Jagten skal ikke forsvares - den skal forklares

Fasanjagten og al anden jagt skal være mere transparent - Vi er nødt til at forklare, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, og samtidig være åbne omkring både fordele og ulemper ved udsætning af fasaner
Hvert år omkring 1. oktober, når jagten på fasaner begynder, dukker de kritiske stemmer op igen. Stemmer, der er imod jagt på udsatte fasaner.
Hos nogle handler modstanden specifikt om udsætning af fasaner, mens den hos andre snarere er udtryk for en generel modstand mod jagt.
I år, 2026, er kritikken ikke blevet mindre – tværtimod.
For nogle er selve tanken om at opdrætte en fasan, sætte den ud i naturen som ung fugl og senere jage den grundlæggende forkert. Andre peger på dyrevelfærd, sygdomme, påvirkningen af den øvrige natur eller ganske enkelt på det store antal fasaner, der udsættes nogle steder.
Jeg har arbejdet professionelt med jagt samt opdræt og udsætning af fasaner i årtier. Jeg kender derfor både de mange positive sider af fasandriften og de problemer, der kan følge med.
Men det gavner ikke jagten, hvis vi blot afviser kritikken med, at modstanderne tager fejl, og vi jægere har ret. Det kommer vi ingen vegne med.
Vi er nødt til at forklare, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, og samtidig være åbne omkring både fordele og ulemper ved udsætning af fasaner.
Vi skal med andre ord gøre fasandriften og jagten mere transparent.
Det kræver en saglig dialog, også med mennesker, der ser helt anderledes på udsætning og jagt, end vi jægere selv gør.
Jagten skal ikke forsvares – den skal forklares.
Derfor vil jeg i denne artikel forsøge at vende spørgsmålet om og se på udsætningen fra kritikernes side:
Hvorfor er nogle mennesker imod, at vi udsætter fasaner? Hvilke af deres argumenter er velbegrundede? Hvor rammer kritikken ved siden af? Og ikke mindst: Er der noget, vi jægere selv kan gøre anderledes, hvis vi ønsker at bevare udsætning af fasaner som en del af dansk jagt?
For måske begynder problemet ikke altid med, at andre mennesker ikke forstår jagten.
Måske begynder det nogle gange med, at vi jægere ikke har været gode nok til at forklare, hvad vi gør – og hvorfor vi gør det.
Mennesket er øverst i fødekæden
Selvom mennesket er øverst i fødekæden, har vi naturligvis et ansvar for at behandle dyr ordentligt.
Den aktuelle debat om dyrevelfærd i husdyrproduktionen viser tydeligt, at dyrevelfærd betyder meget for danskerne - og det tror jeg, langt de fleste jægere er enige i.
Hvis man er imod, at fasaner opdrættes, sættes ud og senere nedlægges på jagt, fristes jeg derfor til at stille to spørgsmål:
Er det selve princippet om at opdrætte et dyr med henblik på senere at slå det ihjel og spise det, man er imod?
Eller bliver vores forhold til det mere acceptabelt, når opdræt og aflivning foregår uden for vores synsfelt, og vi blot møder dyret som kød i køledisken?
Hvis argumentet er, at det er forkert, at dyr dør for at skaffe mennesker mad, bliver billedet endnu mere nuanceret.
Også produktionen af vegetabilske fødevarer har konsekvenser for dyrelivet gennem blandt andet dyrkning, høst og bekæmpelse.
Det gør bestemt ikke fasanjagt og planteproduktion til det samme. Men det rejser et relevant spørgsmål:
Hvorfor skulle den fasan, der har levet frit i naturen og senere bliver skudt og spist, nødvendigvis udgøre et større etisk problem end andre dyr, der dør som følge af vores fødevareproduktion?
Fasanen kan ses på vildtparaden og senere på tallerkenen.
De andre dyr ser vi sjældent – men usynlighed gør ikke deres død mindre virkelig og bør heller ikke fjerne dem fra det etiske regnskab.
Vi sætter fasaner ud for at skyde dem
Et af de argumenter, man ofte møder i debatten, er, at fasaner opdrættes og sættes ud med det formål, at jægere senere kan skyde dem.
Og det er helt korrekt.
Jeg har flere gange hørt udsætning af fasaner omtalt som et supplement til den naturlige bestand af fasaner.Det er efter min mening en forskønnelse af virkeligheden.
På mange af de danske revirer, hvor der drives egentlig fasanjagt, har en meget stor del af fasanerne deres oprindelse i udsætning.
Nogle udsatte fugle overlever naturligvis både én og flere jagtsæsoner og lever efterfølgende som fritlevende fasaner. Under gunstige forhold yngler nogle få af de udsatte fasanerne også i den danske natur.
Men det ændrer ikke ved det grundlæggende formål med udsætningen.
Der opdrættes og udsættes årligt omkring 1 millioner fasaner til jagtformål i Danmark (i forhold til de officielle indberetninger), men det korrekte tal er nok nærmere 1,5 millioner.
Selvom nogle påstår dette, bliver der ikke primært sat ud for at supplere en naturlig bestand.
Vi jægere udsætter fasanerne om sommeren, fordi vi senere i jagtsæsonen ønsker at kunne jage og nedlægge dem.
Det synes jeg også, vi skal være ærlige omkring.
Hvor stor en andel af de udsatte fugle der senere nedlægges, varierer fra revir til revir, men hvis man er dygtig og kan holde fuglene på reviret, kan man afskyde op til 50% af de udsatte fasaner.
Resten forsvinder af en lang række årsager. Nogle overlever til det følgende år, mens andre blandt andet bliver taget af ræv, rovfugle og andre prædatorer eller dør af andre årsager.
I forbindelse med fasanjagt på større ejendomme, kalder man i England den engelske betegnelse pheasant shooting, direkte oversat - fasanskydning.
Jeg synes faktisk, at betegnelsen på sin egen måde er mere ærlig, når vi taler om jagt på store mængder udsatte fasaner.
For der er forskel på at gå på jagt efter en naturligt forekommende vildtbestand og på at udsætte et bestemt antal fugle med det udtrykkelige formål senere at skabe en jagtlig afskydning.
Det gør ikke nødvendigvis det ene rigtigt og det andet forkert.
Men hvis vi vil have en ærlig debat om udsætning af fasaner, skal vi begynde med at kalde tingene ved deres rette navn.
Hvis der kom et forbud mod udsætning af fasaner i Danmark, ville der heller ikke blive opdrættet og udsat fasaner i det omfang, vi ser i dag.
Det synes jeg, vi som jægere skal være ærlige omkring.
Men dermed er hele historien om den udsatte fasan ikke fortalt.
For mellem opdrættet og jagten ligger en periode, hvor fuglen skal kunne klare sig i naturen. Den skal finde føde, skjul og nattesæde og kunne undgå rovdyr.
Skal udsætningen lykkes, kræver det derfor langt mere end blot at åbne en kasse og slippe nogle fasaner ud i den engelske voliere.
Det kræver egnede biotoper.
Og netop her findes efter min erfaring en af de sider af fasandriften, som meget sjældent kommer med i den offentlige debat.
På mange ejendomme er ønsket om en god fasanbestand medvirkende til, at der etableres og bevares remiser, levende hegn, vildtagre, udyrkede arealer, insektrige områder, insektvolde, vandhuller, vinterdækning og andre småbiotoper.
Der foretages fodring, og der bruges både tid og penge på at skabe forhold, hvor fasanerne kan trives.
Det bliver naturligvis først og fremmest gjort for fasanernes og jagtens skyld, men mange af disse tiltag kan også komme andre dyr og planter til gode. Det skal vi jægere også gøre opmærksom på.
En remise ved ikke, at den er anlagt for fasanernes skyld. Et levende hegn spørger ikke, hvem der betalte for det. Og insekter, småfugle, harer og andre dyr kan også udnytte de levesteder, der bliver skabt.
Det betyder ikke, at enhver fasanudsætning automatisk er god for naturen. Store koncentrationer af udsatte fugle kan også have negative konsekvenser, og dem skal vi vende tilbage til.
Men hvis vi vil diskutere fasanudsætning sagligt, må regnskabet indeholde både det, udsætningen belaster naturen med, og det, fasandriften tilfører naturen.
Fasanen ender som fødevare
Når der på en jagtdag bliver nedlagt flere hundrede fasaner, melder et andet relevant spørgsmål sig:
Hvad sker der med alle de skudte fugle?
Min erfaring fra de fasanjagter og revirer, jeg har arbejdet med gennem årene, er klar:
De nedlagte fasaner går ikke til spilde, da de bliver anvendt til konsum.
En del tager jægerne selv med hjem, mens resten typisk går videre til en vildthandler og derfra indgår som fødevare.
Det synes jeg er vigtigt at have med i den etiske diskussion.
For alternativet til kød fra en nedlagt fasan er ikke nødvendigvis, at intet andet dyr skal dø for at levere animalske fødevarer.
De mange fasaner, der hvert år nedlægges og anvendes som føde, repræsenterer samtidig en mængde kød, som ellers skulle komme fra andre kilder.
Man kan f.eks. sammenligne med slagtekyllingen, som opdrættes specifikt med henblik på at blive slagtet og spist.
Fasanen er ganske vist også opdrættet med et menneskeligt formål. Men efter udsætningen lever den frit i naturen. Den kan bevæge sig, søge føde, finde skjul og nattesæde og udvise en lang række af sine naturlige adfærdsmønstre.
Nogle bliver senere skudt på jagt.
Andre overlever jagtsæsonen og lever videre.
Og andre igen bliver taget af ræv, rovfugle eller andre prædatorer og bliver dermed en del af naturens fødekæde.
Det betyder ikke, at fasanens liv automatisk er problemfrit, blot fordi den er sat ud i naturen.
Kvaliteten af opdrættet, udsætningen og den efterfølgende pasning er afgørende – og netop derfor har vi et ansvar for at gøre det ordentligt.
Men når den etiske diskussion handler om, at vi opdrætter en fasan for senere at spise den, synes jeg også, sammenligningen med vores øvrige produktion af animalske fødevarer er relevant.
Hvis alternativet er et andet dyr, som opdrættes og slagtes for at levere kødet, bør spørgsmålet ikke alene være:
Er det etisk forsvarligt at opdrætte og udsætte en fasan, som senere kan blive skudt?
Vi bør også spørge:
Hvordan har det dyr levet, mens det var i live?
For mig er det en væsentlig del af diskussionen.
Den udsatte fasan skal have et godt liv, mens den lever. Den skal være ordentligt opdrættet, udsættes i egnede biotoper og passes, så den har reelle muligheder for at klare sig som fritlevende fugl.
Og bliver den senere skudt, skal den behandles som det, den også er:
En fødevare – ikke et affaldsprodukt fra en jagtdag.
Når antallet bliver problemet
Her kommer vi efter min mening til et langt vanskeligere spørgsmål.
For selv om man accepterer princippet om at udsætte fasaner, betyder det ikke nødvendigvis, at ethvert antal fasaner er forsvarligt.
Siden reglerne om biotopplaner trådte i kraft i 2010, er muligheden for større udsætninger på landbrugsejendomme blevet knyttet til krav om konkrete biotopforbedrende tiltag.
Der er stor forskel på at udsætte et antal fugle, som reviret og dets biotoper kan bære, og på at koncentrere meget store mængder fasaner på et begrænset areal.
Og måske er det netop her, vi jægere skal være villige til at se kritisk på vores egen praksis.
For hvornår bliver antallet af udsatte fugle så stort, at vi selv er med til at skabe den kritik, som bagefter rammer os alle?
Det spørgsmål synes jeg, vi skal turde stille.
Vi skal ændre måden, vi producerer fasaner på
Vi skal efter min mening blive bedre til at opdrætte fasaner under forhold, der i højere grad forbereder fuglene på de forhold, de senere skal leve under.
Samtidig mener jeg, at vi bør se kritisk på den meget industrialiserede produktion af fasanæg og kyllinger, hvor fasanhønerne ikke får mulighed for selv at ruge på æggene, som udruges i maskiner.
Når kyllingerne er udklækket, opdrættes de uden en fasanhøne.
Det interessante spørgsmål er ikke alene, hvor mange 6 uger gamle fasaner vi kan producere.
Det interessante spørgsmål er også:
Hvilken fasan producerer vi?
Jeg har gennem mange års praktisk arbejde set et problem, som efter min mening fortjener langt større opmærksomhed.
Jeg har arbejdet på revirer, hvor der årligt blev udsat mellem omkring 2.000 og 14.000 seks uger gamle fasankyllinger.
Fælles for disse revirer var, at ønskede man nogenlunde samme bestand og afskydning året efter, måtte man stort set udsætte et stort antal fasaner igen.
År efter år.
De fugle, der overlevede jagtsæsonen, skabte altså ikke en naturlig tilgang, der kunne erstatte eller væsentligt reducere behovet for den følgende års udsætning.
En del af forklaringen mener jeg kan findes i selve opdrættet, men reproduktionen afhænger naturligvis også af blandt andet levesteder, insektføde, vejr, prædation og de øvrige forhold på reviret.
Når vi tager æggene fra fasanhønen og ruger dem kunstigt ud, gennemfører hønen ikke selv hele den naturlige ynglecyklus.
Under naturlige forhold skal hønen finde et egnet redested, etablere reden, ruge æggene ud og efterfølgende føre og passe sine kyllinger gennem deres første og meget sårbare leveuger.
Det er efter min opfattelse egenskaber og adfærd, vi bør interessere os langt mere for, hvis målet ikke blot skal være at producere flest mulige 6 uger gamle fasaner, men også fugle, der efter udsætningen har gode forudsætninger for at leve og reproducere sig naturligt.
Men problemet ligger ikke kun hos fasanen
Selv den bedste fasanhøne kan ikke føre sine kyllinger frem, hvis føden ikke findes.
Fasankyllinger er i deres første leveuger stærkt afhængige af insekter og andre smådyr.
Undersøgelser har vist en tæt sammenhæng mellem mængden af proteinrige insekter i kyllingernes fødesøgningsområder og deres overlevelse.
De første leveuger er afgørende for fasankyllingernes overlevelse.
Hos den nyudklækkede fasankylling består omkring ca. 90 % af fødeindtaget af proteinrig animalsk føde, først og fremmest insekter.
Frem til omkring 3-ugers alderen udgør denne føde fortsat omkring 50 % af fødeindtaget.
Det fortæller noget om, hvor afgørende et rigt insektliv er for fasankyllingernes overlevelse.
Og her er vi nødt til også at rette blikket mod det moderne landbrug.
Landbruget får kritik fra mange sider, og jeg har ikke noget ønske om at give landmændene endnu en omgang tæv.
Men vi kommer heller ikke uden om, at moderne dyrkningsmetoder, herunder effektiv bekæmpelse af ukrudt og skadedyr, kan reducere den mængde insektføde og de insektrige levesteder, som fasankyllingerne er afhængige af.
Det rammer ikke kun fasanen.
Men for fasankyllingen er konsekvensen meget konkret:
Den kan komme ud af ægget med gode forudsætninger for at overleve, og hønen kan passe den efter alle kunstens regler – men hvis den nødvendige føde ikke findes, hjælper det ikke.
Uden insekter hjælper det ikke meget, at hønen er en god mor.
Hvis vi ønsker, at flere fasaner senere skal bidrage til en naturlig reproduktion, skal vi derfor arbejde i begge ender.
Vi skal producere fugle, der er bedre rustet til et liv i naturen, og samtidig skabe en natur, hvor deres kyllinger rent faktisk har mulighed for at overleve.
Målet bør ikke nødvendigvis være at udsætte flest mulige fasaner.
Målet bør være bedre fasaner under bedre forhold – og på længere sigt en mindre afhængighed af udsætning.
Vores ansvar stopper ikke, når fasanen bliver sat ud
Et af de argumenter mod udsætning af fasaner, som vi jægere er nødt til at tage alvorligt, handler om dyrevelfærd.
Når vi opdrætter et dyr med det formål senere at sætte det ud i naturen, følger der efter min mening også et ansvar med.
Det ansvar ophører ikke, i det øjeblik vi lukker de seks uger gamle fasankyllinger ud i den engelske voliere.
Tværtimod.
En 6 uger gammel fasankylling skal på forholdsvis kort tid gå fra et beskyttet liv i opdrættet til et liv, hvor den selv skal kunne finde føde, søge skjul, finde et sikkert nattesæde og reagere rigtigt, når ræven, duehøgen eller andre prædatorer dukker op.
Derfor bør kvaliteten af en udsætningsplads / engelsk voliere heller ikke alene vurderes på, hvor mange fugle vi sætter ud.
Den bør i mindst lige så høj grad vurderes på:
Hvor godt er de udsatte fugle rustet til at klare sig efter udsætningen?
- Her har opdrætteren et ansvar, men det har den person, der modtager og udsætter fuglene, også.
- Er udsætningspladsen egnet?
- Er der tilstrækkeligt med sol og skjul
- Er der adgang til vand og føde?
- Er der mulighed for et sikkert nattesæde?
- Er fuglene sunde og i ordentlig kondition?
- Og bliver de passet ordentligt i den kritiske periode efter udsætningen?
Hvis svaret på nogle af disse spørgsmål er nej, skal vi ikke automatisk afvise kritikken som modstand mod jagt.
Så kan kritikerne have en pointe.
For det kan ikke være rimeligt først at producere en fasan, der er dårligt rustet til livet i naturen, derefter udsætte den under utilstrækkelige forhold og til sidst forklare en stor dødelighed med, at sådan er naturen.
Prædation er naturlig. Sygdom forekommer naturligt. Vinteren kan være hård, og føden kan være knap.
Men når det er os mennesker, der har produceret fuglen og sat den ud i naturen, har vi også et ansvar for, at den fra begyndelsen har rimelige muligheder for at klare sig.
Det er efter min mening en helt rimelig forventning at stille til moderne fasanopdræt og udsætning.
Når mange fasaner samles på et lille område
En anden del af kritikken handler om de store koncentrationer af fasaner, der kan opstå omkring udsætningspladserne.
Og også her mener jeg, at kritikerne kan have en pointe.
En fasan er naturligvis ikke et problem for naturen, blot fordi den er opdrættet og udsat.
Men der er forskel på nogle få fritlevende fasaner og flere hundrede eller måske tusinde fugle koncentreret på et forholdsvis begrænset område.
Jo flere fugle vi samler, desto større krav stiller det til udsætningspladsen og det omkringliggende terræn.
Der skal være tilstrækkeligt med skjul, føde, vand og plads.
Samtidig betyder en stor koncentration af fasaner, at mange fugle færdes, æder og afleverer ekskrementer på et forholdsvis lille areal.
Det kan øge risikoen for sygdom og smittespredning, især omkring foder- og vandingspladser, hvor fuglene samles.
Det er ikke et argument for, at vi skal stoppe med at udsætte fasaner.
Det er et argument for, at vi skal tænke os om, når vi bestemmer, hvor mange fasaner et bestemt område skal modtage.
Jeg mener, at vi i mange år har været for optagede af spørgsmålet:
Hvor mange fasaner må vi sætte ud?
Måske burde spørgsmålet i stedet være:
Hvor mange fasaner kan dette revir bære, hvis fuglene samtidig skal have ordentlige levevilkår, og udsætningen ikke skal ske på bekostning af den øvrige natur?
De to tal behøver ikke nødvendigvis at være de samme.
Hvad betyder udsætningen for den øvrige natur?
Her kommer vi til et af de vanskeligste spørgsmål i hele debatten.
For selvfølgelig påvirker det et område, når vi tilfører et stort antal fugle.
Fasanerne skal have føde. De bevæger sig rundt i terrænet. De æder både vegetabilsk og animalsk føde, og de indgår samtidig selv som fødegrundlag for ræve, rovfugle og andre prædatorer.
Derfor er det rimeligt at spørge, om meget store udsætninger kan påvirke andre arter og naturen på et revir.
Det spørgsmål skal vi ikke være bange for.
Men svaret skal heller ikke baseres på holdninger – hverken jægernes eller modstandernes.
Det skal baseres på viden.
Hvis forskning viser, at meget store koncentrationer af udsatte fasaner kan påvirke bestemte arter eller naturtyper negativt, skal vi tage det alvorligt.
Men regnskabet skal være komplet.
For på den anden side står de remiser, levende hegn, insektvolde, vildtstriber, udyrkede arealer, vandhuller og andre biotoper, som mange steder netop bliver etableret og bevaret, fordi der udsættes fasaner og drives fasanjagt.
Derfor er det relevante spørgsmål ikke kun:
Hvad tager den udsatte fasan fra naturen?
Vi er også nødt til at spørge:
Hvad tilfører fasandriften naturen?
Biotopplanerne – hvad har naturen fået igen?
Den 1. april 2010 trådte reglerne om biotopplaner i kraft.
Dermed blev muligheden for at udsætte mere end én fasan eller agerhøne pr. hektar på de omfattede landbrugsejendomme som hovedregel knyttet til et krav om en anmeldt og gennemført biotopplan.
Der gjaldt samtidig en særlig undtagelse for ejendomme under 100 hektar.
Formålet med biotopplanerne var netop at etablere nye eller forbedre eksisterende biotoper og dermed forbedre levestederne for udsatte fasaner, vildtlevende fugle og pattedyr samt livsvilkårene for den naturlige flora og fauna.
Det synes jeg er et vigtigt element i debatten om fasanudsætning.
For hvis vi ønsker at udsætte mange fugle i naturen med henblik på senere jagt, er det også rimeligt, at der stilles krav til de områder, hvor fuglene udsættes.
Biotopplanerne har betydet, at der på mange ejendomme er etableret eller forbedret levesteder gennem forskellige naturtiltag.
Og selv om tiltagene i første omgang bliver gennemført for at give mulighed for en større udsætning af fasaner og agerhøns, er det naturligvis ikke kun de udsatte fugle, der kan have glæde af dem.
Når der etableres insektvolde, vildtstriber, udyrkede områder, levende hegn, remiser og andre småbiotoper, skabes der samtidig føde, skjul og ynglemuligheder for andre arter.
Det betyder ikke, at en biotopplan automatisk ophæver enhver negativ påvirkning fra en stor fasanudsætning.
Så enkelt kan naturens regnskab ikke gøres op.
Men hvis vi vil diskutere konsekvenserne af fasanudsætning, skal begge sider med.
Det rejser samtidig et spørgsmål, som jeg synes mangler i den offentlige debat:
Hvordan ville disse arealer se ud, hvis interessen for fasanjagt forsvandt?
- Ville remiserne fortsat blive plejet?
Ville der stadig blive brugt penge på vildtstriber og insektvolde? - Ville de urørte hjørner fortsat få lov til at ligge?
- Og ville lodsejeren fortsat tage produktionsjord ud af drift alene af hensyn til biodiversiteten?
På nogle ejendomme ville svaret sikkert være ja.
På andre er jeg langt mere i tvivl.
Det gør ikke i sig selv udsætning af fasaner rigtig eller forkert.
Men den naturpleje, der følger med fasandriften, hører med i det samlede regnskab.
Vi skal turde stå ved det, vi gør
Der er også en anden side af fasanjagten, som jeg mener, vi jægere er nødt til at tale åbent om.
Jeg har gennem årene oplevet få jagter, hvor der på en enkelt jagtdag er nedlagt mange hundrede fasaner, men hvor kun en mindre del af dagens samlede udbytte efterfølgende er blevet lagt på vildtparaden.
Jeg har også oplevet, at der på nogle jagter ikke måtte fotograferes.
Blandt de inviterede kunne være erhvervsfolk og andre personer, som ikke ønskede billeder offentliggjort, hvor de kunne forbindes med en stor afskydning af fasaner - eller i nogle tilfælde med jagt overhovedet.
Det har jeg svært ved at forstå.
For hvis vi gerne vil deltage i en jagt, hvor der bliver nedlagt flere hundrede fasaner eller andet vildt, må vi også være villige til at stå ved, at vi deltog i den.
Og hvis vi bagefter føler behov for at skjule antallet af nedlagte fugle eller undgå billeder, fordi vi er bekymrede for, hvordan omverdenen vil reagere, bør vi måske stille os selv et langt vigtigere spørgsmål:
Er det omverdenens reaktion, der er problemet – eller er det den måde, vi selv har valgt at drive jagten på?
Det er efter min mening et hykleri, vi er nødt til at gøre op med.
Jeg mener naturligvis ikke, at alle jægere skal stille op til fotografering eller offentliggøre, hvor de går på jagt. Det har enhver ret til selv at bestemme.
Men vi kan ikke på den ene side forsvare en bestemt form for jagt og på den anden side forsøge at skjule den, når vi selv deltager i den.
Det gælder også vildtparaden.
Vildtparaden bør efter min opfattelse vise dagens jagtudbytte – ikke den del af udbyttet, som vi synes ser passende ud på et fotografi.
Hvis vi ikke selv vil stå ved, hvad vi skyder, og hvor meget vi skyder, bliver det svært at forlange, at mennesker uden for jagten skal have tillid til vores forklaringer.
Åbenhed er ikke kun noget, vi skal efterlyse hos vores kritikere. Den skal begynde hos os selv.
Hvis vi vil bevare fasanudsætningen
Efter mange års arbejde med opdræt, udsætning og jagt på fasaner er jeg ikke kommet frem til, at vi skal stoppe med at udsætte fasaner.
Men jeg er heller ikke kommet frem til, at vi bare skal fortsætte, som vi altid har gjort.
Tværtimod.
Hvis udsætning af fasaner fortsat skal være en accepteret del af dansk jagt, mener jeg, at vi jægere selv skal være villige til at udvikle den.
Vi skal turde sige højt, at vi opdrætter og udsætter fasaner, fordi vi senere ønsker at jage dem.
Det er formålet, og det behøver vi ikke pakke ind i pænere formuleringer.
Men netop fordi det er os, der sætter fuglene ud, følger der også et ansvar med.
- Vi har ansvar for den måde, de bliver opdrættet på.
- Vi har ansvar for de forhold, de bliver sat ud under.
- Vi har ansvar for, hvor mange fugle vi tilfører et område.
- Vi har ansvar for, hvordan vores udsætning påvirker den øvrige natur.
Efter min mening bør fremtidens fasandrift derfor ikke handle om, hvor mange fasaner vi kan producere, udsætte og efterfølgende skyde.
Den bør handle om kvalitet frem for kvantitet.
Jeg vil hellere se færre, men bedre opdrættede fasaner udsat i biotoper, der reelt kan bære dem, end meget store udsætninger, hvor naturen omkring fuglene ikke følger med.
Og på længere sigt bør ambitionen være endnu større.
Vi bør arbejde hen imod en fasandrift, hvor flere af de fugle, der overlever jagtsæsonen, bidrager til den naturlige reproduktion, og hvor deres kyllinger møder en natur med tilstrækkeligt skjul og insektføde til, at de har en reel mulighed for at overleve.
Hvis det lykkes, kan behovet for udsætning måske gradvist reduceres.
Det ville efter min mening være en langt større succes end at kunne sætte endnu flere fasaner ud.
Vi skal også kunne tåle kritikken
Noget af kritikken af fasanudsætning bygger efter min opfattelse på et mangelfuldt kendskab til, hvad der faktisk foregår på et veldrevet fasanrevir.
Men ikke al kritik gør.
Og det er måske den vigtigste erkendelse.
Hvis nogen peger på dårlig dyrevelfærd, meget store koncentrationer af fugle, uhensigtsmæssige udsætninger eller andre forhold, som vi selv kan gøre bedre, hjælper det ikke at afvise kritikken, blot fordi den kommer fra mennesker, der er imod jagt.
Hvis kritikken er berettiget, skal vi rette op på forholdene.
Hvis den bygger på forkerte oplysninger, skal vi forklare hvorfor.
Og hvis vi ikke kender svaret, skal vi være ærlige nok til at sige det.
Det er sådan, jeg mener, vi bedst skaber forståelse for jagten.
Men hele regnskabet skal med
Den samme ærlighed må vi til gengæld kunne forlange af dem, der kritiserer fasanudsætningen.
Man kan ikke alene se på den fasan, der bliver opdrættet, sat ud og senere skudt.
Man må også se på det landskab, der bliver skabt omkring den.
På remiserne. De levende hegn. Vildtstriberne. Insektvoldene. Vandhullerne. De udyrkede hjørner. Vinterdækningen og alle de andre steder, hvor naturen får plads, fordi nogen har en interesse i at skabe gode forhold for vildtet.
Det gør ikke enhver udsætning rigtig.
Og det betyder heller ikke, at enhver form for fasandrift gavner naturen.
Men det betyder, at debatten bliver for simpel, hvis den kun handler om antallet af udsatte fasaner.
Både omkostningerne og gevinsterne skal med i regnskabet.
Den sværeste opgave ligger måske hos os selv
Vi jægere kan ikke bestemme, hvad andre mennesker skal mene om jagt.
Vi kan heller ikke forvente, at alle vil acceptere, at vi opdrætter dyr, sætter dem ud og senere skyder dem.
Men vi kan bestemme, hvordan vi selv driver jagten.
Og måske er det netop dér, fremtiden for fasanjagten afgøres.
Ikke i diskussionen om, hvorvidt kritikerne eller jægerne har mest ret.
Men i vores vilje til at se kritisk på det, vi selv gør.
- Hvis noget kan gøres bedre, skal vi gøre det bedre.
- Hvis vi udsætter for mange fugle på et område, skal vi være villige til at udsætte færre.
- Hvis vores opdræt kan forbedres, skal vi forbedre det.
- Hvis naturen omkring udsætningen ikke er god nok, skal vi skabe bedre natur, før vi sætter flere fugle ud.
- Og hvis vi ønsker samfundets forståelse for fasanjagten, må vi også være parate til at vise samfundet, hvad vi laver – både det, vi er stolte af, og det, vi stadig kan gøre bedre.
For jagtens fremtid bliver næppe sikret ved, at vi lukker os om os selv.
Den bliver sikret ved, at vi tager ansvar for den.
Jeg har gennem mange år set, hvad en veldrevet fasandrift kan skabe af jagtoplevelser, arbejdspladser, engagement og naturpleje.
Men jeg har også set, at fasandriften kan drives på måder, som jeg mener, vi bør lægge bag os.
Derfor er mit budskab ikke, at vi skal forsvare fasanudsætningen, som den altid har været.
Mit budskab er, at vi skal gøre den bedre.
- Færre fasaner, hvis naturen kræver det.
- Bedre fasaner, fordi vi har ansvaret for dem.
- Bedre biotoper, fordi jagten ikke står alene i naturen.
- Og større åbenhed, fordi vi ikke har noget at vinde ved at skjule, hvorfor vi gør det.
Vi opdrætter fasaner.
Vi sætter dem ud.
Og ja – vi gør det, fordi vi senere ønsker at jage dem.
Det skal vi kunne sige højt.
Men hvis vi samtidig kan vise, at fuglene behandles ordentligt, at antallet tilpasses naturen, og at vores interesse for fasanjagten også efterlader bedre levesteder for andre arter, så har vi noget langt stærkere end et forsvar for fasanjagten.
Så har vi en forklaring, vi kan stå inde for.
Og det er måske netop dér, vi skal begynde.