener også, at vi som jægere har pligt til hele tiden at forbedre forholdene og ikke blot stille os tilfredse med, at noget er lovligt.
For lovlighed og dyrevelfærd er ikke nødvendigvis det samme.

Fremtidens fasanjagt skal ikke alene vurderes på, hvor mange fasaner vi kan nedlægge, men også på, hvor godt vi har behandlet dem, mens de levede.
Det er efter min opfattelse den bedste måde at sikre både fasanernes velfærd og fasanjagtens fremtid i Danmark.