Skip to main content

Stærke og velflyvende fasaner

En vellykket klapjagt på fasaner kræver måneders forberedelse og et velfungerende jagtteam.

Alle skytter, jagtledere og jagtkonsortier ønsker stærke, sunde og velflyvende fasaner på jagtdagen.
Men gode flyveegenskaber kommer ikke af sig selv. De er resultatet af mange måneders målrettet arbejde med opdræt, fodring, udsætning, revirpleje og planlægning.

Skal fasanerne præstere optimalt på jagtdagen, er det nødvendigt at forstå, hvordan deres fysiske udvikling, naturlige adfærd og revirets indretning påvirker deres flyveegenskaber.


Høje fasaner – hvad er hemmeligheden?

Når fasaner letter fra en såt og flyver højt over skovbrynets 30-35 meter høje træer, taler man om høje fasaner. Det er en jagtform, som især forbindes med Storbritannien, hvor jagt på høje fasaner har en lang tradition.

Nogle tror, at briterne opdrætter særligt flyvestærke fasaner, som adskiller sig væsentligt fra dem, vi udsætter i Danmark. Men den vigtigste forklaring på de imponerende flyvehøjder skal som regel findes i terrænet og den måde, jagten tilrettelægges på.

I Storbritannien findes mange jagtrevirer med betydelige højdeforskelle. Ved at placere såterne højt i terrænet og skytterne væsentligt længere nede kan man præsentere fasanerne i imponerende højder.

En fasan flyver normalt ikke højere end nødvendigt. Når den letter fra en såt og søger mod skoven, vil den ofte tilpasse flyvehøjden efter de træer og andre forhindringer, den skal passere. Derfor har både terrænets topografi, skovens højde og skytternes placering stor betydning.

Selvom Danmark generelt har et mindre kuperet terræn, kan vi også præsentere høje fasaner. Det kræver blot, at vi udnytter revirets muligheder optimalt.

Der er desuden forskel på fasanhøners og fasankokkes flyveegenskaber. Fasanhønerne er lettere og ofte mere adrætte, mens de tungere fasankokke typisk har en mere kraftfuld, men mindre smidig flugt.

Også fasanernes genetiske baggrund kan have betydning. De mørke melanistiske fasaner fremhæves eksempelvis ofte for deres gode flyveegenskaber, men de kan samtidig være tilbøjelige til at vandre langt. På mindre revirer kan det derfor være en udfordring at holde dem inden for jagtområdet.


Valg af fasanopdrætter

Hvis man ikke selv opdrætter sine fasaner, er valget af opdrætter en af de vigtigste beslutninger i hele udsætningsarbejdet.
Der kan være betydelig forskel på kvaliteten af de fasankyllinger, som tilbydes på markedet. Derfor bør man undersøge opdrætterens erfaring, produktionsforhold og omdømme, inden man afgiver sin bestilling.

Alt for mange fokuserer primært på prisen. Men om en udsætningsklar fasankylling koster 45 eller 85 kroner, bør ikke være afgørende.
Det væsentlige er, at man modtager sunde, robuste og veludviklede fasankyllinger, som er opdrættet under forhold, der tilgodeser deres naturlige adfærd.

Fasankyllinger, der har haft gode opvækstforhold, adgang til passende kvalitetsfoder, plads og mulighed for naturlig aktivitet, har bedre forudsætninger for at klare overgangen til udsætningspladsen.
Målet er ikke blot at få fasankyllingerne leveret i god stand. De skal også kunne trives på reviret i månederne frem til jagtsæsonen.

Jeg anbefaler generelt at købe æg og fasankyllinger fra seriøse danske opdrættere. Det giver bedre mulighed for at kende produktionsforholdene, kontrollere kvaliteten og sikre, at opdrættet lever op til de gældende danske regler om dyrevelfærd og udsætning.

Fodringen er afgørende for fasanernes udvikling
Vil man have stærke og velflyvende fasaner, er fodringen et af de områder, hvor man absolut ikke bør spare.
Fasankyllinger vokser hurtigt, og i de første leveuger stilles der store krav til foderets indhold af protein, energi, vitaminer og mineraler.
Særligt udviklingen af skelet, muskler, fjerdragt og immunforsvar er afhængig af en korrekt sammensat fodring.
Det er derfor ikke tilstrækkeligt blot at fodre med hvede eller majs i vækstperioden.
Korn kan indgå som en del af fodringen, men kan ikke alene dække de voksende fasankyllingers ernæringsmæssige behov.

Foderet bør tilpasses fuglenes alder og udvikling, og man bør anvende et kvalitetsfoder, der er beregnet til fasaner eller tilsvarende fjervildt.

Selvom fasanernes skelet og fjerdragt udvikles betydeligt i løbet af de første 10-15 leveuger, er fuglene ikke nødvendigvis fuldt fysisk udviklede på dette tidspunkt.
Derfor er det vigtigt at fastholde en ernæringsmæssigt korrekt fodring gennem hele vækstperioden.


Husk kråseflinten

Fasaner har som andre fugle ingen tænder og kan derfor ikke tygge føden. I stedet bliver føden findelt i kråsen, hvor små sten og andet egnet kråsemateriale hjælper med den mekaniske bearbejdning.
Det er derfor vigtigt, at fasanerne har adgang til passende kråseflint, især når fodringen indeholder hele korn.

På nogle udsætningspladser findes der naturligt rigeligt med småsten og grus. Andre steder, eksempelvis på tung lerjord eller i skovområder med en jordbund fattig på egnet kråsemateriale, kan det være nødvendigt at tilføre dette.

Man kan undertiden opleve fasaner, der søger ud på grusveje og vejkanter. Her kan de blandt andet finde småsten, som kan anvendes i kråsen.


Den rigtige udsætningsplads

En god udsætningsplads er langt mere end en indhegnet voliere.
Det er et område, hvor fasankyllingerne skal kunne føle sig trygge, finde føde, søge skjul og gradvist udvikle den adfærd, som senere skal sikre deres overlevelse på reviret.

Udsætningspladsen bør derfor placeres i en biotop, der giver adgang til:

Tæt vegetation og gode skjulesteder.
Læ og beskyttelse mod dårligt vejr.
Solrige områder, hvor fuglene kan opholde sig.
Gode muligheder for at finde naturlig føde.
egnede nattesæder.
Ro og mindst mulig unødig forstyrrelse.
Samtidig skal der være fokus på beskyttelse mod to- og firbenede prædatorer. En udsætningsplads med mange unge fasaner kan være særdeles attraktiv for ræve og rovfuglene.

Forebyggende foranstaltninger og en målrettet, lovlig regulering, hvor reglerne giver mulighed for det, kan derfor være nødvendige.


Undgå unødvendig indespærring

Tidligere var det almindeligt at etablere en mindre, lukket indervoliere inde i den større udsætningsvoliere.
Her blev fasankyllingerne holdt indespærret i en periode, inden de fik adgang til resten af området.

Efter min erfaring bør man i stedet prioritere at skabe en udsætningsplads, hvor fuglene fra begyndelsen har gode betingelser for at trives og føle sig trygge.
Hvis det er nødvendigt at holde fasanerne indespærret i længere tid for at forhindre dem i at forlade området, bør man overveje, om udsætningspladsen er indrettet hensigtsmæssigt.

En velfungerende udsætningsplads skal først og fremmest gøre det attraktivt for fasanerne at blive i området.


Revirets opbygning har stor betydning

Selv de sundeste og mest flyvestærke fasaner kan være vanskelige at præsentere optimalt, hvis reviret ikke er indrettet rigtigt.
Derfor er det nødvendigt at kende fasanernes naturlige døgnrytme og deres behov for føde, dækning, skjul og sikre opholdssteder.

Vildtagre kan spille en afgørende rolle.
De kan fungere som både opholdsområder, fødekilder og ledetråde, der hjælper med at styre fasanernes bevægelser rundt på reviret.

En god vildtager skal ikke blot holde på fasanerne. Den skal også være placeret, så fuglenes naturlige bevægelser understøtter den planlagte jagt.
Det er vigtigt, at vildtagrene opfylder forskellige behov gennem året.
Om foråret og sommeren kan insektrige områder være værdifulde, mens tæt dækning, føde og læ får større betydning i efteråret og vinteren.


Udnyt terrænets højdeforskelle

På kuperede revirer bør man undersøge mulighederne for at placere såterne på de højest beliggende områder.
Det er muligt at fasanerne ikke står på toppen i en såt hele dagen, men hvis man kan skubbe den derop (ved at gå dem derop) og så få dem til at lette på toppen, ned over skyttekæden, er missionen fuldført.

Hvis der ikke findes egnede naturlige bevoksninger, kan man etablere vildtagre på højdedragene og forbinde dem med resten af reviret gennem passende ledetråde.
Formålet er at gøre det attraktivt for fasanerne at søge op i disse områder.
Når fasanerne senere lettes fra en højtliggende såt og flyver ud over et lavere terræn, kan man opnå betydelige flyvehøjder over skytterne.

På mere flade revirer kan man i stedet arbejde med såter placeret et stykke ude på markerne, eksempelvis omkring 80-100 meter fra skovbrynet.

Her vil fasanerne ofte søge mod skoven, når de lettes.
Højden på skovbrynets træer får dermed stor betydning. Der er væsentlig forskel på, om fasanerne skal passere et skovbryn med 10 meter høje træer eller en bevoksning med træer på 30-35 meter eller højere.

Det er dog vigtigt at understrege, at hverken afstande eller placeringer kan fastlægges efter én bestemt regel. Det enkelte revirs terræn, bevoksning, vindforhold og fasanernes adfærd skal altid indgå i planlægningen.


Flyvetræning og fysisk udvikling

Fasaner er naturligt tilbøjelige til at vandre, og nogle typer bevæger sig længere væk fra udsætningsområdet end andre.
På mange revirer er det derfor nødvendigt regelmæssigt at drive fuglene tilbage mod de planlagte opholdsområder.

Denne inddrivning kan samtidig bidrage til, at fasanerne bruger deres flyvemuskulatur og udvikler deres fysiske form.
Men det er vigtigt, at arbejdet udføres med omtanke, da en fasan er udviklet til en hurtig og eksplosiv flugt.
Den kraftige brystmuskulatur gør fuglen i stand til at accelerere hurtigt og flyve med stor kraft over kortere afstande.

Fasanens flyvemuskler indeholder en betydelig andel hurtige muskelfibre, som kan udvikle stor kraft, men som også bliver forholdsvis hurtigt trætte.
Efter en kraftfuld flugt har fuglen derfor behov for restitution, før den igen kan præstere optimalt.
Det er en vigtig forklaring på, hvorfor en fasan ofte flyver dårligere, hvis den gentagne gange bliver lettet inden for kort tid.


Undgå at flyve fasanerne trætte

Når man driver fasaner sammen til en såt, som skal afvikles kort efter, bør man så vidt muligt undgå, at fuglene gentagne gange kommer på vingerne.
Det er bedre, at de bevæger sig fremad ved at gå eller løbe, frem for at de bliver presset til flere krævende flyveture.
Gentagne opflyvninger kan resultere i trætte fugle, som ikke længere har kræfter til at præstere en god flugt.

Efter min opfattelse er det desuden jagtetisk betænkeligt bevidst at drive de samme fasaner fra såt til såt flere gange på en jagtdag, når man ved, at deres flyveegenskaber gradvist forringes.

Målet bør altid være at præsentere sunde, stærke og friske fasaner, som har de bedst mulige forudsætninger for at flyve naturligt og kraftfuldt.


De sidste forberedelser inden jagtdagen

En vellykket klapjagt begynder længe før den første jagtgæst indfinder sig på reviret.
I månederne op til jagtsæsonen skal fasanerne gradvist vænnes til at opholde sig i de planlagte såter.
Det sker blandt andet gennem en målrettet fodring, hvor både foderpladser og fodringstidspunkter tilpasses den kommende jagt.

Man bør tilstræbe, at der står tilstrækkeligt mange fasaner i såterne på de tidspunkter, hvor jagten skal afvikles.

Rækkefølgen af såterne er heller ikke tilfældig.
Særligt i begyndelsen af jagtsæsonen kan det være hensigtsmæssigt at starte med de yderste såter og planlægge drevene, så de overlevende fasaner flyver ind mod revirets centrale områder efter de er lettet.
Hvis fuglene derimod drives direkte ud over naboskellet, risikerer man at miste en betydelig del af dem fra reviret.

Man skal også være realistisk med hensyn til, hvor mange gange den enkelte såt kan anvendes i løbet af en jagtsæson.
Efterhånden som jagterne gennemføres, vil både antallet af fasaner og deres fordeling på reviret ændre sig. Derfor kræver det løbende arbejde at sikre tilstrækkeligt med fugle i såterne.
Som en tommelfinger regel siger man at en så kan tages med fuld udbytte 2,5 gange.


Fodringen op til jagten

I dagene før en jagt har jeg gennem årene haft gode erfaringer med at tilpasse fodringen og supplere med lidt nedkørte majsstriber i og omkring de planlagte såter.

Friske majskolber kan være særdeles attraktive for fasanerne og medvirke til at fastholde deres interesse for området.
Formålet er at gøre såterne så attraktive, at fasanerne naturligt opholder sig der, når jagten skal afvikles.
Det er dog vigtigt, at sådanne justeringer ikke går ud over fuglenes ernæring eller trivsel.


Jagtdagen – når forberedelserne skal stå deres prøve

På selve jagtdagen er det vigtigt, at alle hjælpere kender dagens program og deres individuelle opgaver.

Inden jagten begynder, bør skytten og jagtlederen gennemgå rækkefølgen af såterne, jagtgæsternes  placering, sikkerhedsforholdene og de planlagte inddrev.

Nogle steder kan det være nødvendigt at lade hundeførere foretage et indledende inddrev, mens andre såter kræver en særlig taktik for at få fasanerne til at flyve i den ønskede retning.
Uanset planlægningen må man aldrig glemme, at fuglenes naturlige adfærd og sikkerheden skal være afgørende for, hvordan jagten gennemføres.

Der bør naturligvis heller ikke afholdes jagt på udsatte fasaner, som endnu ikke er fuldt udviklede og udfarvede. Mange fasaner vil være udfarvede omkring 20-ugersalderen.


Vejrets betydning for fasanernes flugt

Vejret kan have stor indflydelse på, hvordan fasanerne flyver på jagtdagen.
Efter min erfaring er let overskyet vejr med en frisk vind ofte særdeles velegnet til klapjagt.
En vindstyrke omkring 8-12 m/s kan under de rette forhold give fasanerne mulighed for at præstere en kraftfuld og udfordrende flugt.

Vindretningen er dog mindst lige så vigtig som vindstyrken.
Ideelt bør vinden og såternes placering understøtte, at fasanerne letter mod vinden , tager højde og passerer skyttekæden i en passende højde.

På nogle revirer vil vinden ramme såterne fra siden. Det behøver ikke være et problem, hvis man gennem placeringen af drivere og stopklappere kan få fasanerne til at vælge den ønskede flyveretning.

Personligt sætter jeg stor pris på en vinterdag med frisk vind, let overskyet himmel og et landskab dækket af nyfalden sne.
Under de rette forhold kan det danne en fantastisk ramme om en fasanjagt.

Men selv det bedste jagtvejr kan ikke opveje mangelfuld planlægning eller uerfarne hjælpere.


Dygtige hjælpere er uundværlige

En vellykket klapjagt afhænger i høj grad af samarbejdet mellem jagtleder, klappere, stopklappere og hundeførere, ja kort fortalt jagtteamet.

Det kræver erfaring at kunne læse fasanernes bevægelser, tilpasse presset i såten og få fuglene til at lette på det rigtige tidspunkt.

For hårdt pres kan medføre, at fasanerne flyver ukontrolleret eller søger væk fra den planlagte flyveretning.
For svagt pres kan betyde, at de bliver i såten eller løber uden om klapperne

Derfor er dygtige hjælpere mindst lige så vigtige som gode fasaner og et velindrettet revir.


Stærke fasaner skabes gennem hele sæsonen

At kunne præsentere stærke og velflyvende fasaner på jagtdagen er ikke et spørgsmål om held.
Det er resultatet af et målrettet arbejde, som begynder allerede ved valget af opdrætter og fortsætter gennem fodring, udsætning, revirpleje og den endelige planlægning af jagten.

Man kan naturligvis opleve en vellykket jagtdag uden at have styr på alle disse forhold. Men skal resultatet kunne gentages år efter år, kræver det både faglig viden, praktisk erfaring og forståelse for fasanernes naturlige adfærd.

Det er ikke på selve jagtdagen, man skaber stærke og velflyvende fasaner. Det er i alle de måneder, der går forud.

Knæk & Bræk